Hovedtraume hos meget skrøbelig eller svært dement patient
”Vælg Klogt”-organisationen anbefaler ikke rutinemæssig CTC af patienter med akutte, lette hovedtraumer. Meget skrøbelige og svært demente patienter med akut hovedtraume indenfor 7 dage vil ikke være egnede til et akut neurokirurgisk indgreb. Derfor bør disse patienter kun indlægges akut på sygehus, hvis indlæggelsen vil få behandlingsmæssige konsekvenser.
Udredning i almen praksis
Skrøbelighed vurderes vha. Clinical Frailty Scala:
DSAM: Klinisk vejledning "Den ældre skrøbelige patient"
Følgende forhold vurderes hos alle meget skrøbelige og/eller svært demente patienter med lette hovedtraumer indenfor 7 dage
- Skader: Vurder først, om der er en skade, der kræver behandling på skadestue (fx fraktur eller flænge, der skal syes)? Hvis ja, henvises patienten til skadestuen som alle andre patienter
- Årsagen til faldet: Afdæk, hvorfor patienten er faldet. Er faldet udløst af et uheld eller mistænkes sygdom, der kræver indbringelse (fx sepsis eller 3. grads AV-blok)? Hvis mistanke om akut behandlingskrævende sygdom, henvises patienten til nærmeste FAM
- Skrøbelighed: Hvis patienten vurderes meget skrøbelig (Clinical Frailty Score ≥7)* eller er svært dement, vil patienten ikke være egnet til akut neurokirurgisk intervention, og derfor skal patienten a priori ikke indlægges**
- Sikr, at der foreligger samtykke til evt. indlæggelse fra patient/pårørende.
*Det anbefales, at CFS vurderes i samarbejde med patient, pårørende og/eller personale, som kender patienten. Der skal tages udgangspunkt i patientens vanlige funktionsniveau (14 dage inden den aktuelle situation) og ikke det aktuelle.
**Hvis der er tvivl om, hvorvidt patienten vil være kandidat til akut neurokirurgisk indgreb, konfereres med neurokirurgisk bagvagt på OUH inden beslutning om vurdering i FAM, tlf.: 65 41 10 69.
Hvis det besluttes, at patienten ikke skal på sygehus
- Der anbefales ikke ekstraordinære kontroller af puls, BT, pupilforhold, bevidsthedsniveau etc.
- Ordinér evt. pn. smertestillende og kvalmestillende
- Informér om symptomer, der skal foranledige ny lægekontakt (f.eks. svær hovedpine, opkastninger, nytilkomne neurologiske udfald, kramper, ændret bevidsthedsniveau)
- Informér om, at det ikke kan udelukkes, at der kan ske forværring af tilstanden, idet meget få (1 ud af 300) med lette hovedtraumer vil udvikle betydende intrakraniel blødning. Hvis det sker, kan der være behov for lindrende behandling evt. på sygehus og yderste konsekvens kan være død.
Hvis patienten udvikler symptomer på akut intrakraniel blødning indenfor de første 7 dage efter hovedtraumet
- Vurdér behov for pallierende behandling i hjemmet versus behov for indlæggelse
- Vurdér indikation for genoplivning, hvis der ikke allerede er taget stilling hertil.
FAQ
- Der er ikke indikation for automatisk at pausere med AK-eller trombocythæmmende behandling
- Der er ikke indikation for reverterende behandling inden evt. blødning er verificeret.
Hvis det ikke er muligt at foretage fuld vurdering ved telefon konsultation, kan vurderingen varetages i samarbejde med Præhospitalet
Præhospital vurdering:
Det sundhedsfaglige præhospitale personale er undervist i CFS og vurdering af meget skrøbelige og svært demente patienter med lette hovedtraumer. Det præhospitale personale anvender samme vurderingsalgoritme, som beskrevet til almen praksis.
Det præhospitale personale kan kun afslutte en meget skrøbelig patient og/eller en svært dement patient med let hovedtraume efter dialog med enten en lægefaglig visitator i AMK-vagtcentral, en FAM-læge, egen læge, lægevagten eller U-bagvagt.
I tidsrummet fra kl. 8.00 til kl. 16.00 på hverdage kontakter ambulancepersonalet lægefaglig visitator i AMK-vagtcentral – medmindre andet er aftalt ved bestilling af ambulance. Udenfor dette tidsrum kan ambulancepersonalet kontakte lægevagten mhp drøftelse af, hvad der er den rigtige løsning for patienten.
Udredning på sygehus
På sygehus følges samme vurderingsalgoritme som beskrevet til almen praksis.
Dvs. det er sygehusets ansvar at vurdere skrøbelighed hos alle patienter med lette hovedtraumer, der indbringes med skader og/eller mulig akut behandlingskrævende sygdom. Det er ligeledes sygehusets ansvar ikke at iværksætte undersøgelser, der ikke vil få behandlingsmæssig konsekvens samt sikre samme information, som den der gives af almen praksis.
Forløb i kontrolfase
Der anbefales ikke kontrol af patienterne. Lægekontakt bør være symptomdrevet.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at behandlingsmulighederne er ikke ens ved akut neurokirurgisk blødning versus et kronisk subduralt hæmatom. Udvalgte meget skrøbelige og/eller meget demente patienter vil kunne tilbydes behandling, hvis der udvikles et svært symptomgivende kronisk subduralt hæmatom.
Ved henvendelse til egen læge med hovedtraume > 7 dage gammelt og symptomer på kronisk subduralt hæmatom gøres følgende
- Ved nytilkomne neurologiske symptomer, bevidsthedspåvirkning (GCS <14) eller tydelig ændret kognition kan patienten visiteres til nærmeste FAM
- Ved øvrige symptomer tydende på kronisk subduralt hæmatom henvises patienten jf. nedenstående lokale retningslinjer:
OUH/Svendborg:
- Patienten henvises til subakut CTC inden for 1 uge
- Røntgenafdelingen indkalder patienten til skanning
- Patienten sendes hjem efter skanningen
- Skanningen beskrives samme dag, eller næstkommende hverdag, hvis scanningen er udført efter kl. 15
- Skanningssvar uden blødning sendes til egen læge
- Ved skanningssvar med blødning ringer radiologen til U-bagvagt (65 41 10 69), hvorefter U-bagvagt lægger en behandlingsplan og orienterer patienten om denne.
Øvrige sygehuse:
- Patienterne henvises akut til FAM.
Links
Sundhed.dk - Lægehåndbogen: Hovedtraume
Sundhed.dk - Lægehåndbogen: Subduralt hæmatom, kronisk
Sundhed.dk - Patienthåndbogen: Råd efter hjernerystelse
DSAM: Klinisk vejledning om Den ældre skrøbelige patient
Vælg Klogt: CT-skanning ved lette hovedtraumer
ICPC koder
Lokale forhold
Specialistrådgivning: Neurokirurgisk bagvagt, Neurokirurgisk Afd. U, OUH: tlf. 65 41 10 69.
Forfatter(e)/indholdsansvarlig(e)/godkender(e)
Christina Rosenlund, cheflæge Neurokirurgisk afd. U, OUH.
Tina Svenstrup Poulsen, overlæge, lægefaglig visitator AMK-vagtcentral, Præhospital Syd.
Torsten Rudbæk, praksiskonsulent OUH.
Godkendere:
Afdelingsledelserne fra regionens ortopædkirurgiske afdelinger og FAM-er.