Vi danskere drikker i gennemsnit 3-4 kopper kaffe dagligt og er det fjerde mest kaffedrikkende folk i verden
Et moderat indtag på 3-4 kopper kaffe om dagen kan nedsætte dødeligheden og mindske risikoen for:
type 2-diabetes
Parkinsons sygdom
iskæmisk hjertesygdom (forkalkning ved hjertet) og hjertesvigt
blodprop eller blødning i hjernen
kræftsygdomme; særligt risikoen for kræft i mundhule, svælg, lever, livmoder, tyk- og endetarm samt prostata
Kaffe øger ikke risikoen for forhøjet blodtryk eller hjerteflimmer
Personer med angst, lavt kalkindtag og gravide, skal være lidt forsigtige med, hvor meget kaffe de drikker
Hvad er kaffe?
Kaffe laves ved at blande tørrede, ristede og malede kaffebønner med varmt vand. De to mest dyrkede kaffearter er Arabica-kaffe, som udgør omkring trefjerdedele af verdens kaffeproduktion, samt Robusta-kaffe.
Der er 4 overordnede måder at brygge kaffe på. De afhænger af, hvordan det varme vand introduceres til de malede kaffebønner:
kogning (kogekaffe)
iblødsætning (stempelkaffe)
filtrering (filterkaffe)
tryk (espressokaffe)
Kaffe serveres i kopper, hvis størrelse ofte afhænger af brygningsmetoden.
Den mest koncentrerede kaffe, fx espressokaffe, serveres typisk i små 30-50 ml kopper, mens almindelig filterkaffe eller caffe latte typisk serveres i kopper på 150-300 ml.
Hvor stort er danskernes kaffeforbrug?
Vi danskere drikker i gennemsnit 3-4 kopper kaffe dagligt, og er det fjerde mest kaffedrikkende folk i verden.
86 % af de danske mænd og 76 % af de danske kvinder drikker kaffe. Mænd drikker i gennemsnit dagligt en kop mere end kvinder. For både danske mænd og kvinder er der et stigende forbrug af kaffe med alderen op til 45-64 år, og personer med længst uddannelse drikker mindst kaffe.
Hvilke stoffer indeholder kaffe?
Kaffe har en kompleks kemisk sammensætning.
Den indeholder en række aktive stoffer, der kan have biologiske virkninger, hvis du har et moderat dagligt indtag på 3-4 kopper kaffe.
Blandt de vigtigste indholdsstoffer i kaffe er koffein, cafestol, kahweol, klorogensyrer og trigonellin
Forbindelserne kan blandt andet virke på centralnervesystemet, fedtstofskiftet, sukkerstofskiftet og på omsætningen og udskillelsen af kræftfremkaldende stoffer.
Koffein er det mest kendte indholdsstof i kaffe. Man regner typisk med, at en kop kaffe indeholder omkring 100 mg koffein.
Kaffe og dødelighed
Der er hverken hos mænd eller kvinder fundet holdepunkt for, at et moderat forbrug af kaffe øger dødeligheden. Nyere undersøgelser tyder derimod på, at kaffedrikkere, som drikker filterkaffe, har en lavere dødelighed sammenlignet med dem, der ikke drikker kaffe.
Kaffe og kræft
Et moderat forbrug af kaffe på 3-4 kopper om dagen øger ikke din samlede risiko for at få kræft. Kaffe øger således ikke risikoen for en række af de mest almindelige kræftsygdomme (kræft i mavesæk, brystkræft, spiserørskræft, æggestokskræft og kræft i de øvre luftveje).
Tværtimod ser det ud til, at kaffe har en beskyttende effekt i forhold til kræft i lever, mundhule, svælg, livmoder, tyk- og endetarm samt prostata.
Nogle undersøgelser tyder dog på, at et højt forbrug af kaffe kan øge risikoen for blære- og lungekræft.
Sidstnævnte resultater stammer imidlertid alene fra rygere, så det er sandsynligt, at rygning spiller en rolle for disse fund. Hos personer, der aldrig har røget, er der således ikke øget risiko for lungekræft hos kaffedrikkere.
Kaffe og hjerte- og karsygdom
Hvis du har et moderat indtag af filterkaffe, er der ikke øget risiko for, at du udvikler iskæmisk hjertesygdom (forkalkning ved hjertet), hjerteflimmer, forhøjet blodtryk, blodprop eller blødning i hjernen. Nye studier tyder faktisk på, at 3-4 daglige kopper filterkaffe mindsker risikoen for at udvikle blodprop eller blødning i hjernen med godt 10 %.
