Infektion i svælget (faryngitis)

Stine Schrøder

Speciallæge

Fakta

  • Faryngitis er betændelse i slimhinderne i svælget

  • Faryngitis (ondt i halsen) er meget almindeligt, og mange mennesker bliver ramt en eller flere gange årligt

Symptomer

  • Smerter, når du synker

  • Kløende eller kradsende fornemmelse i halsen

  • Du føler dig ofte kun lidt sløj

  • Feber kan forekomme

Behandling

  • I de fleste tilfælde er årsagen virus, og antibiotika har derfor ingen effekt

  • De allerfleste føler sig betydeligt bedre efter nogle få dage

 Hvad kan jeg selv gøre?

  • Du kan have gavn af medicin, der nedsætter feberen og lindrer smerterne, for eksempel paracetamol

Hvad er faryngitis?

  • Faryngitis er betændelse i slimhinderne i svælget. Det vil sige den bagerste del af mundhulen og svælget

  • Faryngitis er en meget almindelig. Ofte er både svælget og mandlerne påvirket samtidig. Tilstanden skyldes oftest virus, men kan også skyldes bakterier, især streptokokker. Halsbetændelse er derimod betegnelsen for en infektion, der er lokaliseret til mandlerne

  • Hvis man bliver hæs eller mister stemmen, kan infektionen også have påvirket struben og stemmebåndene (laryngitis)

Hvad er symptomerne på faryngitis?

Faryngitis kan begynde med en kløe og irriterende fornemmelse i halsen. Efterhånden kan ømheden i halsen tage til, og det kan være ubehageligt eller gøre ondt at synke. Hoste og snue er almindeligt, især når infektion skyldes virus

De typiske symptomer ved faryngitis er:

  • Synkesmerter

  • Kradsende eller irriterende fornemmelse i halsen

  • Du kan føle dig mere eller mindre utilpas

  • Feber kan forekomme

  • Slimhinderne i svælget kan være røde

  • Der kan være hævede og ømme lymfeknuder på halsen

Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?

Du bør kontakte lægen, hvis du får høj feber, stærke halssmerter eller bliver tydeligt påvirket.

Feber og belægninger på mandlerne kan være tegn på halsbetændelse med streptokokker (tonsillitis). Lægen kan vurdere, om der er behov for en test og eventuelt behandling med antibiotika.

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen kan ofte stille diagnosen ud fra symptomerne og ved at undersøge halsen.

Det kan være svært ud fra symptomerne og undersøgelse alene at afgøre, om infektionen skyldes virus eller streptokokbakterier.

Hvis lægen vurderer, at der kan være tale om streptokokker, kan der foretages en hurtigtest (Strep A-test). Prøven (podningen) tages fra mandlerne med en vatpind og giver svar efter få minutter.

Foto af læge der poder halsen.

Hvorfor får man faryngitis?

De fleste tilfælde af faryngitis skyldes virus, ofte de samme virus, som giver forkølelse.

Bakterier kan også være årsag til faryngitis. Den vigtigste bakterielle årsag er gruppe A-streptokokker.

Smitter faryngitis?

Faryngitis, der skyldes virus eller bakterier, kan smitte fra person til person. Smitte sker især gennem dråber fra hoste og nys og ved tæt kontakt. God håndhygiejne kan mindske risikoen for smitte.  

Normalt viser de første symptomer sig i løbet af 1-3 dage efter, man er blevet smittet, og i det tidsrum er man også smitsom. Typisk kan man også smitte andre et par dage efter, at symptomerne er forsvundet. 

Hvilken behandling er der?

Hvis infektionen skyldes virus, hjælper antibiotika ikke.

Ved infektion med streptokokker kan antibiotika i nogle tilfælde være relevant. Langt de fleste tilfælde af faryngitis skal derfor ikke behandles med antibiotika.

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Du kan tage smertestillende og febernedsættende medicin, f.eks. paracetamol ved behov

  • Sørg for at få tilstrækkeligt at drikke

  • Du bør undgå hård fysisk aktivitet 

  • Halspastiller samt lune eller kolde drikke kan virke lindrende

  • Hvis du har feber eller føler dig syg, bør du tage den med ro

  • De fleste får det betydeligt bedre efter få dage. Omkring 90 % er raske inden for en uge

Hvordan undgår jeg at få eller forværre faryngitis?

God håndhygiejne kan mindske risikoen for smitte. Undgå samvær med syge personer med luftvejsinfektion.

Undgå rygning, da det kan irritere slimhinderne og forværre symptomerne.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Kontakt læge ved høj feber, stærke eller tiltagende smerter i halsen eller hvis symptomerne ikke begynder at blive bedre efter nogle dage.

Søg hurtig lægehjælp, hvis du får svært ved at synke dit spyt, problemer med at åbne munden, vejrtrækningsbesvær eller bliver svært alment påvirket.

Børnehave/dagpleje

Barnet kan komme i institution, når det er rask og kan deltage i de sædvanlige aktiviteter uden at kræve særlig pasning.

Hvis der er påvist streptokok-bakterier i halsen, kan barnet komme i institution 2 dage efter, at behandling med antibiotika er startet, hvis barnet er symptomfrit.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Faryngitis går næsten altid over af sig selv. De fleste får det betydeligt bedre efter få dage, og omkring 90 % er symptomfrie inden for en uge.

Ved længerevarende eller tilbagevendende gener fra halsen bør andre årsager end akut infektion overvejes, f.eks. rygning, stort forbrug af alkohol eller refluks (tilbageløb af mavesyre).

Er faryngitis farligt?

Faryngitis medfører kun meget sjældent alvorlige komplikationer.

Hvor hyppig er faryngitis?

Faryngitis er meget almindelig, og en hyppig årsag til ondt i halsen.

Kan jeg få faryngitis mere end én gang?

Ja. Man kan få faryngitis flere gange, fordi mange forskellige virus og bakterier kan give infektion i svælget.

Hør lægen fortælle, hvornår du skal gå til lægen med ondt i halsen: 

Se en kort animation om halsens anatomi 

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Stine Schrøder

Speciallæge, ph.d., Øre-næse-halslægerne i Ringsted

Annika Norsk Jensen

Speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

Disclaimer: Patienthåndbogen