SydKIPs PraksisNyt - juni - 2025
Nyt fra datakonsulenterne
Nu kan Den Digitale Svangrejournal bruges til første graviditetsundersøgelse
Sådan fungerer det:
- Ved tidsbestilling til første graviditetsundersøgelse kan du nu sende et elektronisk svangreskema (PRO-skema) direkte fra dit lægesystem til den gravides Min Læge app.
- Den gravide udfylder skemaet hjemmefra – i ro og mag.
- Når skemaet er sendt retur, finder du det i Klinik+ fra dit lægesystem.
- Gennemgå skemaet sammen med den gravide til konsultationen.
- Når det er godkendt, opretter systemet automatisk en henvisning med vedhæftet svangre- og vandrejournal, klar til afsendelse fra dit lægesystem.
Husk stadig at printe både svangre- og vandrejournal og læg dem i den gule kuvert til den gravide, som du plejer.
Der arbejdes fortsat på at gøre hele svangreforløbet fuldt digitalt. Men ved at tage den første del af Den Digitale Svangrejournal ind i klinikkens arbejdsgange allerede nu, er du godt i gang, når løsningen bliver udvidet.
Har du brug for hjælp?
For mere viden om denne løsning, eller hvis du ønsker undervisning i brugen af Den Digitale Svangrejournal, er du meget velkommen til at kontakte os.
På sundhed.dk kan du se kontaktoplysninger på dine datakonsulenter
Vil du have overblik over kræftpatienterne i din praksis? Deltag i audit om kræftopfølgning
I gennemsnit har hver praktiserende læge omkring 100 patienter, der har eller har haft kræft. Tallet er stigende og forventes at nå 140 patienter i 2040.
Deltag i den kommende audit eller klyngetilbud og få bl.a.:
- Indsigt i din praksis’ håndtering af patienter, der har eller har haft kræft.
- Undervisning i organisering af kræftopfølgning og håndtering af senfølger .
Invitation til deltagelse i denne audit udsendes snart. Dataregistreringen foregår i efteråret 2025, og kurserne i foråret 2026.
Praktiserende læge, professor Dorte Jarbøl og praktiserende læge, professor og leder af APO Jesper Lykkegaard står bag projektet.
Læs mere på sundhed.dk om klyngetilbud; kræftopfølgning – audit i almen praksis
Mere information: Projektkoordinator, speciallæge i almen medicin Sandra Elnegaard: selnegaard@health.sdu.dk.
Polyfarmaci – Tilbud til klynger i Region Syddanmark
Få indblik i egen ordinationspraksis og konkrete værktøjer til at identificere og håndtere polyfarmaci. Klyngepakken giver mulighed for refleksion, case-baseret læring og sparring om komplekse patienter.
Tilbuddet indeholder:
- Gennemgang af egne data
- Brug af praksissystemer til at identificere polyfarmaci
- Introduktion til tværsektorielt samarbejde
- Praktiske værktøjer til medicingennemgang.
Underviser er Daniel Pilsgaard Henriksen, ledende overlæge, Telefarmakologisk Ambulatorium, OUH.
På sundhed.dk kan du læse mere om klyngetilbuddet Polyfarmaci
Kontakt
Ved spørgsmål og tilmelding kontakt da Anne Ulsø, specialkonsulent, SydKIP; Anne.Ulso@rsyd.dk –
tlf. 24 22 46 65.
Tilbud til kvalitetsklynger: Forbedret samarbejde med sygehuset
Få indsigt i og styrk samarbejdet mellem din praksis og det lokale sygehus
SydKIP tilbyder et dialogmøde med den lægelige direktør og/eller Psykiatrisygehuset, hvor I kan diskutere samarbejdets styrker og udfordringer.
Mødet tager udgangspunkt i data fra et spørgeskema om klyngemedlemmers oplevelser med samarbejdet.
Formålet er at optimere patientforløb og sikre en mere sammenhængende behandling.
Mødet varer ca. 1 time og omfatter præsentation, datagennemgang og dialog om konkrete næste skridt.
Temadag om ”Fremtidens Sundhedsvæsen”
Den 11. september 2025 kl. 8–16, Trinity, Fredericia
Region Syddanmark inviterer til temadag om patientsikkerhed med fokus på tværsektorielt samarbejde og læring.
Mød oplæg om AI, generationer i sundhedsvæsenet og teknologiens rolle.
Vælg mellem sessioner med praksisnære eksempler – fx robotdispenseret medicin og virtuelle opfølgningsmøder.
Pris: Gratis (no-show-gebyr 850 kr. ved afbud efter den 4. september 2025).
Godkendt til tilskud til praktiserende læger fra Fonden for Almen Praksis.
Ved spørgsmål om temadagen kontakt patientsikkerhed@rsyd.dk.
Arrangører er team Patientsikkerhed, Afdeling for Tværsektorielt Samarbejde og SydKIP, Region Syddanmark.
Nyt fra Lægemiddelteamet
Best practice for håndtering af dosispakket medicin
For at dosisdispensering fungerer bedst muligt, er det vigtigt, at alle involverede parter ved, hvad de bør gøre.
