Smerteguiden
Sundhedsstyrelsen og de fem regioner har sammen skrevet en national guide til læger om behandling af smerter. Smerteguiden vejleder om, hvilken type medicin der skal vælges til forskellige former for smerter.
Smerteguiden henvender sig primært til alment praktiserende læger, men kan også bruges til ikke-specialiseret smertebehandling på sygehuse.
Indholdet i Smerteguiden er blandt andet baseret på Sundhedsstyrelsens publikationer, de faglige selskabers vejledninger og regionale vejledninger. Guiden gør både brug af den nyeste viden inden for smertebehandling, og hvad der er god klinisk praksis.
Faglig rådgivning til læger
Guiden kan bruges som et opslagsværk med råd og anbefalinger og skal derfor betragtes som faglig rådgivning, som læger anbefales at følge. Samtidig er det vigtigt at understrege, at smertebehandling er individuel og afhænger af en faglig vurdering, der foretages mellem patient og læge. Det vil derfor altid være det faglige skøn i den konkrete situation, der afgør, hvilken behandling der er en mest hensigtsmæssige.
Smerteguiden beskriver, hvilke mål der skal være ved behandlingen af henholdsvis akutte og kroniske smerter.
Akutte smerter behandles for at fjerne smerter. Her bør førstevalget være smertestillende midler i form af paracetamol og/eller NSAID.
Kroniske smerter skal behandles for at lindre smerter, som man har i hvile og under søvn. Hvis patienterne har smerter udløst i forbindelse med bevægelse, altså smerter, der er udløst af aktivitet som fx sport, bør smerterne som hovedregel behandles med andre metoder end medicin.
Her finder du link til Sundhedsstyrelsens hjemmeside og "Smerteguide"
Kontakt
Trykte eksemplarer af Smerteguiden kan rekvireres hos lægemiddelteamet. Send en mail til medicin@rsyd.dk.
Indholdsansvarlig: Lægemiddelteamet, Praksisafdelingen.