Urinlækage hos kvinder

Michael Borre

Speciallæge

Basisoplysninger 

Definitioner

  • Urininkontinens er enhver ufrivillig urinlækage

  • Stressurininkontinens er ufrivillig urinlækage ved fysisk aktivitet eller øget intraabdominalt tryk, typisk ved hoste, nys, løft eller løb

  • Urgency er pludseligt opstået, stærk vandladningstrang, som er vanskelig at udsætte

  • Urgency-urininkontinens er ufrivillig urinlækage i forbindelse med eller umiddelbart efter urgency

  • Overaktiv blære (OAB) er et symptomsyndrom karakteriseret ved urgency, sædvanligvis ledsaget af øget vandladningsfrekvens og nykturi, med eller uden urgency-urininkontinens, når der ikke foreligger urinvejsinfektion eller anden oplagt årsag

  • Blandingsinkontinens er en kombination af stress- og urgency-urininkontinens

  • Overløbsinkontinens er urinlækage i forbindelse med kronisk urinretention og overfyldt blære

  • Funktionel inkontinens skyldes forhold uden for de nedre urinveje, f.eks. nedsat mobilitet eller kognitiv funktion

Klassificering

  • Let - dråbelækage 1-2 gange pr. måned

  • Moderat - dråbelækage daglig

  • Alvorlig - større lækagemængder mindst én gang ugentligt

Forekomst og risikofaktorer

  • Urininkontinens er meget almindeligt hos kvinder, og forekomsten stiger med alderen

  • Stressurininkontinens er hyppigst hos yngre og midaldrende kvinder, mens urgency- og blandingsinkontinens bliver hyppigere med stigende alder

  • Vigtige risikofaktorer er alder, graviditet og vaginale fødsler, overvægt, menopausale forandringer, genitalprolaps, kronisk hoste, obstipation, nedsat mobilitet, neurologisk sygdom samt tidligere bækkenkirurgi eller strålebehandling

  • Sværhedsgraden vurderes ud fra lækagens hyppighed og mængde, behov for hjælpemidler og påvirkning af dagligdag og livskvalitet

Diagnostisk tankegang

  • Formålet med den primære udredning er at:

    • klassificere inkontinensen som overvejende stress-, urgency- eller blandingsinkontinens

    • vurdere sværhedsgrad og påvirkning af livskvaliteten

    • identificere reversible eller medvirkende faktorer og udelukke alvorlig bagvedliggende sygdom

    • afklare patientens ønsker og motivation for behandling

  • Hos de fleste kvinder kan typen af urininkontinens afklares ved anamnese, klinisk undersøgelse og simple undersøgelser i almen praksis

Vær særligt opmærksom på

  • hæmaturi

  • recidiverende eller persisterende urinvejsinfektion

  • blære- eller bækkensmerter

  • betydelige tømningsproblemer eller urinretention

  • kontinuerlig urinlækage eller mistanke om fistel

  • betydende genitalprolaps

  • nyopståede neurologiske symptomer eller fund

  • tidligere større bækkenkirurgi eller strålebehandling

ICPC-2

ICD-10/SKS-koder

De vigtigste inkontinenstyper

Stressurininkontinens

  • Lækage optræder typisk samtidig med hoste, nys, latter, løft, løb eller anden fysisk aktivitet

  • Lækagen er oftest relativt lille

  • Tilstanden skyldes utilstrækkelig urethral lukkefunktion og/eller mangelfuld støtte af urethra og blærehals

  • Diagnosen kan oftest stilles ud fra sygehistorien og eventuelt objektiveres ved hostestresstest

Urgency-urininkontinens og overaktiv blære

  • Domineres af pludselig stærk og vanskelig udsættelig vandladningstrang

  • Ved urgency-urininkontinens forekommer ufrivillig urinlækage i forbindelse med urgency

  • Ofte forekommer samtidig hyppig vandladning og nykturi

  • Diagnosen er primært klinisk og understøttes af væske-/vandladningsskema

Blandingsinkontinens

  • Kombination af stress- og urgency-urininkontinens

  • Det bør afklares, hvilken komponent der generer patienten mest, da dette har betydning for behandlingen

Overløbsinkontinens

  • Skyldes typisk kronisk urinretention

  • Kan vise sig som hyppige små vandladninger, svag stråle, tømningsbesvær og sivende urinlækage

  • Diagnosen understøttes ved bestemmelse af residualurin, fortrinsvis ved ultralyd

Funktionel inkontinens

  • Forekommer især, når nedsat fysisk eller kognitiv funktion vanskeliggør rettidig adgang til toilettet

Andre årsager

  • Urinvejsinfektion, betydende genitalprolaps, fistel, neurologisk sygdom, blæresten, tumor samt følger efter bækkenkirurgi eller strålebehandling

Sygehistorie

Spørg til:

  • debut, varighed, hyppighed og mængde af urinlækage

  • situationer, hvor lækagen forekommer

  • urgency, vandladningshyppighed og nykturi

  • tømningsbesvær, svag stråle eller følelse af inkomplet blæretømning

  • dysuri, hæmaturi og recidiverende urinvejsinfektioner

  • væskeindtag, herunder kaffe og alkohol

  • obstipation

  • graviditeter og fødsler

  • menopausal status og symptomer på genitourinært syndrom i menopausen

  • tidligere gynækologisk/urologisk kirurgi og strålebehandling

  • neurologisk sygdom

  • medicin, især diuretika

  • mobilitet og vurder kognitiv funktion

  • påvirkning af livskvalitet, fysisk aktivitet og seksualfunktion

Patientens forventninger til udredning og behandling bør afklares.

