Ortopædisk udredning

Søren Kold

Speciallæge

Fakta

  • Ortopædisk kirurgi omfatter udredning og behandling af lidelser fra bevægeapparatet, det vil sige muskler, led og knogler
  • Det kan være slidgigtsygdomme, knoglebrud, ledbåndsskader, medfødte deformiteter, svulster, idrætsskader, amputationer, diskusprolaps og muskellidelser
  • Udredningen baseres på sygehistorie og en grundig lægeundersøgelse
  • Udredningen suppleres ofte med røntgenbilleder, ultralydsscanning, CT- og/eller MR-skanning

Hvad er ortopædkirurgi?

Ortopædkirurgi er læren om bevægeapparatets sygdomme. Det kan være sygdomme i knogler, muskler eller led. Sygdommene kan være medfødte eller opstå senere i livet. Nogle af lidelserne opstår på baggrund af et uheld (traume).

Ortopædkirurgiske sygdomme kan også være betændelser, svulster og slitage (artrose). Ortopædkirurgiske skader er knoglebrud, ledbånd-, muskel- og seneskader.

Idrætsmedicin overlapper ortopædi. Mange idrætslæger er ortopædkirurger.

Ortopædkirurger har ekspertise i sygdomme og skader i knogler, led og muskulatur. Mange ortopædkirurgiske tilstande kan håndteres af din praktiserende læge. I de øvrige tilfælde foregår udredning og behandling af ortopædkirurgiske tilstande på sygehusenes ambulatorier, på privatklinikker eller ved indlæggelse på sygehus.

Hvad består en ortopædisk undersøgelse af?

Udredning af en mulig sygdom i bevægeapparatet består i:

  • Gennemgang af patientens sygehistorie
  • En såkaldt objektiv undersøgelse, dvs. lægens undersøgelse af patienten
  • Eventuelt billedundersøgelse, som oftest vil være en røntgenundersøgelse. Der kan også laves ultralyd, CT- og MR-skanning
  • Eventuelt blodprøver

Sygehistorie

Sygehistorien får ortopædkirurgen ved at tale med dig. Indholdet i samtalen bestemmes af dine aktuelle gener.

Det overordnede mål for lægen er at få en klar fremstilling af symptomerne, og hvordan de har udviklet sig. Det centrale symptom er ofte smerter. Andre symptomer kan være nedsat funktion. 

Lægen vil udspørge dig om:

  • Hvornår er symptomerne begyndt?
  • Hvad består de i?
  • Hvordan har de udviklet sig?
  • Hvad forværrer, og hvad lindrer symptomerne?
  • Hvordan er din form?
  • Tidligere sygdomme?
  • Om du har fået behandling med medicin, og hvordan den har virket?
  • Hvordan fungerer du på dit job og i det daglige?
  • Eventuelt andre mere detaljerede spørgsmål knyttet til dine gener?

Tænk disse spørgsmål igennem, før du møder hos lægen. Det kan gøre det lettere for dig at svare på lægens spørgsmål, og du kan give mere nøjagtige oplysninger. Det vil også bidrage til, at lægen lettere finder frem til en korrekt diagnose og behandling.

Lægens undersøgelse

Lægens undersøgelse er som regel koncentreret omkring det område, hvor sygdommen eller skaden er. Undersøgelsen starter ofte med, at lægen vil se dig gå eller bevæge det skadede område af kroppen.

Lægen vil teste både den passive bevægelighed og den aktive bevægelighed. Den passive bevægelighed undersøges ved, at lægen bevæger et af dine led, medens du selv slapper af. Den aktive bevægelighed er bevægelser, du selv udfører.

Er smerterne udløst i knogler, i sener, i muskler eller i ledbånd? Kraften bliver testet. Hvis der er behov for det, foretager lægen derudover en generel undersøgelse af dig.

Blodprøver

Blodprøver har som regel kun en lille betydning ved udredningen af sygdom i muskel-/skeletapparatet. Hvis lægen har mistanke om visse typer betændelser, er blodprøver dog vigtige.

Billedundersøgelser

En ortopædkirurgisk diagnose kræver ofte billedundersøgelse. Røntgen benyttes ved mange problemstillinger. I nogle tilfælde foretager man ultralyd-, CT-eller MR-skanning.

Det kan være nødvendigt at udføre andre undersøgelser, afhængigt af hvad du fejler.

Kilder

Fagmedarbejdere

Søren Kold

Klin. prof., overlæge, ph.d., Klinisk Institut, Aalborg Universitet og det ortopædkirurgiske speciale, Aalborg Universitetshospital

Erling Peter Larsen

Speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen