Info: Implementering af integreret dobbeltdiagnosebehandling
Fra d. 1. september 2024 og frem til udgangen af 2027 skal den regionale psykiatri implementere integreret dobbeltdiagnosebehandling i en tretrins fase.
- Fase: 1.9.24 – 30.6.25:
Patienter som er i aktuel behandling i Psykiatrien, og som ikke har nogen samtidig behandling for rusmidler. Det estimers til at dreje sig om ca. 700 patienter i Region Sjælland. - Fase: 1.7.25 – 30.6.26:
Patienter som er i aktuel behandling i Psykiatrien, og som er i er kommunal behandling for rusmidler.Det estimeres til at dreje sig om ca. 600 patienter i Region Sjælland. - Fase:
1.7.26 – 31.12.27:
Patienter der alene er i behandling i kommunalt regi for rusmidler, men som formodes kendt med moderat til svær psykisk lidelse. Det estimeres til at dreje sig om ca. 100 patienter i Region Sjælland.
Info til praktiserende læger, hvis patient modtager integreret dobbeltdiagnosebehandling i Psykiatrien
Når en patient kommer i et integreret behandlingstilbud, så vil Psykiatrien sende MedCom-beskeder til den praktiserende læge.
Yderligere oplysninger: Brian Ravn Galsgaard, Presse- og kommunikationsrådgiver, Psykiatriledelsens stab
Læs mere om integreret dobbeltdiagnosebehandling:
Målgruppen for integreret dobbeltdiagnosebehandling er:
- Voksne (18 år+).
- Personer med psykisk lidelse af moderat til svær grad med et psykiatrisk behandlingsbehov, samtidig rusmiddelproblematik samt nedsat funktionsevne, som ikke vurderes at kunne indgå i et koordineret forløb – eller hvor der har været utilstrækkelig virkning af et koordineret forløb.
- Personer med rusmiddelproblematik og stærk mistanke om psykisk lidelse af moderat til svær grad med et psykiatrisk behandlingsbehov, samt nedsat funktionsevne, som ikke vurderes at kunne indgå i et koordineret forløb – eller hvor der har været utilstrækkelig virkning af et koordineret forløb.
- Det vurderes, at diagnoser blandt personer i målgruppen typisk vil være psykoser, herunder stofudløste psykoser, skizofreni, svær grad af affektive lidelser såsom bipolar lidelse eller depression med psykotiske symptomer eller svær grad af angstlidelser som fx PTSD. Mennesker med personlighedsforstyrrelser, ADHD eller andre psykiske lidelser i svær grad, kan også være i målgruppe for tilbuddet. Der vil ofte være tale om lidelser af længerevarende og/eller tilbagevendende karakter
- Rusmiddelproblematikken vil være kendetegnet ved, at patienten har et vedvarende og skadeligt brug af rusmidler i en sådan grad, at det medfører skader eller problemer for vedkommende selv og/eller nærtstående personer. Rusmidler omfatter fx alkohol, opioider, centralstimulerende stoffer så som kokain og amfetaminer, hallucinogener, cannabis samt benzodiazepiner.
Patienter visiteres ud fra en stepped-care model, hvor valget af behandlingstilbud bestemmes ud fra sværhedsgraden af den enkelte patients problemstilling. Det betyder, at Psykiatrien vil have stort fokus på samarbejde de kommunale rusmiddelcentre, når patienter i integreret dobbeltdiagnosebehandling er så stabile i deres rusmiddelbehandling, at de vil kunne overgå til rusmiddelbehandling i kommunalt regi. Der sker bl.a. gennem et stort fokus på afholdelse af netværksmøder.
Se Stepped-care model for patienter med dobbeltdiagnose (se side 8) - Danske Regioner
Indledningsvis tilbydes integreret dobbeltdiagnosebehandling i alle F-ACT teams, Retspsykiatrisk Ambulatorium samt De Fire Hjørner. Patienter i F-ACT Ældre teams vil kunne tilbydes behandling i de almene F-ACT teams.
På nuværende tidspunkt er Psykiatrien i proces med at undersøge hvilke medicinrum, der skal ombygges og hvordan udleveringssteder skal etableres. Dette med inspiration fra og med sparring med flere kommunale rusmiddelcentre.
Det er besluttet, at Psykiatrien på nuværende tidspunkt vil have udleveringsted for medicin på følgende matrikler:
- Distriktspsykiatrien i Maribo
- Distriktspsykiatrien i Vordingborg
- Distriktspsykiatrien i Næstved
- Distriktspsykiatrien i Slagelse
- Distriktspsykiatrien i Holbæk
- Distriktspsykiatrien i Nykøbing Sjælland
- Distriktspsykiatrien i Roskilde
- Distriktspsykiatrien i Køge
F-ACT teams og teams i Retspsykiatrisk Ambulatorium har udkørende funktion i behandlingspsykiatrien. Det vil blive en mulighed, at patienter vil kunne få medicin udleveret hjemme, hvis det vurderes muligt ift. sikkerhed.