Diagnose
Diagnostiske strategier
Ved mistanke kan diagnosen stilles ved at bruge Confusion Assessment Method (CAM)1
Diagnostikken skal søge at klargøre den underliggende årsag, da delirium er potentielt reversibelt
En undtagelse er terminalt delirium som led i dødsprocessen
Symptomer og tegn på delirium
Delirium kan vise sig som glemsomhed, desorientering, ændret humør og opførsel
Agitation ses hos nogle (15-45%)
Hypoaktivitet ("stille delirium") ses også og er sværere at diagnosticere
Tilstanden er karakteriseret ved en akut debut
Kognitive forandringer:
Forstyrret opmærksomhed, tab af korttidshukommelse, svækket koncentrationsevne, desorientering mht. tid, sted og egne data
Forandret perception
Humørforandringer
Forandret aktivitet
Patienterne er ofte mindre aktive end sædvanligt, stille, tilbagetrukket og langsomme bevægelser
Patienterne kan også være præget af hyperaktivitet og foretagsomhed, f.eks. hvor patienten forsøger at komme væk fra seng/rum eller fjerne imaginære dyr og lignende
Kliniske fund
Supplerende undersøgelser i almen praksis
Hos patienter med delirium, som ikke er uafvendeligt døende, skal patienten gennemgås ift. udløsende årsager, f.eks infektion
Der tages evt. blodprøver: Hbg, infektionstal, væsketal, inkl. ioniseret Ca2+
Andre undersøgelser hos sygehusspecialist
Differentialdiagnoser
Behandling
Behandlingsmål
Generelt om behandlingen
Det vigtigste tiltag er at forsøge at identificere og eventuelt korrigere udløsende faktorer
Der bør først være fokus på nonfarmakologiske tiltag, og først derefter på farmakologiske tiltag
Et andet centralt mål er at sørge for patientens sikkerhed
Miljøtiltag / Nonfarmakologisk behandling2
Sørg for rolige, kendte omgivelser, ting og personer
Tidlig mobilisering, undgå immobilisering
Følg med kostindtag og væskebalance
Sørg for nødvendige hørelses- eller synshjælpemidler
Kontroller/behandle smerter
Hold øje med blære og tarmfunktion. Kateter kan være hjælpsomt ved urinvejsretention
Revider medicinforbrug (opmærksomhed på f.eks. kortikosteroider, TCA). OBS: Opioider, som gives fast og har været tålt gennem forløbet, giver sjældent anledning til delirium
Sørg for opretholdelse af døgnrytme og husk søvnhygiejniske tiltag
Medicinsk behandling
Hvis patienten er forpint af delirium, påbegyndes medicinsk behandling, mens udredning af udløsende faktorer pågår. Der er ikke evidens for, at ét antipsykotikum er bedre end andre3,4
Haloperidol er almindeligvis førstevalg, da det er langt billigere end de nye. Der startes med en lille dosis, og der observeres, hvordan patienten reagerer, hvorefter dosis eventuelt gentages. Man behandler så kort tid som muligt og med så lille dosis som muligt for at forhindre evt. parkinsonistiske bivirkninger
Andre antipsykotika
Kan være effektive ved delirium, og giver færre ekstrapyramidale bivirkninger end haloperidol
F.eks. risperidon 0,5-1 mg peroralt 2-3 gange dagligt eller olanzapin 2,5-5 mg peroralt eller subkutant én gang til natten
Benzodiazepiner kan tillægges antipsykotika ved hyperaktivt delirium, men er ikke anbefalet til behandling af delirium. F.eks. oxazepam 7,5-15 mg peroralt, lorazepam 1 mg peroralt eller midazolam 1-2,5 mg subkutant efter behov
Henvisning
Ved forpinthed trods ovennævnte behandling, ved kompliceret samlet symptombillede eller ved pårørende, der ikke magter situationen, kan der henvises til specialiseret palliativ enhed
Opfølgning
Baggrundsoplysninger
Definition
Delirium ved fremskreden sygdom
Delirium er en tilstand karakteriseret ved akut indsættende og fluktuerende ændringer i den mentale tilstand. Der er nedsat evne til at fastholde opmærksomhed, forstyrret, usammenhængende tankegang og tale, nedsat hukommelse og ændret bevidsthedsniveau (fra agiteret til sløv)3
Tilstanden er langt hyppigst udløst af underliggende somatiske årsager
Eventuelle udløsende årsager er vigtige at identificere, da tilstanden i så fald kan være reversibel4
Forekomst
Delirium udvikles hos mange i løbet af de sidste leveuger, og kaldes i så fald for terminalt delirium
Delirium er også en hyppig komplikation til somatisk sygdom hos uhelbredeligt syge, samt ældre med generelt svækket almentilstand
Forekomsten i studier svinger mellem 10% og 80% afhængig af patientpopulationen4
Hyppigheden afhænger af, hvor i sygdomsforløbet patienten befinder sig
Ætiologi og patogenese
Delirium kan have en række udløsende organiske årsager
ICPC-2
ICD-10/SKS-koder
Patientinformation
Link til vejledninger