Hvad er nefrologi?
Nefrologi er læren om medicinske sygdomme i nyrerne. Det tilsvarende speciale for kirurgiske nyresygdomme kaldes urologi.
Speciallæger i medicinske nyresygdomme kaldes for nefrologer.
De medicinske sygdomme kan fx være følgetilstande til diabeteseller forhøjet blodtryk, betændelser forårsaget af immunsystemet, urinvejsinfektioner eller medfødte nyresygdomme.
De kirurgiske speciallæger, urologerne, behandler bl.a. svulster, nyresten, prostataproblemer og sygdomme i urinvejene. Både de medicinske og de kirurgiske nyresygdomme kan føre til kronisk nyresygdom.
Nogle personer med kronisk nyresygdom udvikler nyresvigt. Disse personer skal jævnligt have renset blodet for affaldsstoffer på hospitalet eller i hjemmet (dialyse). Højt blodtryk er også en tilstand, som kan have sammenhæng med sygdomme i nyrerne.
Nyreundersøgelse
Når man bliver henvist til udredning hos en nefrolog, vil det oftest være fordi ens blod- eller urinprøver har vist tegn på sygdom i nyrerne. Med udredning menes den samlede mængde undersøgelser, der skal til for at finde ud af, hvilken nyresygdom det drejer sig om. Det meste af udredningen kan foretages ambulant. Det vil sige, at du ikke skal være indlagt.
Udredningen af din sygdom starter med, at lægen uddyber din sygehistorie ved en samtale. Lægen foretager desuden en undersøgelse af kroppen. Du får også undersøgt blod- og urinprøver samt lavet billedundersøgelser af nyrerne som fx ultralyd, røntgen eller CT- eller MR-skanning.
Det kan også være nødvendigt at blive indlagt for at få taget vævsprøver (biopsier) fra den ene nyre. Indlæggelsen varer få dage, og undersøgelsen udføres i lokalbedøvelse.
Sygehistorie
Sygehistorien fremkommer ved lægens samtale med patienten. Indholdet i samtalen bestemmes selvfølgelig af personens aktuelle symptomer.
Det overordnede mål for lægen er at få en klar fremstilling af symptomerne, og hvordan de har udviklet sig over tid. Fremtrædende symptomer kan være tørst, ophobning af væske i kroppen, høj produktion af urin, skummende urin, træthed, hovedpine, kvalme og hudkløe eller -udslæt.
Lægen vil i løbet af samtalen typisk spørge om
- hvornår symptomerne startede
- hvad symptomerne består i
- hvordan symptomerne har udviklet sig
- hvad der eventuelt forværrer eller lindrer symptomerne
- om der er natlige gener
- om du har prøvet medicin, og om medicinen har hjulpet
Lægen vil også spørge om, hvordan du fungerer på arbejdet og derhjemme. Der kan også være andre mere detaljerede spørgsmål knyttet til symptomerne.
Kropsundersøgelsen
Undersøgelsen af patientens krop kaldes af lægen for "den objektive undersøgelse". Denne fysiske undersøgelse indebærer, at lægen udfører en generel undersøgelse af hele kroppen. Nyresygdomme kan påvirke mange af kroppens øvrige organer.
Blodtryksmåling er også en vigtig del af den samlede undersøgelse.
Laboratorieundersøgelser
Der tages også et antal blod- og urinprøver. I blodet måles bl.a. kreatinin. Det er et produkt af musklernes stofskifte, som hober sig op i kroppen ved nedsat nyrefunktion. Desuden bestemmes forskellige salte i blodet samt blodprocenten. Du kan have lav blodprocent (anæmi) ved sygdom i nyrerne, hvis sygdommen har stået på i længere tid.
Urinen undersøges for blod og protein. Nefrologen vil eventuelt bede dig om at opsamle urin derhjemme gennem et helt døgn, typisk fra den ene morgen til den næste. Urinen kan også undersøges for infektion ved dyrkning for bakterier. Ud fra resultaterne af disse ret enkle prøver kan nefrologen bestille andre blod- og urinprøver.
Billedundersøgelser
En nøjagtig diagnose af nyresygdommen vil i de fleste tilfælde kræve billedundersøgelser. I dag er ultralyd ofte den første og vigtigste undersøgelse. Almindelig røntgenundersøgelse af nyrerne anvendes ikke.
I nogle tilfælde kræves mere avancerede undersøgelser som scintigrafi, CT-skanning og MR-skanning.
Vævsprøver
I nogle tilfælde er det nødvendigt at blive indlagt for at få taget vævsprøver (biopsier) fra den ene nyre. Prøverne bliver taget i lokalbedøvelse med en tynd nål. Vævsprøverne bliver undersøgt under mikroskop i et laboratorium. Resultatet bidrager til at fastslå diagnosen.
Vil du vide mere?