Depression, symptomer

Lars Vedel Kessing

Speciallæge

Fakta

  • Når man er nedtrykt ved depression, adskiller det sig fra almindelig tristhed ved at være konstant, vedvarende og upåvirkelig af ydre forhold
  • Depression kan behandles effektivt
  • Omkring en tredjedel af alle med depression får ikke stillet diagnosen og får derfor ikke behandling. Det kan skyldes, at depressionen ikke erkendes. Det kan også skyldes, at symptomerne ikke er typiske for depression

Depression - ikke altid så let at opdage

Depression opfattes ikke altid som en sygdom. Hverken af dig selv, mennesker omkring dig eller af lægen. Symptomerne er ikke altid åbenlyse. Mennesker med depression gemmer ofte deres sygdom i stedet for at søge hjælp.

Alle kan føle sig triste af og til, men depression er noget mere. Heldigvis hjælper behandling. Behandling spænder over et bredt spektrum, fra medicin til samtaler og helt til elektrochok.

Vigtige fakta om depression

Det vigtigste at vide er, at depression kan behandles. Man behøver ikke at lide. Depression er almindelig og rammer ca. 15 % af befolkningen på et eller andet tidspunkt i livet. Hvis du tror, at du er deprimeret, er det vigtigt at tale med en læge, som kan stille diagnosen og tilbyde effektiv behandling. Antidepressiv medicin og samtalebehandling (psykoterapi) hjælper mod depression.

Medicin begynder at hjælpe i løbet af 1 til 4 uger. Det kan dog tage noget tid, op mod 6 til 8 uger, før den fulde virkning kommer. Så det er vigtigt, at du ikke stopper med at tage medicinen for tidligt.

Hvordan føles en depression?

Alle kan have tunge dage. Men depression stikker dybere. Du kan føle dig irritabel, ude af stand til at sove, magter ikke at spise, føler dig tappet for energi og er ude af stand til at tage beslutninger. Du kan også føle dig mislykket, skyldig, håbløs og hjælpeløs, og kan have lyst til at græde hele tiden. Men værst af alt, du kan ikke komme ud af det.

Sådanne følelser kan mange opleve fra tid til anden. Men ved depression hober de sig op og forsvinder ikke. De kan vare i uger eller måneder og påvirke personlige forhold, arbejde eller uddannelse, fritidsinteresser, sexliv, søvn og appetit. Nedtryktheden ved depression adskiller sig fra almindelig tristhed ved at være konstant, vedvarende og upåvirkelig af ydre forhold.

Depression kan vise sig forskelligt

Nogle mennesker med depression kan have symptomer, som ikke er så typiske. Hos mænd og børn kan depression fx vise sig som ængstelighed eller irritabilitet. Hos ældre kan der opstå problemer med hukommelse eller koncentration.

Depression kan optræde samtidig med andre sygdomme som diabetes, kræft, blodprop i hjertet eller slagtilfælde. Den kan også hænge sammen med misbrug af medicin eller alkohol.

Det er vigtigt at søge hjælp

Depression er ikke kun en sindstilstand. Det er ikke noget, du kan "tænke" væk. Det vigtigste er at være opmærksom på, at du kan have en depression, og at søge professionel hjælp. Den udmattelse og håbløshed, man kan føle, er en del af depressionen. Det forsvinder med behandlingen.

Det kan hjælpe at betro sig til mennesker, man stoler på, og at deltage i aktiviteter frem for at trække sig tilbage.

Depression hos mænd

Især mænd er i risiko for at gå med ubehandlet depression. De oplever ikke nødvendigvis uro og mistrøstighed som tegn på depression og fortæller derfor sjældnere end kvinder andre, at de er deprimerede.

Læger kan også være mindre opmærksomme på depression hos mænd. Hos mænd kan depression oftere maskeret af et stort forbrug af alkohol eller rusmidler eller af voldsom meget overarbejde.

Depression kan være livstruende, og selvmordsrisikoen kan være øget, især ved svær eller ubehandlet depression. 

Hvorfor får man depression?

Depression er en forstyrrelse i hjernen. I modsætning til mange andre sygdomme ved man ikke præcist, hvad der skaber problemet. Erfaringer med medicinsk behandling har dog givet en vis indsigt.

Personlige oplevelser

Personlige oplevelser kan spille en rolle ved depression, men der kan også være biologiske forhold involveret. På det personlige plan kan en depression fx udløses af, at en nær person dør, problemer i parforholdet, økonomiske vanskeligheder eller andre store forandringer i livet. En utryg barndom kan øge sårbarheden for depression senere i livet. Årsagerne er dog ofte mere komplekse.

Ændringer i hjernen

Depression er ofte forbundet med ændringer i, hvordan hjernen fungerer. Og det giver mening, eftersom vore følelser, tanker, søvn, appetit og adfærd reguleres af nervebanerne i hjernen. Inden for disse baner sendes signaler fra nerve til nerve ved hjælp af kemiske budbringere, som vi kalder neurotransmittere. Disse nervebaner fungerer ikke tilfredsstillende, når man er deprimeret. Nogle neurotransmittere, fx noradrenalin og serotonin, er ude af balance i hjernen hos mennesker med depression.

Arv og genetiske forhold

Arv og genetiske forhold spiller en væsentlig rolle ved depression. I nogle familier går depression igen, generation efter generation. Det tyder på, at det er en egenskab, som bæres af bestemte gener. I andre familier findes ikke en sådan ophobning. Man kan godt have gener for depression, selv om ingen andre i ens familie har haft depression.

Hormoner

Kroppens hormoner synes også at bidrage til perioder med depression, særligt hos kvinder, som har større risiko for at få depression end mænd. Depression hos kvinder er i nogle tilfælde forbundet med ændringer i menstruationscyklus, graviditet, abort, barselstiden og med overgangsalderen.

Se animation om depression

Forskellige typer af depression

Unipolar depression

Ved åbenlys depression har man været nedtrykt eller manglet interesse i livet næsten hver dag i mindst 2 uger. Man har også andre symptomer som problemer med at sove, ændret appetit og problemer med at koncentrere sig. I fagsprog anvender man betegnelsen unipolar depression.

Melankoliform depression

Ved den melankoliforme depression er depressionen domineret af biologiske symptomer. Man vågner tidligt om morgenen, har nedsat appetit, vægttab og nedsat lyst til sex. Samtidigt er tilstanden værst om morgenen, hvor man er svært nedtrykt.

Dystymi 

Dystymi er en mindre grad af depression, en følelse af depression som varer i mindst 2 år. Nogle mennesker med dystymi har også episoder med åbenlys depression oven i den mindre svære, men langvarige depression ("dobbelt depression").

Bipolar depression

En anden variant er bipolar depression, hvor en person svinger mellem at have nedsat og løftet stemningsleje. Denne tilstand kaldes også bipolar lidelse (manio-depressiv sygdom).

Vinterdepression

Depression som bliver værre om vinteren, kalder man vinterdepression.

Fødselsdepression

Fødselsdepression er depression hos kvinder kort tid efter fødsel, i en fase med dramatiske ændringer i hormonerne og psykologisk eller socialt stress. Mænd kan også få fødselsdepression, men det er mere sjældent.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lars Vedel Kessing

Prof., ovl., dr. med., Psykiatrisk Center København

Erling Peter Larsen

Speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen