Kolesterol

Nete Hornung

speciallæge

Hvad er Kolesterol?

Kolesterol er et naturligt fedtstof, som er en vigtig byggesten i alle kroppens celler. Man danner selv kolesterol, men det findes også i kosten.

Total-Kolesterol er et mål for den samlede mængde kolesterol i blodet, og det består af 3 undertyper, hvor de to vigtigste kaldes HDL-Kolesterol og LDL-kolesterol. De måles ofte enkeltvis samtidig med total kolesterol, fordi de hver især er gode at holde øje med, hvis man er i behandling for forhøjet kolesterol. Såkaldt Non-HDL-kolesterol, som er total kolesterol minus HDL kolesterol, bliver også anbefalet, men er ikke fuldstændig indført alle steder endnu.

Kolesterol måles ved mistanke om hjerte- og karsygdomme, og når man er i behandling for forhøjet kolesterol (dyslipidæmi).  Man har en øget risiko for at udvikle hjerte- karsygdomme ved forhøjet kolesterol. 

Læs også om transfedt og kolesterol.

Hvordan måles Kolesterol?

Måles i veneblodprøve på hospitalslaboratorium. Det er ikke nødvendigt, at du faster, før blodprøven bliver taget.

Hvad er normal grænseværdi?

Grænser for total kolesterol (koncentrationen i blodet):

  • Mindre end 5 mmol/L er et ønskeligt niveau
  • 5,0-6,4 mmol/L, let forhøjet kolesterol
  • 6,5-7,9 mmol/L, moderat forhøjet kolesterol
  • Højere end 8,0 mmol/L er udtalt forhøjet kolesterol

Høje værdier (kolesterolforstyrrelser) ses ved

Meget høje værdier kan ses ved en række arvelige sygdomme (op til 20 mmol/L).

Værdier på mellem 6-9 mmol/L ses ved:

  • Diabetes
  • Sygdomme i skjoldbruskkirtlen
  • Nyresygdomme
  • Lungesygdomme
  • Behandling med forskellige lægemidler
  • Alkoholmisbrug

Lave værdier

Lave værdier (mindre end 3 mmol/L) betyder som regel ikke noget.   

Vigtigt ved tolkning af prøvesvar

Hvis dit blodprøvesvar ligger uden for normalområdet (referenceintervallet), kan det være tegn på sygdom. Men et prøvesvar, der ligger uden for normalområdet, kan godt være normalt eller skyldes årsager, der ikke er alvorlige eller kræver behandling. Lægen, der har bestilt blodprøven, vurderer dit prøvesvar ud fra dine symptomer og resultatet af andre undersøgelser. Herefter beslutter lægen, om du skal have foretaget flere undersøgelser, om du skal have behandling, eller om der ikke skal gøres mere. Ved nogle sygdomme skal man behandles, selvom blodprøvesvaret ligger inden for normalområdet. Tal med din behandler om målet for din behandling, hvis du er i tvivl. 

Vil du vide mere

Kilder

Fagmedarbejdere

Nete Hornung

Cheflæge, Klinisk biokemisk afdeling, Hospitalsenheden Vest

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen