Spring til indhold

Sedimentationsreaktion (SR) - Blodprøver og Biokemi, Regionshospitalet Randers

Orientering om Sedimentationsreaktion (SR)

Hospitalets økonomi er under stort pres. Derfor har vi set på besparelsespotentialer i laboratoriet – herunder analyseforbruget på hospitalet. 
I første omgang kigger vi på sedimentationsreaktionen (SR). Dels fordi den indgår i Vælg Klogt anbefalingerne og dels fordi vi har fået nyt analyseudstyr til SR, som desværre har en meget stor analyseusikkerhed. På baggrund af dette er det oplagt at se nærmere på en mulig besparelse på denne analyse.

Vælg Klogt anbefaler, at man helt undgår at bestille SR – med ganske få undtagelser. SR er en uspecifik prøve, som er påvirkelig af mange faktorer. Den tages ofte sammen med en C-reaktivt protein (CRP) og studier viser, at de to prøver er meget sammenlignelige i deres evne til, at identificere betændelsestilstande men CRP er bedre til formålet. SR har kun sin berettigelse i meget få kliniske situationer, fx ved risikostratificering af nydiagnosticerede patienter med Hodgin Lymfom 1)

Analyseusikkerheden øges med det nye udstyr (+/- 20 %) og derudover er der en niveauforskel som stiger med stigende SR (op til -50% ved værdier over 70 mm). Desværre er der også en stor forskel fra prøve til prøve. Prøven har en holdbarhed på 4 timer og kan fremadrettet kun tages på Regionshospitalet Randers og dermed ikke i Grenaa, Rønde, Allingåbro eller Ebeltoft. Vores vurdering er, at analysen fremadrettet ikke kan anvendes i samme omfang som tidligere, da usikkerheden er stor. Vi tager det nye analyseudstyr i brug primo januar 2024.

På baggrund af ovenstående vil vi gerne opfordre til, at I ser jeres bestillingsmønstre igennem med henblik på, at reducere/målrette brugen af analysen, eventuelt tage SR ud af alle pakker.

I er velkommen til at vende tilbage med spørgsmål til Parag Dabir, Cheflæge, Laboratorieenheden, paradabi@rm.dk

1) Sedimentationsreaktion | Vælg Klogt (vaelgklogt.dk)

_____________________________________________________________

Blodprøver og Biokemi, Laboratorieenheden, Regionshospitalet Randers
Simon Laust Nielsen, Praksiskonsulent

Sendt til praktiserende læger i Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs kommuner