Hvad er en MR-skanning?
Se MR-Skanning for uddybende beskrivelse af teknikken og undersøgelsen.
Sådan fungerer skanneren?
Den del af kroppen du skal have undersøgt, placeres i midten af skanneren. Her er det stærkeste magnetfelt. Skanneren sender radiobølger mod det område, som skal undersøges. Alt afhængigt af hvilket væv i kroppen radiobølgerne rammer, vil forskellige mængder af radiobølger optages. Det kraftige magnetfelt registrerer dette via antennen (radiomodtageren i skanneren). Signalerne bliver opfanget og sendt til en computer, som danner billederne.
Computerteknologi gør det muligt at fremstille billeder i mange forskellige planer. Der findes mange teknikker, som kan bruges til at påvirke MR-signalerne til at fremhæve bestemte typer væv.
Det kan være forskelligt fra hospital til hospital, hvordan undersøgelsen foregår.
Hvad er MR-angiografi?
MR-angiografi er en undersøgelsesmetode, der viser kroppens blodårer. I enkelte situationer er det nødvendigt at supplere med kontraststof for at få en god fremstilling af karrene.
Fordelen ved at undersøge blodårer ved hjælp af MR-skanning er, at billederne kan tages uden, at man skal lægge et kateter ind i kroppen via en blodåre (røntgenundersøgelse af blodårer).
De blodårer, man oftest undersøger med MR, er
- halspulsårerne
- hjernens arterier
- arterier, der udgår fra hovedpulsåren (aorta)
- arterier i benene og fødderne
MR-angiografi er endnu ikke egnet til fremstilling af hjertets kranspulsårer.
Hvordan forbereder jeg mig?
Før MR-skanningen kan du spise, drikke og tage eventuel medicin, som du plejer. Personalet på det sted, hvor du skal undersøges, informerer dig, hvis der er nogen form for forberedelse til den pågældende MR-skanning.
Har du behov for beroligende medicin (f.eks. på grund af klaustrofobi) eller for smertestillende medicin, kan du få det før undersøgelsen. Husk at tale med din læge om dit behov, da fremgangsmåden er forskellig fra afdeling til afdeling.
Det stærke magnetfelt, der bliver brugt ved MR-skanninger, påvirker alt jernholdigt metal i kroppen. Derfor er det vigtigt, at du og din læge i fællesskab udfylder et MR-kontrolskema, som sendes til den radiologiske afdeling sammen med henvisningen til MR-skanningen.
MR-kontrolskemaet er sikkerhed for, at du kan MR-skannes.
Følgende gælder:
Du kan muligvis ikke blive MR-skannet, hvis du har
-
Pacemaker. Visse typer er godkendt til MR-skanning - spørg din radiologiske afdeling
-
Metalklips i hjernen
-
Hjælpemidler som f.eks. øreimplantat
-
Insulinpumpe
-
Elektroniske stimulatorer, der ikke kan fjernes
-
Metal splinter i øjne/krop
Det må du ikke have med/på ind i skannerrummet
-
Alle former for magnetkort (Dankort, kreditkort m.m.)
-
Hårpynt, smykker, ur og piercinger
-
Tøj med metal f.eks. lynlåse, knapper og metaltråde
-
Høreapparater og briller
-
Mobiltelefoner og anden elektronik
- Smerteplaster
Du kan godt blive MR-skannet selvom
-
Du har plomber i tænderne
-
Spiral i livmoderen
-
Du har metalproteser indopereret - blot protesematerialet ikke er magnetisk
Hvis du skal have kontraststof
Du kan godt blive MR-skannet med kontraststof, selvom du har nedsat nyrefunktion. Er din nyrefunktion svært nedsat (< 30 ml/min/ 1,73 m2), skal der gå minimum 7 dage mellem to undersøgelser, hvor der bruges kontraststof.
Hvordan foregår undersøgelsen?
MR-skanningen foregår, mens du ligger på et leje i skanneren. Du får lagt en antenne (radiomodtageren i skanneren) hen over det område, du skal have undersøgt, før skanningen starter. Antennen opfanger radiobølgerne, som er med til at danne MR-billederne. Hvis det kun er et mindre område, som ønskes afbildet, lægges en antenne, som opfanger radiobølgesignalerne, direkte på huden over den del, som skal undersøges.
Ved undersøgelse af hovedets kar har antennen form af et bur ("fuglebur"), som hovedet stikkes ind i. Til fremstilling af karrene i hele kroppen er der særlige spoler, der dækker hele kroppen. Det gælder også for undersøgelse af karrene i underkroppen, hvor man normalt kigger på karrene fra nyreniveau og ned til foden.
Under undersøgelsen laver maskinen høje bankelyde. For at dæmpe støjen kan du få ørepropper og/eller hovedtelefoner, hvor du kan høre musik.
Du bliver hjulpet til rette på det leje, der kører dig på plads i MR-skanneren. Det er meget vigtigt, at du ligger stille under undersøgelsen, så billederne bliver skarpe. Undersøgelsen tager sædvanligvis mellem 30 og 60 minutter.
Personalet betjener skanneren udenfor skannerrummet. De kan se og høre dig hele tiden, og I har også mulighed for at tale med hinanden under hele undersøgelsen.
Er det nødvendigt at supplere undersøgelsen med kontraststof, så forskel på blodkar, organer og væv bliver tydeligere på billederne, vil du få lagt en nål i en blodåre, hvorigennem du får kontraststoffet.
Undersøger man flere kar (f.eks. kar i underbenene), får du mere kontrast end hvis det er et mindre område, som f.eks. blodåren til nyren, der skal undersøges. Der er ikke nogen kendt forskel med hensyn til bivirkninger, om man får normal mængde eller forhøjet mængde af kontraststoffet.
Hvad kan MR-angiografi vise?
MR-skanningen bruges til at påvise skader, forsnævringer, aflukninger eller udposninger (aneurismer) i blodårerne. MR-skanningen kan også bruges til kontrol efter operation på en blodåre.
Hvilke risici er der ved MR-angiografi?
Der er ingen kendte risici forbundet med MR-skanning af blodårerne.
Kontraststoffet kan i sjældne tilfælde give bivirkninger. Sædvanligvis er bivirkningerne lette som f.eks. kvalme, nældefeber eller metalsmag.
Vil du vide mere?