Cookies

Sundhed.dk bruger cookies for at indsamle statistik og forbedre brugerens oplevelse - også ved Nemlogin. Du accepterer brugen af cookies, hvis du klikker ’OK’ eller hvis du klikker videre rundt på sundhed.dk.
Læs mere om cookies

Lægehåndbogen

Urinvejsinfektion hos mænd

Af: Gregers G. Hermann, Speciallæge

Sidst fagligt opdateret: 11.02.2016

Fakta

  • Inddeles i øvre og nedre urinvejsinfektion:
    • Nedre urinvejsinfektion omfatter urinblæren og urinrøret
    • Øvre urinvejsinfektion omfatter infektion i nyrebækkenet og selve nyren
  • Tilstanden kan skyldes, at bakterier fra personens egen tarm spreder sig via urinrøret op til blæren
  • Nyrebækkenbetændelse skyldes som regel en blærebetændelse, der spreder sig tilbage til nyrebækkenet
  • Behandling med medicin i form af antibiotikakur vil hurtigt fjerne sygdommen, hvis der ikke er en bagvedliggende årsag til denne

Hvad er urinvejsinfektion hos mænd?

Nyrer, binyrer, blære og urinvejezoom

Infektioner i urinvejene inddeles i øvre og nedre urinvejsinfektioner. Nedre urinvejsinfektioner omfatter urinblæren og urinrøret, mens øvre urinvejsinfektioner omfatter infektioner i nyrebækkenet og selve nyren.

Ukompliceret urinvejsinfektion er en blærebetændelse uden kendte komplicerende forhold eller andre sygdomme i urinvejene. Kompliceret urinvejsinfektion er derimod en betændelse, hvor forhold i eller udenfor urinvejene kan påvirke forløbet i en mere langvarig og alvorlig retning. Dette er meget hyppigere hos mænd end hos kvinder.

De typiske symptomer ved nedre urinvejsinfektion er svie ved vandladningen samt hyppig og stærk vandladningstrang. Feber er derimod ikke almindelig.

Urinvejsinfektion er en forholdsvis sjælden tilstand hos mænd, men kan forekomme i alle aldersgrupper. Tilstanden er hundrede gange hyppigere hos kvinder.

Hvad skyldes urinvejsinfektion hos mænd?

Blærebetændelse kan skyldes, at bakterier fra personens egen tarm spreder sig op gennem urinrøret til blæren. Urinrøret hos mænd er imidlertid langt, og denne infektionsvej er derfor meget hyppigere hos kvinder. Nyrebækkenbetændelse skyldes som regel, at en blærebetændelse spreder sig op til nyrebækkenet.

Mange faktorer kan bidrage til at øge risikoen for urinvejsinfektion:

  • Forstørret prostata
  • Dårlig blæretømning
  • Lange vandladningsintervaller/sjælden vandladning gennem dagen
  • At man drikker for lidt væske i løbet af døgnet 
  • Betændelse i prostata
  • Nyresten og blæresten 
  • Svulster i prostata, blære eller nyre
  • Skader i nerveforsyningen til de nedre urinveje
  • Medfødte misdannelser i urinvejene
  • Tilbageløb af urin fra blæren til urinlederne, såkaldt refluks
  • Forsnævringer i urinrøret
  • Kateter i urinblæren
  • Fistel mellem tarm og blære
  • Udposninger på blæren
  • Sygdom som svækker immunforsvaret

Hvad er symptomerne på urinvejsinfektion hos mænd?

  • Svie ved vandladningen
  • Hyppig og stærk vandladningstrang
  • Smerter over skambenet
  • Muligvis temperaturforhøjelse og/eller blod i urinen

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Blod i urinen bør altid kontrolleres efter behandling af urinvejsinfektionen, da det kan stamme fra en svulst.

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen stiller diagnosen på baggrund af symptomer på urinvejsinfektion og samtidig fund af bakterier i urinen. Udover en urinprøve vil lægen måske også tage en blodprøve. Det gør man for at undersøge nyrefunktionen. Når infektionen er faldet til ro, måler man prostatatallet PSA ved den blodprøve.

Andre nødvendige undersøgelser kan være:

  • Udfyldelse af væske- vandladningsskema for at vurdere dit vandladningsmønster  
  • Undersøgelse af prostata. Dette sker ved, at lægen fører en finger op i endetarmen for at føle, om prostatakirtlen er forstørret eller øm
  • Ultralydscanning eller tømning af blæren ved hjælp af et kateter for at vurdere blæretømningen
  • Ultralyd af nyrerne
  • Røntgenundersøgelse af urinvejene med kontrast (CT urografi)
  • I mange tilfælde vil det også være nødvendig at undersøge blæren og urinrøret med en kikkertundersøgelse - en  cystoskopi. Din læge vil ofte henvise dig til en praktiserende speciallæge for at få udført disse undersøgelser

Hvilken behandling er der?

Hensigten med behandlingen er at fjerne infektionen samt at behandle eventuelle disponerende faktorer. Behandling i form af en antibiotikakur vil hurtigt fjerne sygdommen, hvis der ikke er en anden sygdom, som er årsag til denne.

Hvis tilstanden skyldes anden sygdom, vil forløbet afhænge af om denne lader sig behandle.

Hvordan er langtidsudsigterne?

De fleste infektioner skyldes uhensigtsmæssige vandladnings- og væskevaner. Når disse korrigeres er risikoen for nye infektioner væsentligt lavere. Nogle har behov for en tre måneder lang (eller længere) forebyggende kur med lav dosis af antibiotika.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre urinvejsinfektion hos mænd?

  • Husker hensigtsmæssige væske/vandladningsvaner
  • Man bør drikke mere end 1,5 liter væske i døgnet
  • Hvis man får påvist anden sygdom, skal denne behandles

Vil du vide mere?

Animationer

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Gregers G. Hermann, Overlæge, dr.med., Urologisk Klinik, Frederiksberg Hospital
  • Gregers Hansen-Nord, speciallæge i almen medicin, alm. prakt. læge,
  • Jørgen Nordling, prof., overlæge, dr. med., Urologisk afdeling, Herlev Hospital
Link til Lægehåndbogen

Patienthåndbogen findes også som app, hent den gratis til iOS og Android.

Bliv ven med Patienthåndbogen og få hver uge tips til spændende læsning.