MRSA
Indledning
Denne forløbsbeskrivelse er lavet på baggrund af Sundhedsstyrelsens vejledning om MRSA. Sundhedsstyrelsens vejledning tilsiger, at almen praksis eller MRSA-enhed har behandlingsansvaret for patienter med MRSA. I Region Nordjylland varetager Infektionshygiejnisk ambulatorium efter henvisning opgaven med behandlingsansvar.Patienter med påvist MRSA (både infektion og bærere)
Henvis til Infektionshygiejnisk ambulatorium
Patienter bosiddende i Region Nordjylland, som er bærere af MRSA eller har en infektion forårsaget af MRSA bør henvises til Region Nordjyllands Infektionshygiejnisk ambulatorium.
Henvisningen bedes af hensyn til patienten så vidt muligt indeholde følgende:
- Årsag til podning (infektion, graviditet, kontakt til svin, forestående operation eller andet)
- Kontaktoplysninger på patienten (inkl. telefonnr. til patient eller forældre/værge)
- Status af eventuelle sår
- Status på eventuel antibiotisk behandling
- Terminsdato for gravide
- For patienter med planlagt operation - operationsdato samt indgrebets art
- Ved behov for tolkebistand oplysning om dette
Hvis patienten henvises til MRSA-ambulatoriet, foretager MRSA-teamet den lovpligtige anmeldelse. Hvis patienten ikke er henvist indenfor 1 måned, så vil rekvirenten af prøven modtage en elektronisk rykker. I rykkeren er en unik nøgle, som skal bruges ved anmeldelsen. Patienten kan fortsat henvises til Infektionshygiejnisk ambulatorium og MRSA-teamet vil overtage smitteopsporing, anmeldelse og evt. bæretilstandsbehandling. Hvis patienten først henvises efter, at rykkeren er modtaget, så bedes den unikke nøgle anført i henvisningen.
Henvises patienten IKKE, så påhviler det patientens alment praktiserende læge at foretage smitteopsporing i husstanden.
Oplysninger om modtagende afdeling
Aalborg Universitetshospital - Alb Infektionshygiejnisk Amb - 8001307 lokationsnummer 5790002020704.
Generelt
MRSA (Methicillin Resistente Staphylococcus aureus) er stafylokokker, der er resistente over for betalaktamantibiotika.
MRSA inddeleles overordnet i to hovedgrupper: husdyr- og human MRSA.
Husdyr MRSA spredes først og fremmest til mennesker, der primært arbejder med levende svin, men der ses også i mindre grad smitte fra køer, heste og fjerkræ.
Human MRSA er forskellige typer af MRSA, der findes hos mennesker, og som overføres fra person til person.
Risikovurdering og risikosituationer for MRSA-bærertilstand
Risikovurderingen af MRSA-bærertilstand foretages ved at afklare, om patienten har været i en risikosituation.
Der er følgende risikosituationer for smitte med MRSA:
- Tidligere har fået påvist MRSA og ikke erklæret MRSA-fri (2 sæt negative MRSA kontrolpodninger over ½ år, hvor første prøve tidligst skal være foretaget 1 måned efter endt behandling)
- Indenfor de sidste 6 måneder haft husstandslignende kontakt med en MRSA-positiv person
- Indenfor de sidste 6 måneder modtaget behandling på en klinik eller hospital uden for Norden
OG
a) Opholdet på hospital/klinik har været over 24 timer
ELLER
b) Der har været udført invasivt indgreb (uanset opholdets varighed)
- Indenfor de sidste 6 måneder haft ugentlig eller hyppigere tæt kontakt til svinebesætning
- Indenfor de sidste 6 måneder haft ophold i flygtningelejre, krigszoner eller på asylcentre
Forløb i almen praksis
Hvem skal undersøges for MRSA i almen praksis
- Alle, der henvises til elektiv indlæggelse på hospital eller til sammedagskirurgi, skal spørges, om de har været i en risikosituation. Såfremt en af ovenstående risikosituationer foreligger, skal der podes for MRSA. I henvisningen til elektiv indlæggelse eller til sammendagskirurgi bør svaret på podningerne anføres. Hvis svaret ikke foreligger på tidspunkt for henvisning, så anføres det, at svaret afventes.
- Patienter med hudinfektion, der kan være forårsaget af stafylokokker, og som indenfor de sidste 6 måneder har været i en risikosituation, skal podes for MRSA fra infektionen.
- Patienter, hvor hudinfektionen på trods af behandling ikke er saneret, podes fra infektionen.
Bemærk: Henvisning til ambulant undersøgelse/forundersøgelser og akutte indlæggelser kræver ikke screening for MRSA.
Gravide
Der gælder de samme regler for gravide, som for alle andre patienter. Dog anbefaler Sundhedsstyrelsen, at gravide i forbindelse med første graviditetsundersøgelse udspørges om risikosituationer og podes for MRSA, hvis de har været/er i en risikosituation.
