Diagnose
Diagnostiske kriterier
Sikker diagnose stilles ved påvisning af levende scabiesmider eller æg fra en midegang
Miden kan hentes frem ved hjælp af en knappenål i midegangen. Ved skrab med skalpel kan mide/æg også påvises i de afskrabede skæl. Miden identificeres i et lysmikroskop eller med et dermatoskop
Sygehistorie
Typisk forløb er, at en tidligere hudrask person pludseligt udvikler svær kløe, som opleves mest intenst om natten
Kløen er mest udtalt på steder, hvor scabiesmiden findes - mellem fingre, på fingre, flexorsiden af håndled, axiller, omkring navlen, på nates og omkring genitalia - men kløen bliver efterhånden mere udbredt
Ved almindelig scabies er der ca. 10-15 levende mider på den angrebne person, men kløen kan godt være generel
Hoved og nakke afficeres ikke - undtagen hos spædbørn og småbørn
Flere familiemedlemmer med kløe i samme tidsperiode er næsten patognomonisk
Kliniske fund
Ukarakteristiske, kløende papler, af og til små vesikler og efterhånden sekundærforandringer med ekskoriationer
Scabiesgangene er gråhvide (luftholdige), overfladiske, tynde, slyngede, op til 10 mm lange med hunmiden, som en netop synligt sort punkt i enden af gangen
Scabiesgangene findes lettest på lateralsiden af fingrene, på håndleddets volarside, albuernes extensorsider, eventuelt omkring brystvorter eller på penis
Hos børn og unge ses scabiesgange undertiden i fodsålerne
Scabies kan forårsage udbredte eksemlignende forandringer på grund af immunreaktionen

Fnat, palmare fund

Fnat, fnatmidegang

Fnatreaktion

Fnat hos baby

Udbredt fnat hos lille barn. Foto venligst udlånt af Sofine Heilskov
Supplerende undersøgelser i almen praksis
Scabiesmiden kan påvises i mikroskop eller ved dermoskopi
Med godt lys og eventuelt med lup hentes det sorte punkt, som repræsenterer en levende scabiesmide direkte ud fra midegangen, fx med en knappenål - miden sidder fast på spidsen
Den overføres til et objektglas og identificeres i lysmikroskop med mindste forstørrelse
Dermoskopi

