Hvis depression ikke bliver behandlet
Når man har en depression, bliver den ofte værre med tiden, hvis man ikke bliver behandlet. En ubehandlet episode af en moderat til svær depression varer 6-24 måneder.
To tredjedele af deprimerede mennesker vil komme sig helt på et tidspunkt. Ca. 1/4 vil fortsætte med at lide af lettere depressive symptomer. Ca. 10 % vil fortsat lide af sværere depressive symptomer. Jo længere tid der går, før du kommer i behandling, jo mindre effekt er der af den.
Så det gælder om at få hjælp, før depressionen sætter sig fast.
Hvad er komplikationerne til depression?
Den alvorligste komplikation er selvmord. Nedsat appetit og vægttab kan give symptomer fra kroppen. Nogle udvikler et misbrug af alkohol eller medicin.
Blandt dem, som har haft en episode med depression, er der en klar overhyppighed af fysiske sygdomme. Det gælder hjerte-kar-sygdomme, visse hormonsygdomme og sygdomme i nervesystemet.
Hvordan går det på sigt?
Prognosen for den enkelte depressive episode er sædvanligvis god. Jo tidligere man kommer i behandling, jo bedre prognose. Jo alvorligere depression, jo dårligere prognose.
Over halvdelen får nye depressioner senere i livet. Prognosen er specielt dårlig hos ældre mennesker med kronisk eller tilbagevendende depression.
Hvis man får stillet den rigtige diagnose og får behandlet depressionen, er det 60-80 % sandsynligt, at symptomerne lindres markant efter 6 ugers behandling.
Vil du vide mere?