Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Knogleskørhed, oversigt

Tip en ven

Af: Henrik Vestergaard, speciallæge

Sidst fagligt opdateret: 12.06.2013

Fakta

  • Knogleskørhed skyldes, at mængden og styrken af knoglevævet er nedsat, med øget risiko for knoglebrud i specielt lænderyg, hofter og håndled
  • Knogleskørhed giver i sig selv ingen gener, det er knoglebruddene, som fører til gener 
  • Diagnosen stilles på baggrund af knogleskanning eller røntgenundersøgelse og blodprøver
  • Behandlingen består af ændringer af livsstil eventuelt suppleret med medicinsk behandling

Hvad er knogleskørhed?

Knogleskørhed (osteoporose) er en tilstand med mindsket knoglemasse og ændret mikroskopisk struktur af knoglevævet. Følgen af knogleskørhed er, at det medfører en øget risiko for at få knoglebrud. Typiske brud i forbindelse med knogleskørhed kommer i ryghvirvler, håndled og lårbenshals (hoftebrud).

Hvor hyppig er knogleskørhed?

Tilstanden forekommer langt  hyppigere hos kvinder end mænd, rammer cirka hver 3. kvinde og hver 8. mand. Sygdomsforekomsten er højere i Skandinavien end i de øvrige europæiske lande. Forekomsten stiger også hurtigere her end forandringer i befolkningens alder og kønsfordeling kan forklare. Ud fra verdens sundhedsorganisations (WHO) definitioner har knogleskørhed følgende forekomst:

  • 0,6 % i 40'erne
  • 5-10 % i 50-70 års alderen
  • 15-25 % i 70'erne
  • 50 % hos kvinder over 80 år

Hvorfor får man knogleskørhed?

Knogleskørhed kan opstå uden andre grundsygdomme (primær osteoporose), eller det kan skyldes en tilgrundliggende sygdom (sekundær osteoporose). De fleste kvinder med brud på grund af knogleskørhed har primær osteoporose, det vil sige uden en tilgrundliggende sygdom.

Knogleskørhed uden tilgrundliggende sygdom

Den ene primære type opstår efter overgangsalderen (postmenopausal osteoporose) og er forbundet med østrogenmangel (kvindeligt kønshormon). Ryghvirvelbrud og håndledsbrud er typiske hos 60-80 år gamle kvinder.

Den anden primære type opstår i høj alder (senil osteoporose) og skyldes aldersbetinget tab af knoglemasse, som rammer begge køn. Alle får knogleskørhed, blot de bliver gamle nok. Brud på lårbenshalsen hos 70-90 år gamle patienter er typisk.

Enkelte er i højere risiko end andre for at få tilstanden. Det gælder blandt andet personer, som er slanke og har spinkel knoglebygning, sjældent er fysisk aktive og ryger.

Knogleskørhed, som skyldes en tilgrundliggende sygdom

En række sygdomme kan medføre udvikling af knogleskørhed. De hyppigste er nedsat funktion i kønsorganer (f.eks. efter fjernelse af æggestokke), hormonsygdomme f.eks. forhøjet stofskifte, knoglemarvssygdomme, kronisk nyresvigt og bindevævssygdomme. Desuden kan langvarig brug af flere typer af medikamenter føre til knogleskørhed, blandt andet binyrebarkhormon-tabletter, thyroxin, epilepsipræparater, cellegiftbehandling (cytostatika) og langvarig behandling med heparin.

Hvad er symptomerne på knogleskørhed?

Knogleskørhed giver i sig selv ingen gener, det er knoglebruddene, som fører til gener. Knogleskørhed bliver typisk først opdaget efter et knoglebrud. 

brudsteder ved knoglestederzoom

Hvordan stilles diagnosen?

Foreløbig er der ingen laboratorietest, der er gode nok til at diagnosticere knogleskørhed. En del blodprøver tages for at udelukke tilgrundliggende sygdomme som årsag til knogleskørhed.

Røntgen af rygsøjlen kan foretages, når der er rygsmerter, rygdeformiteter og højdetab for at påvise ryghvirvelsammenfald eller andre skeletsygdomme.

Knogleskanning er en nyttig undersøgelse, som bør udføres med henblik på forebyggende tiltag (f.eks. hos kvinder med høj totalrisiko) eller ved tvivl om, at et brud skyldes knogleskørhed. Sådanne målinger udføres også for at kontrollere udviklingen og behandlingseffekten hos personer, som allerede har fået diagnosen.

Hvordan behandles knogleskørhed?

Behandling af knogleskørhed kan have forskellige mål. Det kan være, at forebygge knogleskørhed hos unge kvinder med høj risiko, for at forsinke udviklingen hos dem, som har fået påvist tilstanden, eller for at lindre generne.

Behandlingen består af både livsstilstiltag og medicinsk behandling. Ved knogleskørhed, som skyldes tilgrundliggende sygdom, retter behandlingen sig mod den aktuelle sygdom.

Ikke-medicinske tiltag

Fysisk aktivitet kan have gunstig indvirkning på skelettet, muskelstyrken og faldtendensen. Kosten har også betydning, og det er især vigtigt med et tilstrækkeligt indtag af kalcium og D-vitamin. Rygning og alkoholmisbrug skal undgås.

Tiltag for at forebygge fald og eventuelt hoftebeskyttere hos dem, som er meget usikre ved gang, kan være nyttige.

Medicinsk behandling er nået hertil

Totalrisikoen er afgørende for om medicinsk behandling skal opstartes, og kun højrisikogrupper får behandling. Basisbehandling til alle er tilskud af D-vitamin og calcium (kalk). Førstevalg er i dag oftest såkaldte bisfosfonater, som hæmmer nedbrydningen af knoglevæv og øger knogletætheden. Det kvindelige hormon østrogen havde for år tilbage en central plads i behandlingen af knogleskørhed, men eksperterne maner nu til forsigtighed med denne behandling grundet risiko for alvorlige bivirkninger. Behandlingstid for bisfosfonater er mindst 3 år. Behandlingen tilpasses den enkelte patient.

Hvordan er langtidsudsigterne?

Der sker et gradvist tab af knoglemasse fra 40 års alderen. Tabet af knoglemasse accellererer efter overgangsalderen hos kvinder. Forskellige disponerende faktorer vil kunne øge knogletabet.

Komplikationer til knogleskørhed er knoglebrud, som hovedsagligt er lokaliseret til ryggen, underarmen og lårbenshalsen. Halvdelen forløber uden symptomer. Der er risiko for nye brud, ledsagende kroniske smerter, funktionstab og nedsat livskvalitet.

Hvis du gennemfører god egenbehandling og følger lægens anbefalinger for eventuel medicinsk behandling, reducerer du risikoen for brud og gener væsentligt.

Animation om knogleskørhed (osteoporose)
Animation om knogleskørhed (osteoporose)

Hvordan undgår jeg at få eller forværre knogleskørhed?

Forebyggelse af knogleskørhed handler om at styrke knoglerne og at undgå fald og belastninger, der kan føre til knoglebrud. Det er vigtigt, at du spiser varieret og prøver at bevare en normal vægt, at du får nok calcium (kalk) og D-vitamin dagligt, og at du holder op med at ryge.

Hvis du har knogleskørhed, og allerede har mistet store mængder kalk fra dine knogler eller haft et knoglebrud, bør du også behandles medicinsk.

Vil du vide mere?

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Henrik Vestergaard, overlæge, dr. med., Endokrinologisk afdeling, Herlev Hospital
  • Camilla Sachs, speciallæge i almen medicin, Birkerød
Link til Lægehåndbogen

Se hvordan en skanner, der bruges ifm. knogleskørhed, ser ud.

Patienthåndbogen findes også som app, hent den gratis til iOS og Android.

Bliv ven med Patienthåndbogen og få hver uge tips til spændende læsning.