Scabiesmiden fremstår som en lille, mørk, trekantet struktur ved dermoskopi
Differentialdiagnoser
Behandling
Behandlingsmål
Eliminere mide og æg
Forhindre smitte
Generelt om behandlingen
Behandlingen omfatter:
Behandling af den enkelte person
Samtidig behandling af alle aktuelle kontaktpersoner (samboende personer), og personer der har været i tæt kontakt de sidste 2 måneder
Miljøtiltag (tøjvask etc.)
Behandlingen er således både tidskrævende og dyr for den enkelte patient. Det er derfor vigtigt, at diagnosen er sikker, før scabiesbehandling iværksættes
Hvis den kliniske mistanke om scabies er stærk, og det alligevel ikke lykkes at diagnosticere det, kan man i enkelte tilfælde give patienten et gruppe I-II steroid i godt en uge, og derefter se patienten igen til ny undersøgelse, hvorefter det ofte vil være lettere at identificere miderne
Kløe kan vedvare i op til 4-6 uger efter vellykket behandling
Børnehave/skole
Håndtering i almen praksis
Råd til patienten
Miljøtiltag
Efter behandling tages rent tøj på, sengetøj og håndklæder skiftes med brug af handsker
Sengetøj, håndklæder og tøj skal vaskes ved 60 grader
Puder og dyner skal vaskes ved 60 grader eller lægges i plastpose i 7 dage
Tøj brugt indenfor de sidste 7 dage, tøjdyr og lignende vaskes ved 60 grader
Såfremt tøjet ikke kan vaskes ved 60 grader, bør det henstå urørt (fx i en plasticpose) i 7 døgn
Møbler, bilsæder og gulvtæpper støvsuges grundigt
Det er usikkert, hvor hurtigt fnatmider dør i almindelige frysere. Frysning af genstande, tøj og sko er derfor forbundet med en vis usikkerhed
Miden vil dø efter 4 døgn uden kontakt med hud
Når hele husstanden skal behandles, er det vigtigt at koordinere behandlingen, således at alle behandles samtidigt, og at miljøtiltag gøres samtidig med, at behandlingen gennemføres.
Medicinsk behandling
Topikal behandling
Permethrin
Permethrin creme kan købes i håndkøb eller på recept med tilskud
Kan også bruges af gravide, ammende og små børn
Brugsanvisningen skal følges nøje, og alle i en husstand og andre tætte kontakter inden for de seneste 2 måneder skal behandles samtidigt, uanset om de har symptomer eller ej
Cremen smøres på fra kæberanden og nedefter
Hos børn under 3 år og hos ældre smøres hele kroppen inkl. ansigt og hovedbunden
En voksen person skal bruge ca. en tube til indsmøring
En stor, voksen person kan bruge mere end én tube per indsmøring
Cremen tolereres godt og har lav toksicitet, men brændende og stikkende fornemmelse og kløe kan forekomme
Cremen skal sidde i 8-12 timer, hvorefter den vaskes af. Efter håndvask påsmøres ny creme på hænderne
Behandlingen gentages efter en uge hos den smittede
Man betragtes som smittefri 8-12 timer efter første behandling
Husstandskontakter og andre nære kontakter skal have behandling én gang. Har husstandskontakter haft symptomer på fnat, skal de behandles 2 gange med 1 uges mellemrum samtidig med den smittede
En del patienter vil allerede have prøvet permethrin behandlingen inden lægen involveres, og da kan alternativ behandling bruges
Svovlvaseline (receptpligtigt, magistrelt fremstillet præparat, Skanderborg eller Glostrup apotek) er en alternativ mulighed til topikal behandling
Systemisk behandling
Ivermectin er en receptpligtigt peroral behandling, og kan udskrives af praktiserende læge eller hudlæge
Er ikke nødvendigvis mere effektivt end permethrin1, men kan anvendes ved behandlingssvigt. Vær opmærksom på interaktioner med anden medicin, fx carbamazepin, fluconazol og verapamil
Andre medicinske behandlinger
Der har været rejst klinisk mistanke om resistens overfor behandling med permethrin creme og ivermectin tabletter. Der har i perioder været mange behandlingssvigt og behov for gentagne og alternative behandlinger, som f.eks. svovlvaselin (magistrelt). Det er imidlertid fortsat usikkert, om der foreligger en egentlig resistens, eller om behandlingssvigt skyldes manglende adherens til den besværlige behandling, og muligvis fornyet smitte
Ved behandlingssvigt er der flere tilgængelige behandlingsmuligheder, herunder ivermectin creme, tenutex creme og mere. For detaljer om dette se vejledning fra SST om behandling og og forebyggelse af fnat samt retningslinje fra Dansk Dermatologisk Selskab
Ved tilfælde af skorpefnat kombineres topikal og systemisk behandling
Årsager til persisterende kløe og udslæt efter behandling med permethrin
Forkert diagnose
Manglende compliance til behandling
Forkert eller utilstrækkelig brug af creme
Lokal reaktion på creme
Fortsat allergisk reaktion på midens produkter kan fortsætte i op til 6 uger, men bør aftage ved effektiv behandling
Reinfestation
Resistens overfor permethrin
Vedvarende kløe efter gennemført behandling og persisterende udslæt behandles med en gruppe II-III binyrebarkhormoncreme.
Opleves der behandlingssvigt med permethrin til trods for, at lægemidlet er anvendt korrekt, kan anden behandling forsøges.
Anden behandling
Det er helt essentielt, at behandlingen planlægges, så alle involverede behandles samtidigt, og at miljøtiltag gennemføres samtidig med behandlingen
Forebyggende behandling
Henvisning
Opfølgning
Plan
Hvis behandling og miljøtiltag er udført korrekt, kan man regne med, at scabiesmiden er død
Årsager til at behandlingsvigt kan være:
Forkert diagnose
Manglende compliance til behandling
Forkert eller utilstrækkelig brug af creme
