Gul feber

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge

Fakta

  • Gul feber er en alvorlig virusinfektion, som kan medføre skade på især lever men også andre organer  
  • Gul feber-virus overføres med myggestik fra andre mennesker, som er smittede med gul feber (i byerne), eller fra inficerede aber (i skovområder)
  • Sygdommen forekommer i Afrika og Sydamerika, men er yderst sjælden hos turister pga. vaccination
  • Vaccination er praktisk taget 100 % effektiv og er lovpligtig ved rejse til lande, hvor gul feber forekommer

Hvad er gul feber?

Gul feber skyldes infektion med gul feber-virus, som kan give skade på lever og nyrer. Navnet refererer til den gulfarvning af huden (gulsot), som skyldes leversvigt.

Hvad er symptomerne på gul feber?

Tiden fra smitte, til symptomerne begynder (inkubationstiden), er 3-6 dage.

Symptomerne er:

  • Feber, som kommer pludseligt
  • Kulderystelser
  • Hovedpine
  • Smerter i musklerne
  • Kvalme og opkastninger
  • Mavesmerter

Hos de fleste personer med gul feber går symptomerne over efter 3-4 dage. Hos en mindre del af de smittede kan sygdommen udvikle sig dødeligt med svigtende funktion af lever, nyrer og andre organer, og blødninger fra hud og slimhinder.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Pludseligt opstået feber, kulderystelser, hovedpine, muskelsmerter, kvalme og opkastninger hos ikke-vaccinerede få dage efter eller under rejse til område med gul feber.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles ved hjælp af en blodprøve, hvor man måler antistoffer og sygdommen samt påviser virus i blodet.

Hvorfor får man gul feber?

Myg (oftest den såkaldte Aedes-myg, billedet ovenfor) overfører gul feber-virus, enten fra andre mennesker med gul feber (i byområder), eller fra aber (i skovområder). Aber, som huser gul feber virus og derved fungerer som såkaldt reservoir, behøver ikke nødvendigvis selv at være syge. 

Aedes-myg stikker typisk ved daggry og omkring solnedgang. Spredning af smitte kan også forekomme i bjergområder i op til 2.500 m højde.

Hvordan behandler man gul feber?

Der findes ingen egentlig behandling af gul feber, men man kan forsøge at afbøde konsekvenserne af skade på leveren, nyresvigt, væskemangel og tendens til blødninger.

Penicillin og andre antibiotika er uvirksomme mod virus og dermed også mod gul feber-virus.

Hvad kan jeg selv gøre?

Man bør blive vaccineret mod gul feber, før man rejser til områder med forekomst af sygdommen. 

Hvordan undgår jeg at få eller forværre gul feber?

Vaccination mod gul feber er praktisk taget 100 % effektiv. Vaccinationen er lovpligtig ved rejser til lande, hvor gul feber forekommer. 

Det er derudover vigtigt at beskytte sig mod myggestik, som også overfører andre sygdomme, f.eks. malaria.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Ved mistanke om gul feber-infektion efter rejse til område, hvor gul feber forekommer, og man ikke forudgående er vaccineret.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Forløbet kan være mildt og forbigående, især hos børn. Hos de fleste går symptomerne over af sig selv efter 3-4 dage.

Hos en mindre del af personerne med gul feber forværres tilstanden efter kortvarig bedring, og der tilstøder komplikationer i form af:

  • Skade på leveren (tiltagende gulsot og mørkfarvet urin)
  • Nyresvigt med ophør af urinproduktion
  • Blødninger fra hud og slimhinder

Ved alvorlig gul feber vil 10-20 % af personerne dø af sygdommen.

Hvor udbredt/hyppig er gul feber?

Mere end 90 % af alle tilfælde af gul feber forekommer i Vestafrika, men sygdommen findes også i Sydamerika.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at der i verden er ca. 200.000 tilfælde årligt med ca. 30.000 dødsfald.

Kan jeg få gul feber mere end én gang?

Nej. Tidligere gul feber-infektion betyder, at man er immun for resten af livet.

Hvordan kan man undgå smitte?

Vaccination

Vaccinationen er lovpligtig ved rejser til alle lande, hvor gul feber forekommer.

Vaccination mod gul feber er praktisk taget 100 % effektiv og medfører, at man er immun resten af livet. Vaccinationen er gyldig 10 døgn efter vaccinationen.

Spørg din egen læge om du skal vaccineres mod gul feber, hvis du skal rejse til lande i Afrika eller Sydamerika.

Beskyttelse mod myggestik

I områder med gul feber bør man beskytte sig mod myggestik - også for at forebygge smitte med andre sygdomme (f.eks. malaria og denguefeber):

  • Omkring solopgang og ved solnedgang bør man anvende lange bukser, sokker og langærmede trøjer udendørs
  • Myggemidler, som indeholder dietyltoluamid (DEET) påsmøres huden
  • Myggenet omkring sengen bør være imprægneret med insektmidlet permetrin, som dræber både myg og andre insekter
  • Der bør kun luftes ud gennem vinduer, som er dækkede af myggenet
  • Undlad at tænde lys i værelser før døre og vinduer er lukkede - myg tiltrækkes af lys
  • Hotelværelser med klimaanlæg kan regnes for fri for myg

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge, Afdeling for Lunge- og infektionssygdomme, Bispebjerg Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen