Gynækomasti er en godartet forstørrelse af mandens brystvæv
Forstørrelsen giver som regel ingen symptomer, men brystvævet kan være ømt eller spændt i forbindelse med væksten
Hos omkring halvdelen af alle drenge vil hormonændringer under puberteten medføre gynækomasti, men hævelsen går i sig selv igen i løbet af 1-2 år
Tilstanden skal kun behandles af kosmetiske grunde eller ved mistanke om kræft - sidstnævnte er sjældent
Hvad er gynækomasti?
Gynækomasti er en forstørrelse af det mandlige brysts kirtelvæv på den ene eller begge sider. Hos overvægtige mænd kan brysterne virke forstørrede på grund af øget fedtvæv uden egentlig vækst af brystkirtlen. Dette kaldes pseudogynækomasti.
Foto af forstørret bryst hos mand
Hvad er symptomerne på gynækomasti?
Vækst af brystet, og der er sjældent andre symptomer udover evt. lettere brystspænding og ømhed ved berøring.
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Mandens brystkirtelvæv har i udgangspunktet samme potentiale som hos kvinden og i de sjældne tilfælde hvor kirtelvævet stimuleres, som ved fx hormonel forstyrrelse ved testikelkræft, kan kirtelvævet vokse. Brystkræft hos mænd er sjældent. Ved mistanke om kræft, fx ved en hård knude, indtrækning af huden eller blodigt sekret fra brystvorten, skal man undersøges nærmere.
Hvordan stilles diagnosen?
Målet med undersøgelsen er at udelukke anden sygdom. Sygehistorien og undersøgelsen af patienten er vigtig.
Lægen vil undersøge brysterne og testiklerne og kan supplere med blodprøver for at vurdere hormonforstyrrelser samt sygdom i lever, nyrer eller andre organer. Ved mistanke om brystkræft vil lægen henvise til yderligere undersøgelser, ofte med mammografi og eventuelt ultralyd.
Hvorfor får man gynækomasti?
Gynækomasti er en ufarlig og forbigående tilstand hos drenge i puberteten og skyldes ungdommens hormonændringer
Hos voksne mænd er tilstanden som regel godartet og uden god forklaring, men den kan også skyldes en sygdom. Andre almindelige årsager er overvægt, stigende alder, lavt testosteronniveau og visse former for medicin. Først og fremmest skal man udelukke kræft i testiklen og brystkræft hos mænd, som er to relativt sjældne sygdomme
En anden sjælden årsag er sygdom i hypofysen (en hormonproducerende kirtel i hjernen)
Bivirkninger til medicin. Eksempler er spironolakton, finasterid, visse psykofarmaka og hormonbehandling mod prostatakræft
Misbrug af stoffer eller alkohol
Brug af anabole steroider
Er gynækomasti arveligt?
Gynækomasti er ikke arveligt.
Hvordan behandler man gynækomasti?
Gynækomasti kræver sjældent behandling. Hvis der findes en udløsende årsag, behandles denne. I mange tilfælde er det tilstrækkeligt med information og beroligelse. Det vigtigste er at blive beroliget og forklaret, at det typisk er en uskyldig tilstand.
Hvis man har fysiske eller kosmetiske gener eller i tilfælde af brystkræft, fjernes brystvævet ved operation.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Hos omkring halvdelen af alle drenge vil hormonændringer under puberteten medføre gynækomasti, men hævelsen går i sig selv igen i løbet af 1-2 år.
Udvikler man derimod gynækomasti senere i livet, vil det normalt ikke forsvinde igen og vil ved gener skulle fjernes ved operation. Dog gælder det, at gynækomasti udløst af medicin oftest forsvinder, når man ophører med medicinen.
Hvor hyppig er gynækomasti?
Gynækomasti ses forbigående hos halvdelen af alle drenge i puberteten
Gynækomasti forekommer relativt hyppigt hos voksne mænd og bliver mere almindelig med alderen
Gynækomasti ses relativt hyppigt hos overvægtige mænd, da fedtvæv indgår aktivt i hormonproduktion