Spisesituationen kan være udfordrende
Ved strubekræft oplever mange bivirkninger både under og efter endt behandling. Gener som mundtørhed, ændret smagsoplevelse, smerter i mund, samt synkeproblemer kan gøre spisesituationen ekstra udfordrende.
Nogle kan opleve kvalme eller manglende appetit som følge af sygdom, behandlingen eller smerter.
At fokusere på vægten er vigtigt, da kroppen under sygdom mister meget muskelmasse. Større vægttab kan også øge hyppigheden for tilstødende infektioner, komplikationer samt nedsat livskvalitet. Forsøg derfor så vidt muligt at spise, selvom det er svært, så du begrænser utilsigtet vægttab.
Kroppen skal have ekstra næring
Under en kræftsygdom har kroppen brug for ekstra energi. Kroppen bruger kræfter på at bekæmpe sygdom, samt til at genopbygge kroppen efter endt behandling.
Under alvorlig sygdom skal de sunde kostråd vendes på hovedet. Kroppen har brug for energi og protein, og kun i mindre grad frugt, grønt og fuldkorn.
- Fedtstof er det næringsstof, som bidrager med mest energi per gram, og kosten skal derfor være federe end normalt.
- Protein vigtigt med henblik på at mindske mest muligt tab af muskelmasse. Et vægttab (og tab af muskler) opstår, når indtaget af mad og drikke ikke dækker kroppens øgede behov for energi og protein.
Fokuser på en mere energi- og proteinrig kost med henblik på at holde vægten.
Energirig kost
Har du svært ved at holde vægten, anbefales du at spise mere energirigt.
Energirig kost er en kost med mere fedt og færre kostfibre. Det indebærer, at du spiser færre grøntsager og mindre fuldkorn end tidligere.
Til gengæld anbefales du at spise mere fedtholdigt fx:
- Grød, supper, kartoffelmos og sovs tilsat olie, smør og fløde
- Lidt brød og mere pålæg, brug gerne smør, mayonnaise, remoulade, pesto
- Nødder, mandler, ostebjælker, oliven, avokado
- Proteindrik (enten hjemmelavede eller købte)
- Vælg de fede mejeriprodukter såsom sødmælksbaseret yoghurt, fuldfed koldskål, sødmælk eventuelt iblandet fløde
- Desserter og chokolade
Proteinrigt
Til bekæmpelse af sygdom, for at mindske muskeltab samt til genopbygning af kroppen efter endt behandlingsforløb, har kroppen brug for ekstra mange proteiner.
Proteinrige fødevarer er:
- Mejeriprodukter (ost, mælk, skyr og yoghurt)
- Kød og kødpålæg
- Æg og æggeretter
- Fisk og fiskepålæg
- Fjerkræ
Spis tynde skiver brød med masser af fisk, kylling, kødpålæg eller æg. Drik mælk samt brug skyr, yoghurt og koldskål til mellemmåltider.
Der findes en række proteindrikke, som kan supplere kosten. De kan laves hjemme eller købes færdige (på apoteket).
At miste appetitten
Mangel på appetit kan skyldes kvalme, infektion og smerter, forårsaget af sygdommen eller af behandlingen. Men det kan også skyldes angst og usikkerhed.
Nogle mister appetitten, fordi de oplever, at maden lugter, smager dårligt eller anderledes end før.
- Spis små, hyppige måltider. Det kan være nemmere med små, overskuelige portioner end store måltider
- Syrnede alternativer kan stimulere appetitten. Drik derfor gerne lidt juice, kærnemælk, koldskål. Spis citronfromage til dessert eller frisk frugt med frugtcreme
- Mister du lysten til én type mad, så prøv en anden smag fx surt, sødt, salt eller bittert.
- Prøv med forskellig konsistens fx blød, flydende eller knasende
- Temperatur kan også spille en rolle fx varm mad eller koldt
Det vigtigste er, at du får næring og energi.
Synkeproblemer
Det er ikke unormalt at opleve problemer med synkefunktionen eller fejlsynkning efter behandling af strubekræft. Der kan opstå svære problemer, som kræver hjælp fra sygehusets ergoterapeut til at styrke og genopbygge synkefunktionen. Ved lettere udfordringer med synkeproblemer kan du gøre brug af råd og opskrifterne ved synkebesvær fra Kræftens bekæmpelse på cancer.dk.
Mundtørhed
Ofte vil du opleve mundtørhed i forbindelse med behandling samt i efterforløbet. Det er individuelt, om mundtørheden er forbigående og forsvinder i løbet af nogle måneder, eller om det bliver en udfordring, du fortsat skal leve med. Der findes følgende råd mod mundtørhed:
- Vælg saftig mad fremfor tør mad
- Skyl munden med vand
- Brug sukkerfrit tyggegummi eller pastiller til at stimulere spyt
- Køb spytstimulerende sugetabletter på apoteket
Nedsat lugtesans ved strubeoperation
Smagssansen påvirkes normalt ikke af en strubeoperation, men lugtesansen vil til gengæld være nedsat. Det skyldes, at luftstrømmen ikke længere passerer gennem næsen, men i stedet strømmer direkte ned i lungerne gennem åbningen på halsen.
Enkelte oparbejder evnen til at "snuse" ved at pumpe luft ind i mundhulen via næsen.
Pas på meget varm mad og drikke
Vær opmærksom på, at som strubeløs kan du lettere brænde dig på tungen. Du kan ikke længere afkøle maden ved at blæse på den eller trække luft ind gennem munden på samme måde som før.
I nogle tilfælde har operationen også omfattet dele af svælget. Dette kan gøre det vanskeligt at synke alle typer mad.
Energi og proteintilskud
Ved svær sygdom kan der i perioder være helt eller delvist brug for tilskud med energi og protein.
På apoteket kan du købe energi og proteindrikke, som enten kan udgøre et måltid eller bruges som ekstra supplement. Din læge kan udskrive en grøn ernæringsrecept, som giver 60 % tilskud til prisen.
Der kan også opstå behov for hel eller delvis sondeernæring i en periode. Med sondeernæring kan du sikres fuldstændig ernæring, når du er udfordret på din spisning. Fuldstændig sondeernæring betyder, at du får alt den energi, protein og alle de næringsstoffer, din krop har brug for via sondemaden. Du kan også få delvis sondeernæring, som dækker hovedparten af dit energibehov. Dette tager presset af spisesituationen, idet du hermed bare kan nøjes med at spise sparsomt, som supplement til sondeernæringen.
Diætisthjælp
De fleste sygehuse kan tilbyde diætbehandling ved en diætist. En diætist kan give gode råd om sammensætning af en kost, som er tilpasset efter dine behov, og evt. tilskud med energi og proteindrikke.
Patienter med strubekræft kan have brug for hel eller delvis ernæring med sondemad i forbindelse med strålebehandling. Her kan diætisten hjælpe med en sondeplan og hjælpe med en glidende overgang fra sonde til almindelig mad efter endt stråleforløb.
Vil du vide mere?