Brugernes stemme
Inddrag brugernes perspektiv i hverdagen i jeres praksis
I dette projekt arbejder vi ud fra en ambition om at finde nye metoder til at involvere patienter og pårørende (brugere) i den organisatoriske udvikling af almen praksis. Brugernes perspektiv kan være med til at pege på forbedringspotentialer og kvalificere udviklingen i de enkelte almene praksis-klinikker. Med organisatorisk brugerinddragelse får brugerne mulighed for at bidrage med deres viden, erfaringer og perspektiver i udviklingen af almen praksis. Forskning viser, at brugerinvolvering øger tilfredsheden hos alle involverede - dvs. brugere, læger og personale.
Projektet ”Brugernes stemme” omfatter tre delprojekter, nemlig udarbejdelse af en brugerhåndbog, indsamling af brugerfeedback, og afholdelse af et brugermøde.
Formål
Projektet udvikler og afprøver tiltag, der kan understøtte den organisatoriske brugerinvolvering i almen praksis ved at:
- Øge samarbejdet mellem almen praksis og deres tilknyttede brugere
- Udvikle muligheder for feedback i almen praksis mellem brugere, læger og klinikpersonale
- Tilbyde brugerne mere viden om, hvordan almen praksis fungerer og er organiseret.
Indsats
Projektet er inddelt i tre delprojekter, som gennemføres i samarbejde med brugere, praktiserende læger og klinikpersonale. Ambitionen er, at patienter og klinikpersonale inddrages allerede, når ideerne skal udvikles. Delprojekterne er alle aktuelt i proces.
1. Brugerhåndbog
Vi undersøger, hvordan en brugerhåndbog for brugerne kan give større indsigt i, hvordan almen praksis fungerer, og om en brugerhåndbog kan være med til at styrke læge-patient-samarbejdet. Der er i projektet ikke tale om en ”klassisk håndbog”, men snarere udvikling af en række værktøjer til at støtte en række informationsbehov. Det har for brugerne været vigtigt at få viden om, hvordan almen praksis er organiseret, og hvordan man får det bedste mulige ud af sin kontakt med lægehuset.
Der arbejdes på en digital”håndbog”. Der afprøves eksempelvis tre spørgsmål i Min Læge-app, som stilles patienter inden konsultation, som forberedelse til konsultationen for at styrke samarbejdet mellem patient og den sundhedsprofessionelle.
- Hvad er vigtigt for mig at tale om til aftalen?
- Hvad er mine symptomer og hvordan påvirker de min livskvalitet?
- Hvad ønsker jeg at opnå med konsultationen?
Dette kaldes ”Dagens Konsultation” og afprøves i seks klinikker fra 8. oktober til 30. november 2025 i samarbejde med PLO og leverandører.
2. Brugermøde
Vi afsøger, om et brugermøde, hvor klinikken inviterer deres brugere til at deltage, kan være med til at styrke samarbejdet mellem brugere, læger og klinikpersonaler. På et brugermøde skal klinikken informere om deres organisering, og brugerne har mulighed for at stille spørgsmål og komme med input og feedback. Mødet kan være fysisk eller virtuelt.
I forlængelse af dette, afprøves om en klinik kan møde sine patienter digitalt ved dels at dele små informerende videoklip om indretningen af praksis, og derefter indsamle patienternes perspektiver på emnerne.
3. Brugerfeedback
Vi afsøger, om fysisk fremmøde i klinikken kan bruges konstruktivt som rum for feedback og tilkendegivelser fra brugerne til klinikken.
Dette initiativ er afprøvet og er blevet til et klyngetilbud i Region Syddanmark:
Sundhed.dk: Klyngepakke: Brug patienternes viden til at udvikle din praksis
Interesseret i at høre mere?
Hvis du vil høre mere om projektet, og måske selv bidrage til et af delprojekterne ovenfor, er du velkommen til at kontakte seniorkonsulent Finn Sørensen, SydKIP, på telefon 29 20 13 57 eller mail fs@rsyd.dk
Hvem er projektgruppen?
Inger Uldall Juhl, praktiserende læge
Dorthe Christiane Zinck Iversen, brugerrepræsentant
Gitte Stentebjerg Petersen, specialkonsulent, SDCO
Merete Dyg Willemoes, koordinator, SydKIP
Karina Berthu Ellegaard Skov, projektmedarbejder, SydKIP
Finn Sørensen, seniorkonsulent, SydKIP.
Indholdsansvarlig: SydKIP