Der er derfor lavet en ”Best practice for håndtering af dosispakket medicin”, der beskriver, hvordan dosispakket medicin bedst håndteres, for at medicinhåndtering og arbejdsgangene fungerer mest optimalt i det tværsektorielle samarbejde og i den daglige drift.
Helbredsangstbehandling til hele landet
På Afdeling for Funktionelle Lidelser, AUH, tilbydes psykologisk behandling for helbredsangst.
Dette enten som internetbaseret behandling eller i gruppe. Internetbehandling er et tilbud til patienter bosiddende i hele landet og ikke kun i Region Midt.
Med helbredsangst forstås tilbagevendende bekymringer om, at man lider af en alvorlig fysisk sygdom. Tankerne er ubehagelige og forstyrrende i forhold til livskvalitet og dagliglivsfunktioner og kan føre til mange kontakter med sundhedsvæsenet (eller komplet undgåelse heraf).
Egen læge kan henvise til udredning. Man behøver ikke være i medicinsk behandling eller have forsøgt dette tidligere. Ligeledes er det heller ikke en forudsætning, at man tidligere har forsøgt psykologisk behandling for helbredsangsten.
Nogen grad af psykiatrisk komorbiditet er ikke en hindring for behandling (fx OCD, agorafobi, lette til moderate depressive symptomer). Dog skal helbredsangsten være den primære lidelse.
Aktuelt er der ganske kort ventetid på udredning.
Find henvisningsvejledning til helbredsangst på funktionellelidelser.dk
Behandlingen har været testet i videnskabelige forsøg og har vist, at mange har et godt udbytte af behandlingen.
Rapporterer du utilsigtede hændelser (UTH)?
Den 1. maj 2025 overtog Sundhedsvæsenets Kvalitetsinstitut (SundK), under Danske Regioner, Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD) og de UTH-opgaver, som hidtil har været varetaget af Styrelsen for Patientsikkerhed.
Efter 1. maj vil nyt om UTH og DPSD ligge på SundKs hjemmeside, og du har mulighed for at abonnere på nyheder fra siden.
Det vil fortsat være de regionale risikomanagere i Region Syddanmark, der har sagsbehandlingen af dine sager i almen praksis – helt som vanligt.
Hvis din klinik har direkte links til rapportering og sagsbehandling, vil de fortsat virke efter den 1. maj
Får du brug for hjælp eller sparring, teknisk eller sundhedsfagligt, anbefaler vi, at du kontakter din regionale risikomanager på patientsikkerhed@rsyd.dk
Husk, patientsikkerhed er en vigtig del af den samlede kvalitet.
Hurtige genveje til mest søgte overblikssider på sundhed.dk - opdateret forside for almen praksis
Vi har opdateret forsiden på sundhed.dk.
Det betyder, at du bl.a. finder:
- Genveje til mest søgte overblikssider på sundhed.dk
- Seneste nyheder ”Regionen informerer” (disse bliver automatisk sendt til dig i din digitale postkasse, inkl. evt. bilag)
- SydKIPs PraksisNyt (som du selv aktivt skal vælge at abonnere på)
- Aktivitetskalender på sundhed.dk med arrangementer for praktiserende læger og praksispersonale.
Find opdateret forside for almen praksis på sundhed.dk
Sundhed.dk: Info, tips og tricks til almen praksis om tekniske funktioner på sundhed.dk
Opdatering af forløbsbeskrivelser på sundhed.dk
Følgende forløbsbeskrivelse er opdateret:
- Angst
- Infertilitet.
Sundhed.dk: Forløbsbeskrivelser
Aktivitetskalender for almen praksis
I sundhed.dks aktivitetskalender kan du finde møder / kurser / temadage / konferencer / webinarer m. m. for praktiserende læger og personale i almen praksis, Region Syddanmark
Nyt fra Forskningsenheden
Ny og let metode til at strukturere samtalen om alkoholoverforbrug i almen praksis
- 15-metoden er en let tilgængelig og struktureret metode til at adressere og behandle alkoholoverforbrug blandt patienter i almen praksis.
- Både læger og sygeplejersker kan anvende metoden, og dens interdisciplinære og modulopbyggede format passer godt til almen praksis.
- Metodens materiale og workflow vil blive tilpasset i et kommende studie med fokus på de barrierer og facilitatorer, som nærværende studie identificerede.
Månedens UTH
Forkert administration af børnevaccine Pentavac
Læs månedens UTH på sundhed.dk
Mere viden om patientsikkerhed og UTH finder du på sundhed.dk
Følg Region Syddanmarks kvalitetsenhed ”SydKIP” på Facebook og Linkedin
SydKIP er Region Syddanmarks kvalitetsenhed, hvis opgave er at understøtte kvalitet og efteruddannelse i hele praksissektoren.
Du kan løbende se nyheder om kvalitet og efteruddannelse i almen praksis på Facebook og Linkedin.
Indholdsansvarlig: SydKIP