Det anbefales af bruge symptomscreening fra starten af et palliativt forløb, både på basalt palliativt niveau (primærsektoren og ikke-palliative sygehusafdelinger) og på specialiseret palliativt niveau (Palliative teams og hospice)1
Specialiserede palliative enheder i Danmark anvender symptomskemaer systematisk i klinisk praksis2
Dette erstatter dog aldrig en grundig anamnese og hvert symptom (ex. smerter) evalueres i forhold til:
- Intensitet
- Kvalitet
- Den tidsmæssige variation
- Lokalisation(er)
- Varighed
- Provokerende og lindrende faktorer
- Påvirkning af søvnkvantitet og –kvalitet
- Interaktion med andre symptomer (herunder psykologiske/sociale/eksistentielle)
EORTC QLQ-C15-PAL
(EORTC QLQ står for European Organisation for Research and Treatment of Cancer Quality of Life).
Symptomskemaet er en dansk udviklet og valideret forkortet version af EORTC QLQ-C30 til brug for cancerpatienter i palliativ fase. Patienten udfylder selv skemaet med 15 spørgsmål inklusive samlet livskvalitet.
Skemaet er valideret på mange sprog og indberettes til Dansk Palliativ Database fra alle palliative enheder i Danmark.
Skemaet leveres som pdf - beregnet til udskrift
PRO til basal palliation
De senere år er der udviklet et udvidet symptomscreeningsskema (PRO til basal palliation) til brug i palliative forløb på basalt niveau. Der er et pågående implementeringsarbejde på hospitalsafdelinger og i primærsektoren. Skemaet består af de samme 15 spørgsmål som i EORTC QLQ-C15_PAL samt yderligere 9 spørgsmål om mundtørhed, hævelser, intimitet, ensomhed, patientens rolle i familien, tanker om livet/situation og sociale problemer.
Skemaet er tilgængelig på PRO sekretariatets hjemmeside: Spørgeskemabank
CAM
Confusion Assessment Method er et valideret redskab til at identificere delirium hos voksne patienter i palliative forløb.
De diagnostiske kriterier er:
- Akut indsættende og fluktuerende forløb
- Uopmærksomhed
- Uorganiseret tankegang
- Ændret bevidsthedsniveau
For at stille diagnosen kræves, at 1 og 2 samt 3 eller 4 er til stede.
Se også tekst om CAM i klinisk retningslinje udgivet af DMCG-PAL3
Vejledninger