Allergi for dyr viser sig som snue, øjenkløe og/eller astma.
Nogle får også nældefeber, hvis de rører ved dyrets pels eller bliver slikket eller kradset.
Oftest kommer der først snue og øjenkløe, men fortsætter man med at være sammen med det dyr, man ikke tåler, kan der udvikles astma, som kan blive meget alvorlig. Astmaen kan fortsætte eller endda forværres i mange timer efter kontakt med dyret.
Allergi-antistoffer (IgE) mod de dyr, der mistænkes, kan påvises enten i en blodprøve og/eller ved en priktest på huden.
Hverken blodprøve eller priktest siger noget sikkert om, hvor svær en allergi, man har. Fx kan nogen med en positiv priktest for hund godt tåle at være sammen med hunde i timer eller dage, mens andre med lave koncentrationer af allergi-antistoffer for kat får snue, blot de kommer ind i rum, hvor der har været kat for flere uger siden.
Har man positive tests, kan det bekræfte, at der er allergi eller at risikoen for at udvikle allergisymptomer senere, er øget.
Allergi er arveligt, så hvis ens forældre har allergi, har man selv en øget risiko for at få allergi. Allergien er ikke altid rettet mod det samme.
Man laver kun allergi-antistoffer mod noget man er i kontakt med, men allergener fra dyr findes næsten overalt, så man kan godt have allergi-antistoffer for dyr uden selv at have haft dyr hjemme.
Mængden af allergener er dog sædvanligvis så lav i hjem uden dyr, at det ikke giver problemer hos personer med allergi for dyr.
Man kan blive udsat for dyreallergener uden at være klar over det i børnehaver, vuggestuer, skoler og på arbejdspladser. Det skyldes, at folk med dyr har allergener med sig hjemmefra i tøj og måske hår.
Den enkleste, men ikke altid mulige, behandling består i at undgår kontakt med allergener fra det dyr, der ikke tåles.
Allergisk snue og astma udløst af dyr behandles medicinsk som ved andre former for allergi.
Allergivaccination kan forsøges i specielle tilfælde, men effekt er kun påvist ved katteallergi og er kun sjældent tilstrækkelig til, at dyret kan beholdes. Der er også flere bivirkninger end ved en tilsvarende behandling for pollenallergi.
Man har tidligere ment, at man kunne nedsætte risikoen for at udvikle allergi for dyr, hvis man undgik dyr i hjemmet, mens børnene var små. Nyere undersøgelser har ikke sikkert kunnet bekræfte dette. Børn, der vokser op med dyr på landet, har lavere risiko for at udvikle allergi.
Ved ganske lette allergisymptomer kan man i første omgang forsøge, om det hjælper at nedsætte kontakten fx ved at holde katten ude af soverummet hele døgnet, lade andre børste hunden eller flytte kaninen udenfor og få andre til at skifte høet.
Hvis disse tiltag ikke hjælper tilstrækkeligt, så kæledyret stadig giver symptomer eller der er behov for medicin, må man som regel skille sig af med dyret.
De allergener, der giver symptomer, sidder på små partikler i støvet. De hvirvles op, når vi bevæger os rundt, og kan holde sig svævende i luften i mange timer. Både de små partikler og større partikler som hår og skæl sætter sig i vores tøj og kan på den måde flyttes rundt.
Rengøring og udluftning nedsætter mængden af allergener i luften både hjemme, i institutioner og på arbejdspladser. Allergenerne kan dog være svære at fjerne fra gulvtæpper og polstrede møbler og høje koncentrationer kan påvises i boliger i flere måneder efter, at et dyr er kommet væk.
Ved kraftig allergi, kan det være nødvendigt, at familiemedlemmer, som er i kontakt med dyr uden for hjemmet, skifter tøj når eller inden de kommer hjem til et allergisk familiemedlem.
Allergi for dyr er hyppig, nogenlunde som husstøvmideallergi.
Der findes ikke ’allergi-sikre’ pelsdyr. Af og til oplever nogle at kunne tåle fx deres hund hjemme, men ikke andre hunde. Der er en (lille) forskel på de forskellige hundes allergener og mængden af de allergener, der frigives. Hos en del udvikler allergien sig dog, så der kommer problemer med alle hunde.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