Gravide, som arbejder i et risikoerhverv, og som ikke er bærere af MRSA ved første graviditetsundersøgelse, bør undersøges for MRSA ved afbrydelse af erhvervsmæssig risikosituation, fx opstart af barselsorlov eller ved sygemelding op til barselsorlov.
MRSA-bærertilstand udgør ikke en særlig risiko for gravide eller barnet, men har betydning for, om sundhedspersonale skal anvende værnemidler ved kontakt. Risikoen for smittespredning ved fællesarrangementer herunder fødselsforberedelse anses for at være så minimal, at der ikke skal tages særlige infektionshygiejniske forholdsregler.
Gravide, som er bærere af MRSA, bør som alle andre patienter henvises til Infektionshygiejnisk ambulatorium. For henvisning se under ” Patienter med påvist MRSA (både infektion og bærere)”
Infektionshygiejne i almen praksis
Patienter med særlige mikroorganismer, herunder MRSA, har samme krav på undersøgelse og behandling som alle øvrige patienter.
Modtagelse og behandling af patient
- Patienter med MRSA kan tilses og behandles i klinikken i hele klinikkens åbningstid.
- Patienten må gerne opholde sig i venteværelse, men opholdstid minimeres.
- Ved direkte kontakt med patienten (både infektion og bærere) kan der anvendes engangshandsker og eventuelt væskeafvisende engangskittel, der dækker arbejdsdragten. Påtages først når patienten er hentet ind i konsultationen.
- Ved risiko for stænk og sprøjt suppleres med kirurgisk maske, beskyttelsesbriller eller visir
- Efter aftagning af værnemidler udføres håndhygiejne og værnemidler bortskaffes som dagrenovation
Rengøring efter konsultation
- Kontaktpunkter (håndtag, lejeoverflader, stolesæder, armlæn m.v.) i konsultationen eller behandlingsstuen, som patient og personale har været i kontakt med, desinficeres med et spritholdigt middel (fx ethanol 70-85%)
- Vandrette flader, som kan være kontamineret med stænk, sprøjt rengøres med sæbevandsklud og efterfølgende desinficeres med et spritholdigt middel (fx ethanol 70-85%)
- Apparatur og medicinske flergangsartikler, der har været anvendt i forbindelse med undersøgelse og behandling rengøres og desinficeres med et spritholdigt middel (fx ethanol 70-85%)
- Affald emballeres i plastpose, lukkes og bortskaffes som almindelig dagrenovation.
Undersøgelse for MRSA
Undersøgelse for MRSA rekvireres i Webreq som ”Staphylococcus aureus {MRSA} (dyrkning)”.
Link til laboratorievejledningen.
Der podes med én separat eSwab fra hver af følgende lokaliteter:
- Næse
- Svælg
- Perineum eller crena ani.
Desuden fra eventuelle:
- Sår/bylder
- Hudaffektioner som f.eks. eksem
- Sonder og fremmedlegemer (f.eks. urinvejskateter, dræn, PEG-sonde, tracheostomi o.l.)
Forløb i specialist regi
Infektionshygiejnisk ambulatorium
Infektionshygiejnisk ambulatoriums indsats består i opsporing af smittekilde, undersøgelse af husstanden, undervisning i forebyggelse af smittespredning, vederlagsfri behandling af infektioner grundet MRSA samt vederlagsfri bærertilstandsbehandling og den opfølgende kontrol for at kunne erklæres MRSA-fri.
Infektionshygiejnisk ambulatorium har ansvaret for at følge op på kontrolpodninger, så længe patienten er i forløb ved ambulatoriet. Podningerne kan dog tages i almen praksis, hvis dette er mest hensigtsmæssigt for patienten grundet ex.vis lang transport til ambulatoriet. Det er her en hjælp, hvis almen praksis har svaret ”Ja” på spørgsmålet: ”Er patienten henvist til Infektionshygiejnens MRSA-team”
For yderligere beskrivelse af forløb ved Infektionshygiejnisk ambulatorium se Infektionshygiejnens hjemmeside.
Erhvervsbetinget sygdom
Alle læger er forpligtet på at anmelde erhvervsbetinget sygdom, det gælder således også, hvis der er mistanke om erhvervsbetinget MRSA-infektion. Asymptomatisk bærertilstand er ikke anmeldelsespligtig til Arbejdsskadestyrelsen.
Links
Sundhedsstyrelsens samlede MRSA-vejledning
MRSA i almen praksis på Lægehåndbogen
MRSA generelt på Lægehåndbogen
NIR, Almen praksis, 2. udgave 2022 (ssi.dk)
ICPC
A78
Forfattere og områdedækning
Ansatte ved Infektionshygiejnisk ambulatorium.
Kontakt Infektionshygiejnen (rn.dk)
Morten Koldsø, praksiskonsulent.
NB.
Nord-KAPs forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.