Basislisten Region Syddanmark
Hvad er Basislisten?
Basislisten giver anbefalinger til førstevalg af lægemidler hos ukomplicerede patienter inden for hyppigt forekommende indikationsområder i almen praksis. Basislisten er ikke en behandlingsvejledning, men skal ses som hjælp til hensigtsmæssigt lægemiddelvalg, ved opstart og revurdering af lægemiddelbehandling.
Målgruppen for Basislisten er almen praksis, men listen er også implementeret på regionens sygehuse, som en del af Region Syddanmarks fælles rekommandationsliste ("Fælleslisten").
Her finder du link til Region Syddanmarks hjemmeside og fælles rekommandationsliste
Basislisten er opdelt efter indikationer og består af to dele: lægemiddelanbefalinger og kommentarer. Lægemiddelanbefalingerne anfører hvilke stoftyper, der anbefales til den pågældende indikation og et generisk forslag til førstevalg inden for hver stoftype. Hvis der ikke er markedsførte præparater med det generiske navn, angives desuden eksempel på handelsnavn. Desuden er lægemiddelform anført, når det er relevant. I kommentarafsnittet uddybes og nuanceres anbefalingerne.
Basislisten foreligger elektronisk på basislisten.dk, via app´en ”Mobilklinik” og på tryk i både kittellomme-format og A4-format. Listen revideres som udgangspunkt én gang årligt, og evt. løbende ændringer vil fremgå af de elektroniske udgaver og formidles via "Nyheder om lægemidler". Link til anvendte kilder fremgår af den elektroniske udgave på basislisten.dk. Her henvises også til evt. forslag fra Seponeringslisten om, hvornår seponering af de pågældende lægemidler kan overvejes.
Når der foreligger en opdateret trykt udgave af Basislisten, udsendes den sammen med ”Nyheder om lægemidler” med posten til regionens alment praktiserende læger. Sygehuse, praktiserende speciallæger, apoteker og andre relevante parter orienteres via e-mail.
Her finder du link til basislisten på sundhed.dk
Her finder du link til nyheder om lægemidler på sundhed.dk
Her finder du link til Seponeringslisten på Sundhedsstyrelsens hjemmeside
Hvem har indflydelse på Basislistens anbefalinger?
Basislisten udarbejdes af Lægemiddelkomiteen for Almen Praksis, der er en tværfaglig og tværsektoriel arbejdsgruppe under Det Regionale Lægemiddelråd.
Et forslag til den opdaterede Basisliste sendes i høring hos sygehusene (relevante afdelingsledelser og /eller lægemiddelkomité), relevante specialeråd i Region Syddanmark, HEKLA (Hospitalsenhed til Kvalitetssikring af Lægemiddelanvendelse, OUH), Farmakologi (OUH), Steno Diabetes Center Odense, Forskningsenheden for Almen Praksis (SDU) og PLO Syddanmark.
Efter høringsrunden og evt. tilretning forelægges Basislisten for Det Regionale Lægemiddelråd til godkendelse.
Her finder du link til Det Regionale Lægemiddelråd på Regionens hjemmeside, hvor du kan læse mere
Evt. ændringsforslag, spørgsmål eller kommentarer til Basislisten kan sendes til sekretariatet på e-mail medicin@rsyd.dk
Hvad er principperne bag Basislistens anbefalinger?
Listen giver forslag til førstevalg af lægemidler hos ukomplicerede patienter inden for hyppigt forekommende indikationsområder i almen praksis.
I valg af indikationsområder vægtes:
- relevans for almen praksis
- om der foreligger nationale rekommandationer fra Sundhedsstyrelsen (NRL)
- overskueligt omfang af den færdige Basisliste, for at sikre anvendeligheden i almen praksis.
I valg af lægemiddelanbefalinger vægtes:
- dokumentation, effekt, bivirkninger og pris
- hensyn til klinisk praksis, compliance og patientsikkerhed
- konsistens i anbefalingerne for at sikre anvendeligheden i almen praksis.
Doseringer medtages i det omfang Lægemiddelkomitéen for Almen Praksis mener, at det giver klinisk mening.
Mht. den foreliggende evidens vægtes nationale rekommandationer/behandlingsvejledninger fra Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og de relevante lægevidenskabelige selskaber højest. Hvis der er uoverensstemmelser mht. lægemiddelanbefalingerne, vægtes nyeste nationale rekommandationer/behandlingsvejledninger.
Evt. regionale forhold, som afspejles i input fra regionens sygehuse eller specialeråd, tages også i betragtning, ligesom hensyn til internationale guidelines kan spille ind, hvor dette findes relevant.
Link til anvendte kilder fremgår af den elektroniske udgave på basislisten.dk.
Med den danske prisstruktur for lægemidler i primærsektoren, er det ikke altid muligt at Basislistens anbefaling til førstevalg afspejler det aktuelt billigste. Anbefalingen er baseret på pristendensen igennem en længere periode op til revision af listen.
Udarbejdet af Lægemiddelkomitéen for Almen Praksis 29.01.2021
Godkendt af Det Regionale Lægemiddelråd den 2.3.2021
Indholdsansvarlig: Lægemiddelteamet, Praksisafdelingen.