Større risiko for infektion
Familieferie på eksotiske destinationer er ofte sjove og hyggelige, men vær særligt opmærksom på de mindste. Forældre skal regne med, at børn bliver syge mindst lige så ofte under ophold i udlandet som hjemme.
I ikke-vestlige lande er risikoen for infektionssygdomme større, og det kan være vanskeligt at få kontakt med en læge.
Sørg for en god og dækkende rejseforsikring
Vaccination
Børnevaccinationsprogrammet
I forbindelse med kortvarige ferierejser er det sjældent nødvendigt at foretage ændringer i forhold til det almindelige børnevaccinationsprogram.
For spædbørn, som skal opholde sig nogle måneder eller mere i ikke-vestlige lande, bør man overveje et vaccinationsprogram, der er tilpasset rejsemålet.
Børnevaccinationsprogrammet kan om nødvendigt starte i 2-måneders alderen:
- I situationer, hvor der er brug for god, tidlig og relativt langvarig immunitet, kan det være aktuelt at give tre doser kombinationsvaccine (DiTeKiPol/Act-Hib) med tidlig start (fra 8 ugers alder) og med afkortede intervaller - se rejse.ssi.dk
- Poliovaccination bør altid starte før udrejse til områder, hvor poliomyelitis fortsat forekommer - poliovaccinen kan gives helt fra fødslen. Se Rejsevaccination for risiko i de enkelte lande
- Tuberkulosevaccine (BCG-vaccine) kan og bør gives til nyfødte og børn og til 12 år, som skal opholde sig lang tid i ikke-vestlige lande afhængigt af risiko i de enkelte lande: Se Rejsevaccination
- MFR-vaccine giver beskyttelse hos omkring 80 % af børn fra 9-måneders alderen og er aktuel for børn, som skal have nær kontakt med lokalbefolkningen i lande, hvor mæslinger er almindeligt forekommende
Andre vacciner
Når det gælder egentlige rejsevacciner, bør børn principielt have samme tilbud som voksne, i den udstrækning den enkelte vaccine er godkendt til aldersgruppen. Visse vacciner giver dog en dårligere beskyttelse, hvis de gives meget tidligt i livet.
- Gul feber-vaccine kræves ved indrejse i mange lande i Afrika og tropisk Sydamerika for børn over 9 måneder
- Hepatitis A-vaccine bør tilbydes børn fra 12-måneders alderen, også selv om tilstanden hos førskolebørn som regel ikke er nogen alvorlig sygdom - dels for at undgå ubehagelige sygdomsepisoder, dels for at hindre spredning af smitte efter hjemkomst
- Rabiesvaccine kan komme på tale ved rejser udenfor normale turistområder og hos lidt større børn, som kan udsættes for smitte uden forældrenes vidende
- Meningokokvaccine indeholdende bestanddele fra fire forskellige typer meningokokker (typerne A, C, Y og W135) findes i to udgaver, hvoraf den ene kan bruges til spædbørn fra 6-ugers alderen
- Meningokokvaccine mod type B er normalt ikke nødvendig hos rejsende
Forebyggelse af malaria
Malaria hos små børn kan være dødeligt inden for kort tid efter myggestikket, og behandlingen kan være vanskelig. Derfor er forebyggelse mod malaria specielt vigtigt for børn.
Man skal grundigt overveje nødvendigheden af at tage småbørn med til områder med høj forekomst af falciparum-malaria.
Det eneste, som giver fuldstændig beskyttelse mod malaria, er at undgå myggestik:
- Huset eller hotelrummet holdes myggefrit med net foran døre, vinduer og udluftningsventiler
- Børn bør opholde sig indendørs fra solnedgang til solopgang
- Børn bør sove under permetrin-imprægnerede myggenet, og børnelifte skal være foret med stof, som hindrer at myg og andre insekter kan stikke barnet
- Medbring et imprægneret myggenet hjemmefra, hvis der er risiko for uplanlagte overnatninger på steder med lav standard
- Myggemidler (DEET- eller icaridin-holdige produkter) og brug af langærmede trøjer og lange bukser forebygger myggestik
Små børn har stor kropsoverflade i forhold til kropsmasse og optager relativt meget af det, som smøres på huden. Myggemidler bør hos børn derfor så vidt muligt anvendes uden på tøjet.
Ifølge britiske guidelines kan myggemidlet DEET anvendes af børn ned til 2 måneder.
Børn skal have egen malariaforebyggende medicin.
Der findes ikke forebyggende malariamedicin, der er tilstækkeligt dækkende overfor falciparum-malaria for børn under 5 kg, da det kun er klorokin og proguanil, som kan anvendes.
Hos ammende kvinder vil malariamedikamenter forekomme i ammemælken, men ikke i tilstrækkeligt omfang til at beskytte barnet.
Transport med fly og bil
Rejseruten skal planlægges, så børnene får nok tid til hvile og mulighed for at lege og være i bevægelse.
Ved flyvning er trykproblemer i mellemøret almindeligt. Det er sværere at udligne trykket i mellemøret i liggende end siddende stilling. Spædbørn og småbørn bør derfor tages op at sidde ved start og landing.
Trykproblemer i ørerne kan mindskes, hvis barnet bliver ammet, får noget at drikke eller tygge på. Det skyldes, at svælget blive stimuleret, og det hjælper mellemøret med at blive udluftet.
Ved biltransport bør forældre insistere på børnesæder med mulighed for at spænde børnene fast. At sidde med barnet på skødet er ikke noget sikkert alternativ.
Omgivelser, klima og højde
De fleste børn vil let tilpasse sig et varmt klima. Dog kan helt små børn ikke så let fortælle om egne behov, og forældre bør sikre, at børnene er passende klædt for temperaturen, at de holdes i skyggen når det er varmt, og at de får nok at drikke.
Spædbørn og småbørn har sart hud og bør beskyttes mod direkte sol (solhat og sololie med høj beskyttelsesfaktor, T-shirt/UV-tøj ved badning udendørs).
I troperne (især i Vestafrika) hænder det, at en type spyfluer lægger æg i tøj, som er hængt til tørre. Når tøjet senere tages på, kan fluelarverne gennemtrænge huden og forårsage ubehagelige sår. Derfor bør tøj, der har tørret udenfor i troperne, stryges før brug for at dræbe eventuelle flueæg.
I varmt klima er det vigtigt at undgå insekter og slanger, og at forebygge fodsår ved at anvende fodtøj.
Man bør søge råd på stedet om lokale forhold, så man f.eks. ikke bader eller svømmer i vand, som er farligt pga. forekomst af brandmænd, krokodiller, sneglefeber (schistosoma eller bilharzia), flodheste, hajer eller understrøm.
Børn har i princippet samme risiko for højdesyge som voksne. Tolerancen for højde mindskes ved selv lettere infektioner i luftvejene.
Vil du vide mere?