Spring til indhold

Håndtering af patienter med mpox

Sundhedsstyrelsens information om mpox

Sundhedsstyrelsen opfordrer læger og andre sundhedspersoner til øget opmærksomhed på tilfælde af mpox, især hos patienter med nylig rejseanamnese til central- og Østafrika. Dette er på baggrund af den nyeste udvikling i udbrud med mpox clade 1b i denne region.

Sundhedsstyrelsens gældende retningslinje for håndtering af mpox findes her: https://www.sst.dk/da/udgivelser/2023/Retningslinjer-for-haandtering-af-mpox

Sundhedsstyrelsen har foretaget mindre justeringer. Det drejer sig om følgende:

  • Der er tilføjet baggrundsoplysninger om mpox clade 1b
  • Det er tilføjet, at personer med mistanke om mpox anbefales at isolere sig indtil negativt testsvar.

Sundhedsstyrelsen vurderer løbende behovet for yderligere tilpasning af retningslinjen.

Stigende smitte med mpox clade 1b i Afrika

Der er aktuelt et større mpox-udbrud i Den Demokratiske Republik Congo (DRC). Der er p.t. konstateret spredning til 4 lande (Burundi, Kenya, Rwanda og Uganda). WHO har d. 14. August 2024 erklæret mpox en “public health emergency of international concern” (PHEIC).

Den variant (clade 1b), der forårsager det nuværende udbrud er en anden variant end den der forårsagede det globale udbrud i 2022-2023 (clade 2). Det tyder på, at clade 1b er mere smitsom og forårsager mere alvorlig sygdom end clade 2. Der er således indikation af, at mpox clade 1b i højere grad smitter ved anden tæt fysisk kontakt end seksuel kontakt, og i øget omfang også via heteroseksuel seksuel kontakt (clade 2 har primært været MSM kontakt). Desuden er flere smittede og syge børn (formentlig husstandssmitte).

Situationen i Europa

Det forventes, at der i den kommende tid kan ses importerede tilfælde til Europæiske lande, herunder Danmark, og evt. enkelte tilfælde af videresmitte. I Sverige er der p.t. observeret ét tilfælde af mpox clade 1b med relevant rejseanamnese.

Tiltag

Sundhedsstyrelsen opfordrer læger til at have øget fokus på muligheden for mpox hos personer, der henvender sig med symptomer der giver mistanke om mpoxsygdom jf. case-definitionen i Sundhedsstyrelsens retningslinje for håndtering af mpox. Det gælder især personer med relevant rejseanamnese (indenfor 21 dage før symptomdebut) og uanset seksuel praksis.

Håndteringen følger i øvrigt Sundhedsstyrelsens retningslinje for håndtering af mpox, uanset typen af mpox.

Anmeldelse

Læger skal straks anmelde laboratoriebekræftede tilfælde af mpox telefonisk til Styrelsen for Patientsikkerhed og skriftligt via SEI2. Dette er vigtigt for at kontaktopsporing og forebyggende vaccination af kontakter kan iværksættes hurtigst muligt.

Nære kontakter til laboratoriebekræftede tilfælde af mpox tilbydes post-exposure propylakse (PEP) vaccination efter Sundhedsstyrelsens retningslinje for håndtering af mpox.

Vaccination mod mpox

Sundhedsstyrelsen opfordrer læger på relevante infektionsmedicinske afdelinger til at tilbyde mpox-vaccination til voksne, som er i risikogruppen og som ikke allerede er fuldt vaccinerede. Risikogrupperne er på nuværende tidspunkt uændrede og er beskrevet i Sundhedsstyrelsens retningslinje for håndtering af mpox, afsnit 6.4.

Links

____________________________________________________________

Gideon Ertner, Overlæge, Sundhedsstyrelsen