Forhudsbetændelse (balanitis)

Michael Borre

Speciallæge

Fakta

  • Balanitis er en irritation eller betændelse under forhuden på penis

  • Symptomerne er smerter, kløe, svie, hævelse og rødme af og under forhuden samt eventuelt udflåd

  • Ses særligt hos drenge og voksne mænd med udtalt forsnævring af forhuden

  • Behandlingen er skylning og god hygiejne, eventuelt suppleret med lokalbehandling med antibiotika eller svampedræbende midler

  • Ved tilbagefald bør det overvejes at operere forhudsforsnævringen

Hvad er balanitis?

Balanitis er en irritation eller betændelse under forhuden, som typisk medfører smerter, hævelse og rødme. Der kan forekomme belægninger og udflåd.

Balanitis xerotica obliterans (BXO) er en speciel form for inflammation under forhuden og skyldes ikke betændelse. Tilstanden viser sig som en bleg fortykkelse af forhuden.

Hvad er symptomerne på balanitis?

Smerter, kløe, svie af penishovedet med hævelse og rødme samt evt. belægninger og udflåd.

Penis kan hæve, og en eventuel snæver forhud kan forværres.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Kløe, svie af penishovedet med rødme, hævelse og belægninger samt eventuelt udflåd. Evt. dårlig lugt fra området. Sår, blødning eller forandringer, der ikke heler. Tiltagende forsnævring af forhuden.

Tegning der viser forhudsbetændelse med rødme, udslet og eventuelt belægninger

Tegning der viser forhudsbetændelse med rødme, udslet og eventuelt belægninger

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen stiller diagnosen på baggrund af de typiske symptomer. Lægen stiller diagnosen ved undersøgelse af penis og forhuden.

Det er sjældent nødvendigt med andre prøver eller undersøgelser.

Hvorfor får man balanitis?

Bakterier eller svamp kan give betændelse i området. Man er særlig udsat, hvis man har snæver forhud, diabetes eller dårlig hygiejne under forhuden.  Overdreven vask med sæbe kan også irritere huden.

Smitter balanitis?

Visse infektioner kan smitte ved tæt kontakt, men balanitis er oftest ikke en egentlig kønssygdom.

Er balanitis arveligt?

Tilstanden er ikke arvelig.

Hvordan behandler man balanitis?

Hensigten med behandlingen er at fjerne betændelsen og at hindre den i at opstå igen

  • Man bør selv sørge for at være påpasselig med at holde området rent. Man bør skylle hulrummet under forhuden med vand eller klorhexidin to gange dagligt i et par dage. Hvis forhuden er snæver, kan man skylle ved hjælp af en engangsplastsprøjte. Spidsen af denne sprøjte kan man normalt let få indenfor selv en snæver forhud

  • Undgå sæbe direkte på området, da det kan irritere huden

  • I mere udtalte tilfælde kan lokalbehandling med antibiotika eller svampedræbende midler afhængigt af årsagen komme på tale

  • Hvis man har tilbagevendende tilfælde af balanitis, kan det blive nødvendigt at operere forhuden

Ved balanitis xerotica obliterans (BXO) kan man bruge salve med binyrebarkhormon eller fjerne forhuden ved en operation.

Tegning der viser behandling af balanitis med engangssprøjte

Tegning der viser behandling af balanitis med engangssprøjte

Hvordan undgår jeg at få eller forværre balanitis?

God hygiejne inklusiv under forhuden. Træk om muligt forhuden forsigtigt tilbage ved vask og skyl med vand. Undgå både utilstrækkelig og overdreven vask.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Ved symptomer på betændelse: smerte, rødme, hævelse og evt. udflåd. Hvis symptomerne ikke bedres efter få dage med egen behandling. Ved gentagne tilfælde eller hvis forhuden ikke kan trækkes tilbage eller pludseligt bliver stram.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Balanitis er som regel en ufarlig men generende tilstand, som har tendens til komme igen. Det kan derved ende som en ond spiral, da infektionerne kan efterlade arvæv og derved resultere i yderligere forsnævring af forhuden og øget risiko for ny infektion og så videre.

Hvor udbredt/hyppig er balanitis?

Balanitis ses hyppigst hos drenge og ældre mænd.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Michael Borre

Overlæge, professor dr.med., ph.d., Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital

Hans Christian Kjeldsen

Ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen