7c. Den Decentrale Gruppebaserede Efteruddannelse (DGE)
Budskaber til praksis
-
Er alle læger i en gruppe?
-
Er gruppen "kørt fast" eller savner inspiration er der hjælp at hente fra efteruddannelsesvejlederne.
-
Grupperne at deltage i gratis kursusforløb planlagt af efteruddannelsesvejlederne.
Baggrund
Der er lang tradition for at praktiserende læger er med i decentrale efteruddannelsesgrupper ("12-mandsgrupper") -selvstyrende grupper, der støttes af lokale efteruddannelsesvejledere. I Region Nordjylland er den decentrale gruppebaserede efteruddannelse (DGE) forankret i Nord-KAP, og det er også denne vej at grupperne får nogle af de økonomiske midler, der gør det hele muligt.
Relevans
Som praktiserende læger er vi eneansvarlige for vores efteruddannelse. En aktivitet der ikke alene er til gavn for patienterne, men i lige så høj grad bidrager til at gøre vores egen hverdag mere spændende og tilfredsstillende. I grupperne får du nogle at "spille bold op ad", mulighed for at diskutere emner, der fylder i din dagligdag - og chancen for at få fyldt nyeste viden ind i de sidste huller i din hjerne!
Hvem bruger det - og hvordan?
Alle praktiserende læger og læger på vej mod praksis, har mulighed for at være med i en eller flere grupper. Grupperne vælger selv på hvilket aktivitetsniveau de ønsker, ligesom de suverænt vælger emner, temaer, mødeformer mv. De fleste grupper mødes 8-12 aftener årligt og undervises i forskellige emner, enten ved en ekstern specialist eller ved at en fra gruppen har forberedt et emne. Grupperne består af læger fra forskellige praksis, og de vælger selv deres størrelse. Det er som udgangspunkt gratis at være med i en gruppe, da der er mulighed for at få penge fra centralt hold, men nogle grupper har et større forbrug end der er midler til, hvorfor de har valgt at indføre et kontingent.
Yderligere hjælp og vejledning
"Gruppeløse" læger kan kontakte efteruddannelsesvejlederne, hvis de ønsker at komme med i en gruppe eller måske ligefrem selv opstarte en. Man kan selvfølgelig også bare spørge en god kollega, om der er plads i hans gruppe, eller om han kender en god gruppe hvor der er plads til et nyt ansigt - og det er der ofte!
Grupperne har mulighed for at få hjælp af efteruddannelsesvejlederne, hvis de er "kørt fast" og har brug for ny inspiration såvel som til alle spørgsmål af praktisk karakter.
På vores hjemmeside www.dge-nord.dk er der meget mere om ordningen og ligeledes kontaktoplysninger på efteruddannelsesvejlederne.