Reumatoid artrit
Leddegigt rammer ca. 1 % af befolkningen. 2/3 af patienterne er kvinder. Sygdommen opstår ofte i 40 – 60-årsalderen, men kan optræde i alle aldre.
Oftest er hændernes og føddernes led angrebet, men også større led som skuldre, knæ, albuer, ankler og hofter rammes.
Forløb i almen praksis
Det er vigtigt, at diagnosen stilles så tidligt i forløbet som muligt, så intensiv behandling kan påbegyndes. Herved reduceres sygdomsaktiviteten, og udviklingen af ledskader begrænses, ligesom smerter og funktionstab reduceres.
Henvisning
- Patienter med ledhævelser, der ikke kan forklares ved anden kendt sygdom eller traume, skal henvises subakut til reumatolog (ved mistanke om infektiøs artritis skal patienten dog indlægges akut i ortopædkirurgisk regi). Reumatologen varetager da den nærmere diagnostik, inkl. serologi, behandling og opfølgning. Hvis egen læge vælger at tage blodprøver, kan der tages hæmoglobin, leucocytter, differentialtælling, trombocytter, CRP, anti-CCP, urat, kreatinin, ALAT, LDH, TSH og D-vitamin. IgM-Reumafaktor anvendes ikke længere.
- Patienter med artralgier (ledsmerter uden ledhævelse) udredes og følges i primærsektoren. Der kan evt. henvises til praktiserende reumatolog.
- Patienter som kan forventes sat i immunmodulende behandling bør forinden være vaccinerede med Shingrix mod Herpes Zoster. Der gives klausuleret tilskud til personer på 50 år og derover diagnosticeret med og i behandling for reumatoid artritis, se Sundhedsstyrelsens hjemmeside om Tilskud til vacciner til visse persongrupper.
Forløb i hospitalsregi
Patienter med reumatoid artrit bør følges fast af reumatolog og behandles som beskrevet i Klinisk retningslinje fra Dansk Reumatologisk Selskab.
Dele af behandlingen, herunder behandling af osteoporose, hyperkolesterolæmi og hypertension samt smertepalliering, kan varetages af egen læge.
Yderligere information
Hotlines (se numre nedenfor) er bemandede hverdage kl. 8-15.
De lokale reumatologiske funktioner af Afdeling for Rygkirurgi, led og bindevævssygdomme:
Syd og Nord: Reumatologisk funktion, Glostrup, Hotline 3863 4247
Midt: Reumatologisk funktion, Frederiksberg Hotline 3816 4190
Byen: Reumatologisk funktion, Frederiksberg Hotline 3816 4190
Bornholm: Reumatologisk funktion, Frederiksberg Hotline 3816 4190
Godkendt i SFR for reumatologi
Overlæge Annemarie Lyng Svensson
KAP-H ved praksiskonsulent Peter Søttrup samt forløbsbeskrivelsesansvarlig konsulent Maja Stegeager Kaltoft.
NB!
KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.
Indhold leveret af:
3400 Hillerød