Mange småbørn "eksperimenterer" med at komme genstande i ører og næse
Fremmedlegemer i øret kan gøre ondt og give propfornemmelse i øret samt nedsat hørelse
Lad lægen fjerne fremmedlegemet. Der er stor risiko for, at man selv kommer til at skubbe det længere ind i øregangen eller forårsager skade på øregang og/eller trommehinde
Hvad er fremmedlegeme i øregangen?
Det er ret almindeligt, at børn putter genstande ind i øregangen. Det kan dreje som om vidt forskellige genstande, som f.eks. perler, papir og småsten. Hos voksne finder man ofte vat fra vatpinde, rester af silikonesvømmepropper eller "faldskærme" fra høreapparater. I sjældne tilfælde kan insekter forvilde sig ind i øregangen og forårsage et betydeligt ubehag.
Hvad er symptomerne på fremmedlegeme i øregangen?
Når et fremmedlegeme helt aflukker øregangen, føles det som en prop i øret, og hørelsen er nedsat. Det kan også gøre ondt. Eventuelle smerter skyldes, at fremmedlegemet trykker på huden og den underliggende brusk/knogle i øregangen. Fremmedlegemet kan også skabe en irritation/betændelse i huden.
Hvordan stilles diagnosen?
Et fremmedlegeme kan ses ved otoskopi. Det vil sige, at lægen kigger ind i øregangen med et otoskop. Se billedet.
Foto af undersøgelse med otoskop.
Hvordan fjerner man et fremmedlegeme i øregangen?
Den mest normale fremgangsmåde for den praktiserende læge er at skylle øregangen med lunkent vand med en øreskyllesprøjte. Vandstrålen fører fremmedlegemet med på sin vej ud af øregangen.
Hvis fremmedlegemet sidder langt ude i øregangen, kan lægen som regel fjerne det ved hjælp af en pincet eller en særlig lille krog.
Hvis fremmedlegemet sider langt inde i øregangen, kan en øre-næse-halslæge fjerne fremmedlegemet ved hjælp af et øremikroskop, brug af specialinstrumenter og et øresug. Hos børn kan det være nødvendigt med fuld bedøvelse, hvis øregangen er øm og hævet - og fremmedlegemet sidder fast.
Når fremmedlegemet er fjernet, er det som regel ikke nødvendigt at gøre mere. Hvis der er sket en skade på huden i øregangen, kan lægen anbefale nogle dages behandling med øredråber.
Hvad kan jeg selv gøre?
Medmindre fremmedlegemet let kan ses, og du kan fjerne det, f.eks. med en pincet, bør du undgå selv at forsøge at fjerne det. Det vil nemlig ofte føre til, at det bliver skubbet endnu længere ind i øregangen, og at der opstår sår, blødning og hævelse af huden i øregangen. Det kan også gøre meget ondt.
Hvis fremmedlegemet er en ært eller popcorn, kan vand få fremmedlegemet til at svulme op. Man bør derfor undgå at få vand i øret, f.eks. i forbindelse med brusebad, indtil denne type fremmedlegemer er blevet fjernet.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre tilstanden?
Undlad forsøg på at fjerne fremmedlegemet selv, lad den praktiserende læge eller øre-næse-halslægen gøre det.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis fremmedlegemet sidder så langt inde i øregangen, at du ikke let kan få fat i det med en pincet, eller hvis det gør ondt, så skal du søge læge.
Hvordan udvikler tilstanden sig?
Et skarpt eller spidst fremmedlegeme i øregangen kan forårsage sår, tiltagende hævelse af huden og betændelse. I sjældne tilfælde kan det medføre skade på trommehinden. Det bør behandles af en øre-næse-halslæge.
Er fremmedlegemer i øregangen farligt?
Fremmedlegemer i øregangen kan være besværlige, men er ufarlige, hvis de bliver fjernet.
Hvor hyppigt er fremmedlegeme i øregangen?
Mange børn eksperimenterer med at stoppe noget i ørerne. Der findes ingen statistik, der viser, hvor hyppigt det forekommer.