Halsbetændelse hos børn

Mikkel Holmelund

speciallæge

Fakta

  • Halsbetændelse er betændelse i mandlerne i halsen
  • Symptomerne er:
    • Ondt i halsen
    • Synkesmerter
    • Feber
  • Barnet kan lugte ud ad munden, og man kan som regel mærke forstørrede lymfeknuder på halsen. Hvis man lyser ind i munden, kan man som regel også se, at mandlerne er hævede og røde, evt. med hvide pletter på mandlerne
  • Årsagen er oftest en virus, og sygdommen forsvinder uden behandling med antibiotika
  • Når årsagen skyldes bakterier, bliver man lidt hurtigere symptomfri, når man bliver behandlet med antibiotika

Sådan kan du hjælpe dit barn

Det vigtigste er at lindre barnets ubehag, imens immunsystemet selv bekæmper infektionen.

  • Giv barnet smertestillende håndkøbsmedicin, f.eks. 2-3 gange om dagen
  • Giv mad og drikke som er nemt at synke, f.eks. is

Vejledninger

Hvad er halsbetændelse?

De fleste halsbetændelser skyldes virus.

De hyppigste symptomer er:

  • Ondt i halsen, der bliver værre, når barnet synker
  • Forkølelse
  • Hoste
  • Muskel- og ledsmerter
  • Børn kan også have løbenæse

Hvis barnet har høj feber, betændte mandler, forstørrede og ømme lymfeknuder på halsen, uden at have symptomer på forkølelse, kan det skyldes en infektion med streptokok A-bakterier

I nogle tilfælde udvikler barnet skarlagensfeber (rødt udslæt på kinderne og overkroppen samt hindbærtunge). Skarlagensfeber skyldes infektion med streptokokker gruppe-A. De kan danne et særligt giftstof, der fremkalder udslættet. Kroppen danner derefter antistoffer mod bakteriegiften, og de vil i fremtiden ødelægge giftstoffet. Derfor kan man kun få udslættet én gang i sit liv. Barnet kan derimod få halsbetændelse med streptokokker flere gange. 

Hvornår skal jeg søge læge?

Du behøver kun kontakte lægen, hvis:

  • Barnet virker meget medtaget
  • Barnet får høj feber
  • Barnet ikke spiser eller drikker, barnet udvikler rødt udslæt på kinderne og på overkroppen samt hindbærtunge (skarlagensfeber) 

Lægen kan foretage en hurtigtest ved mistanke om betændelse med streptokokker. Hvis testen påviser bakterier, kan lægen vælge at behandle med antibiotika. 

Film om ondt i halsen hos børn

Film fra Børnelægernes Børnetips giver enkle råd og vejledning til, hvordan du skal holde øje med dit barn, hvis det har ondt i halsen, hvad du kan gøre for at lette dit barns gener, og hvornår du skal ringe til din egen læge, vagtlæge, akuttelefon eller 112.

Fakta ark om ondt i halsen, du kan downloade hos Børnelægernes Børnetips

Film om ondt i halsen på andre sprog 

  • Engelsk / English  - se film om ondt i halsen med engelsk tale og tekst hos Børnelægernes Børnetips
  • Arabisk / العربية- se film om ondt i halsen med arabisk tale og tekst hos Børnelægernes Børnetips 

Er behandling med antibiotika nødvendig?

Halsbetændelse går i de fleste tilfælde over af sig selv, det gælder både ved virus og bakterier. Antibiotika virker kun ved betændelse med bakterier. 

Antibiotika er ikke smertestillende, men hvis sygdommen skyldes bakterier (gruppe A-streptokokker = GAS), vil varigheden af sygdommen blive forkortet med ca. 1 dag.

Ved betændelse med streptokokker kan risikoen for komplikationer som halsbyld og poststreptokok sygdom mindskes ved behandling med antibiotika.

Behandling med antibiotika kan imidlertid medføre diarré, opkastning og problemer med udvikling af antibiotikaresistens. Da komplikationer ydermere er sjældne, retfærdiggør det derfor ikke, at alle halsbetændelser med streptokokker skal behandles med antibiotika.  

Det er derfor kun i de tilfælde, hvor lægen påviser at infektionen i halsen skyldes bakterier, at behandling med antibiotika overvejes.

Sådan kan du hjælpe dit barn

Det vigtigste er at lindre barnets ubehag, imens kroppens immunsystem selv bekæmper infektionen.

  • Giv barnet smertestillende, f.eks. paracetamol 2-3 gange dagligt
  • Giv mad og drikke, som er mindre ubehageligt for barnet at synke, f.eks. is

Antibiotikabrug hos børn

Antibiotika er vigtig og effektiv medicin til behandling af infektioner, som skyldes bakterier.

Hvis man bruger antibiotika forkert, kan det føre til udvikling af resistente bakterier. Det vil sige, at antibiotikabehandling ikke længere har effekt på disse bakterier. Så antibiotika skal bruges med omtanke, du kan læse mere her: Antibiotika eller ej. 

Hvad betyder antibiotikaresistens for behandling af almindelige luftvejsinfektioner hos børn?

Antibiotikaresistente bakterier er et stigende problem. Vi bruger i Danmark stadig for meget antibiotika til at behandle infektioner i luftvejene, specielt hos børn. For at bevare antibiotika som effektiv medicin, er det vigtigt, at vi begrænser forkert brug af antibiotika til behandling af ufarlige luftvejsinfektioner.

Er du i tvivl, om barnet har en infektion, som skal behandles med antibiotika eller andre lægemidler, skal du kontakte din læge. Lægen kan også give råd om, hvordan du bedst kan lindre barnets gener, indtil infektionen går over.

Antibiotika virker ikke på virus

Virus er årsagen til de allerfleste halsbetændelser, mellemørebetændelser, bihulebetændelser og forkølelser. Kroppens immunsystem bekæmper normalt sådanne virusinfektioner på egen hånd. Antibiotika har ingen effekt på virus og fører heller ikke til lindring af barnets gener.

Ved de fleste luftvejsinfektioner anbefaler man, at man ser situationen an i 2-3 dage.

Når antibiotika er nødvendigt

Når lægen har vurderet, at barnet har en infektion, der skal behandles med antibiotika, er det vigtigt at hele kuren gennemføres, som lægen har bestemt. Hvis barnet ikke fuldfører antibiotikakuren, er det ikke sikkert, at alle bakterierne bliver udryddet. De mere modstandsdygtige bakterier kan således overleve og formere sig yderligere.

Hvornår må mit barn komme i institution igen?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at barnet først kommer i institution, når det er rask. Det vil sige, når det ikke længere har feber og ikke længere er sløjt.

Hvis dit barn har haft halsbetændelse med streptokokker, må det komme i institution 2 dage efter, at det er begyndt behandling med antibiotika og ikke har feber eller er sløjt.

Se en kort animation om, hvad der sker i halsen ved halsbetændelse:

Vil du vide mere?

  • Antibiotika eller ej? "Antibiotika eller ej" er et samarbejde mellem Sundheds- og Ældreministeriet, Dansk Selskab for Almen Medicin, Sundhedsstyrelsen, Lægeforeningen, Danske Regioner, Lægemiddelstyrelsen, Danmarks Apotekerforening, Europæisk antibiotikadag, FOA, KL og Statens Serum Institut om behandling med antibiotika

Kilder

Fagmedarbejdere

Mikkel Holmelund

speciallæge, Øre-næse-hals klinikken Øresund, Helsingør

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen