Pædiatri er læren om sygdomme hos børn. Det er et medicinsk speciale, som beskæftiger sig med sygdomstegn og sygdomme i alle organsystemer hos børn og unge.
Sygdomsspektret omfatter alle former for sygdomme, skader og medfødte tilstande.
Pædiatrien dækker formelt sygdomme hos børn fra fødsel til overstået pubertet - typisk omkring 15-16 år, men jævnfør Sundhedsstyrelsens specialeplan dækker pædiatrien nu børn og unge til og med det 17. leveår, således at man som 18-årig vil overgå til voksenregi.
Pædiatere har ekspertise i børnesygdomme. Selv om nogle børnelæger arbejder i egen speciallægepraksis, så arbejder de fleste på sygehus på en børne- og ungeafdeling.
Ud over de sygdomme, som alment praktiserende læger og privatpraktiserende børnelæger håndterer, foregår udredning og behandling af børnesygdomme på ambulatorier og under indlæggelser på hospitaler. Hvis et barn for eksempel indlægges med et brækket ben eller blindtarmsbetændelse, som kræver operation, bliver det typisk indlagt på en børne- og ungeafdeling. Her er sundhedspersonalet vant til at tage sig af børn og unge. Hvis operation er nødvendig, vil en kirurgisk specialist stå for det, mens resten af behandlingen foregår på børneafdelingen, indtil barnet bliver udskrevet.
Den praktiserende læge henviser barnet til en børnelæge, enten på hospitalet eller i privat praksis. Hudlæger og Øre-Næse-Hals-læger behandler også mange børn. Enkelte privathospitaler har også børnelæger, som kan kontaktes direkte uden henvisning, men her vil der være selvbetaling.
Udredning (undersøgelse) af børn består af:
Sygehistorien får børnelægen styr på ved at interviewe barn og forældre. Samtalen handler selvfølgelig om barnets aktuelle gener og eventuelle tidligere problemer.
Det overordnede mål for lægen er at få en klar fremstilling af symptomernes art, og hvordan de har udviklet sig over tid.
Lægen vil i løbet af samtalen spørge til generne:
Tænk disse spørgsmål igennem før besøget hos lægen. Det kan gøre det lettere at svare på spørgsmål og give mere nøjagtige oplysninger. Det vil bidrage til, at lægen lettere finder frem til rigtig diagnose og behandling.
Den kropslige (objektive) undersøgelse omfatter hele kroppen. Lægen vil være ekstra grundig ved undersøgelsen af det/de organer, som eventuelt kan være sygt.
Lægen bedømmer blandt andet:
Lægen kan vælge fra et vidt spektrum af prøver og undersøgelser. Blodprøver er ofte vigtige og urinen bliver ofte undersøgt.
Lægen kan anvende mange forskellige tests, og hvilken én eller flere lægen vælger at bruge afhænger af, de symptomer og tegn barnet har.
Der er i dag i pædiatrien stort fokus på at barnet/den unge ikke udsættes for unødige smerter og selv skal kunne medvirke til de forskellige undersøgelser.
Billedundersøgelser er meget ofte nødvendige for at kunne stille korrekte diagnoser.
Traditionelt har røntgen haft en central plads i udredningen, men også andre former for mere specifik billeddiagnostik bliver tiltagende anvendt, eksempelvis:
Også endoskopi kan være aktuelt ved enkelte problemstillinger, f.eks. ved mistanke om sygdom i fordøjelseskanalen. Endoskopi gør det muligt ikke kun at se ind i kroppen, men også at tage vævsprøver af mistænkelige forandringer. Vævsprøver kan efterfølgende granskes i mikroskop.
Andre undersøgelser kan også være aktuelle, afhængig af den mistænkte sygdom.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
