Enhed for Selvmordsforebyggelse
Målgruppe
Enhed for Selvmordsforebyggelse tilbyder behandling til mennesker, der har forsøgt selvmord eller har vedvarende tanker om selvmord (og som ikke er direkte selvmordstruede).
Målgruppe er patienter, som ikke i forvejen er i et forløb i psykiatrien og som ikke vurderes at have alvorligere psykopatologi, og som dermed ikke hører under en af Psykiatriens målgrupper (se evt. målgruppebeskrivelser for psykiatri).
Enheden vil selv sørge for at viderevisitere patienter, hvis oplysninger i henvisningen eller hvis vurderingen efter de første samtaler giver mistanke om alvorligere psykopatologi. Erfaringen viser at ca. 50 % af de henviste patienter viderevisiteres.
Patienter med behandlingskrævende misbrug, alvorlig udviklingsforstyrrelse, udviklingshæmning eller lignende som ikke er foreneligt med samtaleterapi, er ligeledes ikke en del af målgruppen for Enhed for Selvmordsforebyggelse.
Selvmordsrisikovurdering
Se dette link til en systematisk udspørgen:
Desuden findes en app Minplan, en elektronisk psykiatrisk kriseplan, som patienten selv kan benytte.
Henvisning
Egen læge sender henvisning til Centralvisitationen i Psykiatrien med ønske om behandling i Enhed for Selvmordsforebyggelse.
Det er vigtigt at henvisningen indeholder oplysning om patientens telefonnummer, da Enhed for Selvmordsforebyggelse tager telefonisk kontakt til patienter som visiteres til behandling.
Underretning til kommunen foretages på alle under 18 år, eller hvor der er børn og unge under 18 år i hjemmet hos den selvmordstruede voksne patient.
Voksne over 18 år kan også selv henvende sig til enheden uden at have talt med en læge først. Hvis der har været en kontakt til lægen og denne vurderer, at behandling i Enhed for Selvmordsforebyggelse er relevant, skal der sendes en henvisning.
Børn og unge under 18 år skal henvises af egen læge. Visse kommuner, der har et selvmordsforebyggende team, kan dog selv henvise de unge (SELVO-team).
Henvisningen bør indeholde
- Navn, cpr-nummer. og telefonnummer
- Oplysninger om selvmordsproblematikken (f.eks. tidligere og nuværende forsøg, selvmordstankers karakter, hyppighed, aktuelle planer og detaljegraden af disse.)
- Om der er aktuel psykisk lidelse eller pt. tidligere er behandlet for psykisk lidelse
- Dispositioner for psykisk lidelse og/eller selvmordsadfærd
- Medicinsk behandling
- Belastninger og ressourcer hos pt.
- Misbrug: aktuelt eller tidligere
- Motivation for samtaleterapi
Forløb
Behandlingen foregår som udgangspunkt på Almenpsykiatrisk Afdeling i Aalborg. Efter aftale kan behandlingssamtaler også foregå i Frederikshavn, Thisted eller Hobro.
Patienten bliver kontaktet telefonisk førstkommende hverdag efter henvisning, hvor indikation for tilbud samt graden af behov for akut kontakt bliver afdækket.
Efter den primære vurdering sendes korrespondance til egen læge om vurderingen, og at patienten overgår enten til Almenpsykiatrien eller til det psykologiske tilbud i Enhed for selvmordsforebyggelse.
Tilbuddet i Enheden skal opfattes som et rent psykologisk terapiforløb, der er gratis for patienten, og hvor alternativet havde været, at patienten var blevet afsluttet til egen læge med råd om psykologbehandling. Forinden har den patientansvarlige læge i Enheden taget stilling til, om der kunne være mistanke om alvorligere psykopatologi og viderehenvist disse patienter til relevant ambulatorium.
Hvis der under psykologsamtalerne måtte blive behov for lægelig assistance, vil patienten blive opfordret til at søge egen læge, på samme måde som hvis patienten havde været i terapi hos psykolog i primær sektoren. Hvis der imidlertid er tale om nyopståede psykopatologiske symptomer, vil patienten igen blive vurderet af den patientansvarlige læge i Enheden og eventuelt viderehenvist til relevant ambulatorium.
Underretning til kommunen foretages på alle under 18 år, eller hvor der er børn og unge under 18 år i hjemmet hos den selvmordstruede voksne patient, hvis ikke det er foretaget af henvisende læge.
Behandlingen består af:
- Samtaleforløb af 3 - 12 individuelle psykologsamtaler
- Eventuel supplerende tilbud om gruppeforløb
- Hjælp og støtte til pårørende.
Kontakt
Ved spørgsmål vedr. selvmordsforebyggelse, henvisning og behandling kan Enhed for Selvmordsforebyggelse kontaktes på tlf. 97 64 36 10 mellem kl. 8 og 15 mandag til fredag.
Indholdsansvarlig
Cheflæge Inger Brødsgaard, Almen Psykiatrisk afdeling Syd
Koordinerende læge Marianne Siersbæk, masi@rn.dk
Praksiskonsulent Morten Ohrt, ohrt.engsig@dadlnet.dk
NB.
Nord-KAPs forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.