Det skal bemærkes, at kogekaffe, stempel- og espressokaffe i nogle undersøgelser har fremkaldt en stigning i total- og LDL-kolesterol, der kan øge risikoen for hjerte- og karsygdomme, mens filterkaffe ikke har denne virkning.
Nye undersøgelser viser, at et moderat forbrug af filterkaffe er forbundet med lavere risiko for iskæmisk hjertesygdom (forkalkning ved hjertet) og hjertesvigt.
Kaffe og knogleskørhed (osteoporose)
Kaffens koffein ser i nogle undersøgelser ud til at nedsætte dit indhold af kalk i knoglerne. Det kan øge din risiko for knoglebrud, hvis du i forvejen har et lavt indtag af kalk (mindre end 700 mg/dag). Det skyldes, at koffein øger udskillelsen af kalk gennem nyrerne og dermed øger nedbrydningen af knoglerne.
En kop koffeinholdig kaffe øger din udskillelse af kalk med ca. 40 mg. Det vil altså sige, at drikker du 4 kopper kaffe om dagen, så udskiller du ekstra 160 mg kalk. Kvinder, der drikker kaffe, og som har knogleskørhed eller øget risiko for dette, bør derfor sikre et passende tilskud af kalk.
De fleste danskere har imidlertid et indtag af kalk over det anbefalede daglige indtag på 800 mg. De er derfor ikke i risiko for at få knogleskørhed som følge af et moderat kaffeindtag. Faktisk viser den seneste opgørelse af danskernes kostvaner, at danske mænd og kvinder i gennemsnit indtager 1046 mg kalk om dagen. Personer, der har knogleskørhed tilrådes at få 1000-1200 mg kalk dagligt.
Mælk og mælkeprodukter kan være gode kilder til kalk. Fx indeholder 120 ml mælk ca. 160 mg kalk. 30 ml mælk pr. kop kaffe vil derfor fuldt ud kunne kompensere for tab af kalk som følge af indtag af koffein.
Andre gode kalkkilder er fisk og fiskeprodukter samt grønne grøntsager som fx grønkål, spinat og broccoli.
Kaffe og type 2-diabetes
Både koffeinfri og koffeinholdig filterkaffe har en overbevisende beskyttende effekt på udvikling af type 2-diabetes. Et dagligt forbrug på 3-4 kopper filterkaffe ser ud til at nedsætte din risiko for at få type 2-diabetes med 25 % eller mere. For hver ekstra kop filterkaffe du drikker - op til 6–8 kopper kaffe dagligt – falder din risiko for at få type-2 diabetes med yderligere 5-10 %.
Det vil sige, at hvis du fx drikker 6-7 kopper kaffe om dagen, så har du ca. 40 % mindsket risiko for at få type 2-diabetes.
Kaffe og sygdomstilstande i hjernen
Undersøgelser peger entydigt på, at kaffe nedsætter din risiko for at udvikle Parkinsons sygdom med ca. 25-30 %.
Kaffe ændrer ikke på risikoen for udvikling af demens og Alzheimers sygdom.
Flere undersøgelser har også vist, at et dagligt indtag af kaffe kan beskytte dig imod depression og selvmord.
På den anden side kan koffein også have en negativ virkning hos personer, der i forvejen har en angstlidelse, som bliver værre ved indtagelse af den koffeindosis, der er i 4 kopper kaffe eller mere.
Det vil altså sige, at hvis du lider af angst, så bør du begrænse dit indtag af kaffe og andre koffeinholdige drikke og fødevarer såsom te, cola, kakao, chokolade og energidrikke.
Kaffe og hjernefunktioner
Kaffedrikkere, der i en kortere periode ikke har drukket kaffe, kan kortvarigt opleve et bedre præstationsniveau, når de indtager koffein svarende til indholdet i 1-5 kopper kaffe. Bedringen sker inden for reaktionshastighed, årvågenhed, opmærksomhed og koncentration.
Koffein har derimod ikke nogen sikker effekt på din evne til at indlære eller hukommelse.
Det er muligt, at den tilsyneladende præstationsfremmende effekt af koffein afspejler, at koffein afhjælper træthed og andre negative virkninger, som ses ved koffeinabstinens.
Kaffe og graviditet
Et dagligt forbrug af koffein på op til 300 mg/dag, svarende til indholdet i op til 3 kopper kaffe, har ingen betydning for din evne til at blive gravid eller risikoen for spontan abort, dødfødsel, for tidlig fødsel, medfødte misdannelser eller hæmmet fostervækst. Der er undersøgelser, der tyder på, at et større forbrug kan give negative graviditetsudfald.