Se MR-Skanning for uddybende beskrivelse af teknikken og undersøgelsen.
Den del af kroppen, du skal have undersøgt, placeres i midten af skanneren. Her er det stærkeste magnetfelt. Skanneren sender radiobølger mod det område, som skal undersøges. Alt afhængigt af hvilket væv i kroppen radiobølgerne rammer, vil forskellige mængder af radiobølger optages. Det kraftige magnetfelt registrerer dette via antennen (radiomodtageren i skanneren). Signalerne bliver opfanget og sendt til en computer, som danner billederne.
Computerteknologi gør det muligt at fremstille billeder i mange forskellige planer. Der eksisterer mange teknikker, som kan bruges til at påvirke MR-signalerne til at fremhæve bestemte typer væv.
Det kan være forskelligt fra hospital til hospital, hvordan undersøgelsen foregår.
Før MR-skanningen kan du spise, drikke og tage eventuel medicin, som du plejer. Personalet på det sted, hvor du skal undersøges, informerer dig, hvis der er nogen form for forberedelse til den pågældende MR-skanning.
Har du behov for beroligende medicin (f.eks. på grund af klaustrofobi) eller for smertestillende medicin, kan du få det før undersøgelsen. Husk at tale med din læge om dit behov inden da, da fremgangsmåden er forskellig fra afdeling til afdeling.
Det stærke magnetfelt, der bliver brugt ved MR-skanninger, påvirker alt jernholdigt metal i kroppen. Derfor er det vigtigt, at du og din læge i fællesskab udfylder et MR-kontrolskema, som sendes til den radiologiske afdeling sammen med henvisningen til MR-skanningen.
MR-kontrolskemaet er sikkerhed for, at du kan MR-skannes.
Følgende gælder:
Du kan muligvis ikke blive MR-skannet, hvis du har
Det må du ikke have med/på ind i skannerrummet
Du kan godt blive MR-skannet selvom
Hvis du skal have kontraststof
Du kan godt blive MR-skannet med kontraststof, selvom du har nedsat nyrefunktion. Er din nyrefunktion svært nedsat (< 30 ml/min/ 1,73m2) skal der gå minimum 7 dage mellem to undersøgelser, hvor der bruges kontraststof.
MR-skanningen foregår, mens du ligger på et leje i skanneren. Ved undersøgelsen lægger man en antenne (radiomodtageren i skanneren) hen over ryggen, før skanningen starter. Antennen opfanger radiobølgerne, som er med til at danne MR-billederne.
Under undersøgelsen laver maskinen høje bankelyde. For at dæmpe støjen kan du få ørepropper og/eller hovedtelefoner, hvor du kan høre musik.
Du bliver hjulpet til rette på det leje, der kører dig på plads i MR-skanneren. Det er meget vigtigt, at du ligger stille under skanningen, så billederne bliver skarpe.
Undersøgelsen tager normalt mellem 20 og 45 minutter.
Personalet betjener skanneren udenfor skannerrummet. De kan se og høre dig hele tiden. I har også mulighed for at tale med hinanden.
MR-skanning af ryggen giver god information om en lang række forandringer og sygdomme. Man kan se skader på diski (bruskskiverne), sammenfald af ryghvirvler, svulster, spredning af kræft til ryghvirvlerne, infektioner, skader på rygmarven, forandringer som følge af slitage og medfødte skader.
Ved skade på en diskus vil mellemrummet mellem de to hvirvler blive smallere. Den reducerede diskushøjde skyldes slitageforandringer eller skader på skiven. Den ødelagte skive kan sprække, bule ud og trykke på rygmarven eller nerverødderne. Sådanne prolapser er mest almindelige i nedre del af nakken og i lændedelen af ryggen. Lave og bulede diski kan også findes hos personer uden gener i ryggen. Fundene skal derfor altid ses i sammenhæng med de gener og symptomer, som patienten oplever.
Sammenfald af en ryghvirvel ses særligt hos ældre kvinder. Højden på ryghvirvlen er reduceret. Årsagerne er oftest knogleskørhed, men kan også ses ved skade, kræftspredning til ryggen eller betændelse.
MR-skanning er den bedste metode til at påvise svulster og kræftspredning i ryggen. Den giver præcise billeder af svulstvævet og kan påvise skader på rygmarven eller tryk på nerverødder. MR-skanning er ikke helt så velegnet som CT-skanning ved akutte rygskader, men kan dog afsløre blødninger og knusningsskader i rygmarven.
Skader på rygmarven kan føre til tryk på og sammenklemning af rygmarven. Det er en alvorlig tilstand, som kan føre til lammelser af nerverne nedenfor skadestedet. De mest almindelige årsager er kræftspredning, specielt alvorlige prolapser i nakken, trafikulykker og fald fra store højder.
Der er ingen kendt risiko forbundet med MR-skanning af ryggen.
Kontraststoffet giver i sjældne tilfælde bivirkninger, som regel er bivirkningerne lette som f.eks. kvalme, nældefeber eller metalsmag.
Ryggen består af knogler (selve rygsøjlen), cerebrospinalvæsken og rygmarven med nerver. Rygsøjlen består af
Mellem hver af hvirvlerne ligger der en diskus (bruskskive). Den fungerer som en stødpude. Rygmarven ligger inde i rygsøjlen, beskyttet af knoglerne og cerebrospinalvæsken, som er den vandige væske, der omgiver rygmarven.
Ud fra rygmarven går der nerver, som udgør nerveforsyningen til kroppen nedenfor hovedet. Nerverne går ud parvis fra hvert niveau i rygsøjlen, en til højre og en til venstre. Således er der 8 par halsnerver (en "ekstra" mellem kraniet og første halshvirvel), 12 par brystnerver, 5 par lændenerver, 5 par korsbensnerver og 1 par halebensnerver.
Hver nerve forsyner et afgrænset område på kroppen med følenerver, sensoriske nerver, som fører beskeder ind til centralnervesystemet samt til muskler og sener i samme område og motoriske nerver, som fører beskeder ud fra centralnervesystemet.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
