Personlighedsforstyrrelse - voksne med forstyrret personlighedsstruktur
En forstyrret personlighedsstruktur (personlighedsforstyrrelse) karakteriseres diagnostisk ved en uhensigtsmæssig og fikseret måde at tænke, føle, opfatte og forholde sig til sig selv og andre, som ikke bedre kan forklares ved anden psykisk sygdom. Der findes forskellige typer personlighedsforstyrrelser.
Målgruppen omfatter primært to typer.
Emotionel ustabil (borderline og impulsiv) personlighedsstruktur og ængstelig evasiv personlighedsstruktur. Andre typer personlighedsforstyrrelser behandles kun undtagelsesvis i Region Hovedstadens Psykiatri. Personlighedsforstyrrelser optræder hyppigt som en del af symptombilledet ved andre psykiske lidelser som brug af rusmidler, PTSD, angst, OCD, spiseforstyrrelser og/eller ved brug af rusmidler.
- Emotionel ustabil personlighedsstruktur er præget af et gennemgribende mønster af ustabilitet i interpersonelle forhold, selvopfattelse og affekter samt markant impulsivitet ofte med uoverlagte handlinger uden tanke for konsekvenserne.
- En ængstelig evasiv personlighedsstruktur er præget af et gennemgribende mønster af social hæmning, utilstrækkelighedsfølelse og overfølsomhed over for negative vurderinger i sociale sammenhænge med angst for ydmygelse og afvisning. Patienterne er tilbagetrukket og kan kun vanskeligt indgå i sociale sammenhænge.
Forløb i almen praksis
Alle patienter bør i første omgang somatisk udredes og vurderes i almen praksis.
Patienter med tegn på gennemgribende personlighedsmæssige problemer siden tidlig voksenalder på flere livsområder (erkendelse, holdninger, følelser, kontrol over egne behov og impulser, samt problematiske relationer) og som opfylder de diagnostiske kriterier for emotionel ustabil og/eller ængstelig evasiv personlighedsstruktur kan henvises til ambulant behandling i hospitalspsykiatrien.
Link til målgruppebeskrivelsen
Ved tvivlstilfælde vedrørende relevansen af henvisningen, kontaktes Center for Visitation og Diagnostik (CVD) Tlf. 38 64 02 00 (åbent hverdage mellem kl. 10-13).
Henvisningen bør indeholde beskrivelse af udredningsresultater og i øvrigt henholde sig til:
”Henvisning til Region Hovedstadens Psykiatri”
Henvisning sendes elektronisk til CVD Psykiatri lokationsnummer 5790001391263.
Forløb i specialist regi
På baggrund af henvisning visiteres patienten til et pakkeforløb for emotionel ustabil personlighedsstruktur eller evasiv personlighedsstruktur. Behandlingsindholdet omfatter som hovedregel psykoterapeutisk behandling, oftest kombination af gruppe og individuel behandling, medikamentel behandling samt psykoedukation og rådgivning.
Behandlingen varer typisk 6 til 12 måneder.
Behandlingen kan foregå på enten Psykiatrisk Center Amager, Psykiatrisk Center København, Psykiatrisk Center Bornholm, Psykiatrisk Center Glostrup, Psykiatrisk Center Ballerup, Psykiatrisk Center Nordsjælland eller Psykoterapeutisk Center Stolpegård.
Se pakkeforløb for emotionel ustabil personlighedsstruktur og evasiv personlighedsstruktur
Forløb i kontrolfasen
Ved et pakkeforløbs afslutning foretages en lægelig vurdering med henblik på behandlingseffekt samt den aktuelle kliniske status.
Herefter afsluttes patienten som hovedregel til opfølgende behandling hos egen læge .
Lægehåndbogen om Personlighedsforstyrrelser
Godkendt af SFR i Psykiatri
Psykoterapeutisk Center Stolpegård Per Sørensen
KAP-H ved praksiskonsulent Lone Borelli-Kjær og forløbsbeskrivelsesansvarlige konsulent Maja Stegeager Kaltoft
NB!
KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.