Karpaltunnelsyndrom
Karpaltunnelsyndrom forekommer ganske hyppigt i befolkningen, hyppigst hos ældre med overvægt af kvinder, diabetikere eller efter traume/uvant belastning af hånden.
Symptomerne er sovende fornemmelse i fingrene især ved statiske belastninger, natlige smerter og påvirket finmotorik.
Forløb i almen praksis
Klinisk undersøgelse af følesans for let berøring, Tinel tegn (perkussion over nerven giver stød), kompressions test (Durkan) og Phalen test (når håndled flekteres maksimalt udløses inden for ½ min en sovende paræstesi i fingrene).
Kriterier for henvisning
Positive fund ved klinisk undersøgelse og/eller typisk anamnese.
Henvisningen bør indeholde
Anamnese, objektiv undersøgelse, laboratorie- og billeddiagnostiske undersøgelser, medicin, comorbiditet, allergi, sagt til pt., praktisk.
Forløb i specialist regi
- Forundersøgelse med klinisk undersøgelse og information. Ofte henvises til Nerveledningsundersøgelse, men hvis gener er typiske eller symptomerne udtalte går man nogle gange direkte til operation.
- Ved lette og intermitterende gener kan man vælge at se tilstanden an.
Man kan forsøge med en blokade i karpaltunnelen/anlægge håndledsskinne, specielt hvis tilstanden er udløst af en uvant belastning.
Operation. Lille operation i lokal bedøvelse, hvor ”låget” (ligamentum carpi transversi) i karpaltunnelen spaltes. Der er ofte hurtig effekt på de natlige smerter, hvorimod følesansen gradvis bedres over de første måneder/halve år. Operationen udføres enten igennem et lille snit opad i håndfladen eller igennem et lille tværgående snit ved håndleddets bøjefure, hvis den udføres endoskopisk.
Forløb i kontrolfasen
- Opfølgning, trådfjernelse efter 2 uger som hovedregel ved egen læge.
- Hvem har ansvaret? Pt. bestiller selv tid.
- Hvem kontrollerer? Der aftales ikke andre kontroller, men ved problemer/komplikationer er pt. selvfølgelig velkommen i håndkirurgisk ambulatorium med ny henvisning.
Behandlende læge bør vurdere behov for ergoterapi mhp genoptræning og evt skinnebehandling ved ambulant kontrol.
Link til Lægehåndbogen
Godkendt i SFR i ortopædkirurgi og i SFR i reumatologi.
Per Hølmer, overlæge håndkirurgisk sektion, ortopædkirurgisk afd. Nordsjællands Hospital
Claus Nyholm Jensen, praksiskonsulent kirurgi, Nordsjællands Hospital
Henrik Nathansen, praksiskoordinator, Nordsjællands Hospital.
Bjørn Perrild, faglig redaktør
KAP-H
NB!
KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.