Lokal reaktion på creme
Fortsat allergisk reaktion på midens produkter kan fortsætte i op til 6 uger, men bør aftage ved effektiv behandling
Reinfestation
Resistens overfor behandlingsmiddel
Ved en vellykket behandling vil kløen vedvare op til 6 uger. Nogle patienter vil derfor have behov for gruppe II-III binyrebarkhormoncreme og eventuelt systemisk antihistamin
Opfølgning efter behandling er normalt ikke nødvendig
Sygdomsforløb, komplikationer og prognose
Krustøs scabies
Crustøs scabies (skorpefnat) er scabies, der udvikles hos en person med nedsat immunforsvar. Her får scabies-miderne lov at formere sig igennem lang tid, inden symptomerne viser sig. Mideantallet på den enkelte person når derfor at blive meget højt (tusindvis af mider). Derfor er crustøs scabies langt mere smitsom end almindelig scabies - men miderne er de samme, og når der smittes til en person med normalt immunforsvar, opstår der almindelig fnat
Crustøs scabies behandles både topikalt og systemisk
Sygdomsforløb
Kløe som symptom på almindelig fnat opstår 2-6 uger efter førstegangssmitte
Ved fornyet smitte kommer kløen efter få dage
Ubehandlet kan scabies vare ved i månedsvis
Kløen vedvarer ofte i uger (op til 4-6 uger) efter succesfuld behandling
Komplikationer
Prognose
Med rigtig behandling er prognosen god, kløe og udslæt vil forsvinde
Behandlingen kan undertiden svigte, måske grundet resistens, og dels som følge af inadækvat behandling og re-infestation
Efter effektiv behandling svinder kløe og hudlæsioner almindeligvis helt efter seks uger
Baggrundsoplysninger
Definition
Scabies (fnat) er en intens kløende dermatose forårsaget af miden Sarcoptes scabiei
Hunmiden koloniserer stratum corneum, graver gange og lægger æg
Typiske lokalisationer:
Hos voksne finder man først og fremmest scabiesmider mellem fingrene og omkring håndleddene
Hos ældre kan scabies forekomme som et diffust, forkradset trunkalt udslæt
Hos børn kan ansigt, hårbund, håndflader og fodsåler blive afficeret
Forekomst
Hvor sygdommen overvejende tidligere fandtes som en seksuelt overført sygdom hos unge, findes den i dag også hyppigt hos efterskoleelever og hos plejekrævende ældre, hvor smitten viderebringes gennem plejepersonale
Prævalens af scabies i udviklingslande er meget høj
Etnicitet, klima og geografi
Ætiologi og patogenese
Scabiesinfestation hos mennesket skyldes miden Sarcoptes scabiei var hominis og indtræder, når den gravide hunmide graver sig ned i huden og lægger æg
Smitte sker ved nær kropskontakt
Smitte fra tøj og sengetøj forekommer
Kløen skyldes immunologisk sensibilisering (elementer af såvel type 1 som type 4 immunisering) hos den, som er smittet, og derfor ses hudforandringer også, hvor scabiesmiden ikke er til stede
Inkubationstiden før symptomerne forekommer er 2-6 uger, men kan ved reinfestation være 1-3 dage på grund af antistoffer, som tidligere er dannet mod miden
Scabies hos mennesker er en særlig human variant og smitter ikke til dyr (kæledyr). Scabiesmider der angriber f.eks. hunde, ræve eller ulve er en anden variant end den, der angriber mennesker. Den kan i sjældne tilfælde overføres til mennesker og give anledning til lettere kløe i et par dage, men udvikler sig ikke
Sarcoptes scabiei var hominis
Hunmiden er 0,3-0,5 mm lang, og kan netop ses med det blotte øje
Hunnen graver gange i stratum corneum og lægger dagligt 2-3 æg, der klækkes som larver efter 3-4 dage
Larverne bevæger sig til hudoverfladen, hvor de modner til voksne
På varm hud kan fnatmiden krybe med en hastighed på 2,5 cm per minut
Fnatmiden lever 2 måneder, og hunnen er fertil hele livet. Kort efter æglægningen befrugtes hun på ny af den betydeligt mindre hanmide
Ved etableret scabiesinfektion er gennemsnitsantallet af hunmider 5-15 per smittet person
Scabiesmider kan overleve 4 dage udenfor værten i rumtemperatur
Ved opvarmning til 50 grader er alle mider døde efter 10 minutter
Disponerende faktorer
Trange boligforhold og intim kontakt disponerer til scabies
Scabies kan være en seksuelt overført sygdom, men kan også ses hos ældre patienter med behov for pleje
Scabies kan overføres via inficeret tøj, sengetøj, håndklæder, sko, hovedtelefoner eller stofmøbler
Mennesker med svækket immunforsvar kan udvikle svær infestation med mange mider, kaldet crustøs scabies (skorpefnat)
Scabies kan smitte i institutioner, såkaldt institutionsfnat2
Smittespredning blandt skolebørn er sjælden, men på efterskoler, hvor unge bor tæt sammen, ses ofte udbrud – især i vintermånederne3 (jfr: Sundhedsstyrelsens udgivelse om håndtering af fnat på efterskoler)
ICPC-2
ICD-10
Patientinformation
Link til patientinformation
Link til vejledninger
Illustrationer
Billeder

Kløen ved scabies opleves som regel mest intenst efter, at patienten har lagt sig for at sove. Hos voksne finder man først og fremmest scabies mellem fingrene og rundt om håndleddene

Særligt hos ældre kan scabies forekomme som et diffust trunkalt udslæt

Scabiesgangene er gråhvide (luftholdige) tynde, slyngede, op til 10 mm lange, med hunmiden som et synligt sort punkt i enden af gangen

Hos børn kan ansigt, hårbund, håndflader og fodsåler afficeres

Scabies er en intenst kløende dermatose/infestation, forårsaget af miden Sarcoptes scabiei

Udbredt fnat hos lille barn. Foto venligst udlånt af Sofine Heilskov
Plancher eller tegninger