Klinisk undersøgelse

Undersøgelsen tilpasses sygehistorien og omfatter efter behov:

  • abdominal undersøgelse med opmærksomhed på udfyldninger og palpabel blære

  • gynækologisk undersøgelse med vurdering af genitourinært syndrom i menopausen, genitalprolaps og bækkenbundsfunktion

  • fokuseret neurologisk undersøgelse ved mistanke om neurologisk årsag

  • hostestresstest med passende fyldt blære ved mistanke om stressurininkontinens

Supplerende undersøgelser

Urinundersøgelse

  • Urinundersøgelse indgår i den primære vurdering. Ved mistanke om urinvejsinfektion foretages relevant diagnostik og behandling

  • Hæmaturi udredes efter gældende retningslinjer

Væske-/vandladningsskema

  • Er særligt nyttigt ved urgency, urgency-urininkontinens, blandingsinkontinens, pollakisuri og nykturi og giver oplysninger om væskeindtag, vandladningshyppighed og -volumen, nykturi og inkontinensepisoder

  • Registrering i mindst tre døgn giver sædvanligvis et brugbart billede af vandladningsmønstret

Residualurin

  • Bør måles ved tømningssymptomer eller mistanke om urinretention og overvejes ved bl.a. recidiverende urinvejsinfektion, betydende prolaps, neurologisk sygdom eller tidligere relevant bækkenkirurgi

  • Residualurin bestemmes fortrinsvis non-invasivt ved ultralyd/blærescanning

Blodprøver

  • Rutinemæssige blodprøver er ikke nødvendige ved ukompliceret urininkontinens. HbA1c/glukose, kreatinin/eGFR og elektrolytter undersøges på relevant klinisk indikation

Urodynamisk undersøgelse

  • Er ikke rutinemæssigt indiceret ved ukompliceret stressurininkontinens eller før initial behandling af ukompliceret overaktiv blære

  • Kan overvejes ved diagnostisk usikkerhed eller kompliceret inkontinens, betydende tømningsproblemer, tidligere inkontinenskirurgi, mistanke om neurogen dysfunktion eller før invasiv behandling, hvis resultatet forventes at ændre behandlingsvalget

Cystoskopi og billeddiagnostik

  • Indgår ikke rutinemæssigt i udredningen af ukompliceret urininkontinens, men foretages på specifik indikation, f.eks. ved hæmaturi eller mistanke om fistel, sten, tumor eller anden strukturel sygdom

Tiltag og råd

Behandlingen afhænger af inkontinenstype, sværhedsgrad, komorbiditet og patientens præferencer

Generelle tiltag kan omfatte:

  • information og rådgivning

  • vægttab ved overvægt

  • tilpasning af uhensigtsmæssigt væskeindtag

  • reduktion af stort koffeinindtag, hvis dette forværrer symptomerne

  • behandling af obstipation

  • rygestop ved kronisk hoste

  • bækkenbundstræning

  • blæretræning ved urgency/OAB

  • relevante inkontinenshjælpemidler

Stressurininkontinens

  • Superviseret bækkenbundstræning i mindst tre måneder er førstevalgsbehandling. Ved utilstrækkelig effekt og fortsat betydende gener kan kirurgisk behandling overvejes efter speciallægevurdering

Urgency-urininkontinens/overaktiv blære

  • Initial behandling omfatter information, relevante livsstilsændringer, blæretræning og bækkenbundstræning

  • Ved utilstrækkelig effekt kan farmakologisk behandling med antimuskarint lægemiddel eller beta-3-adrenoceptoragonist overvejes under hensyntagen til effekt, bivirkninger, kontraindikationer og øvrig medicin

Blandingsinkontinens

  • Behandlingen individualiseres og rettes som hovedregel først mod den komponent, der generer patienten mest

Henvisning

Henvisning til speciallæge eller relevant hospitalsafdeling overvejes ved:

  • utilstrækkelig effekt af relevant konservativ behandling

  • ønske om kirurgisk behandling af stressurininkontinens

  • diagnostisk usikkerhed eller kompliceret inkontinens

  • betydende tømningsproblemer eller forhøjet residualurin

  • betydende genitalprolaps

  • hæmaturi, vedvarende smerter eller recidiverende urinvejsinfektioner i relevant klinisk sammenhæng

  • kontinuerlig urinlækage eller mistanke om fistel

  • tidligere inkontinenskirurgi, omfattende bækkenkirurgi eller strålebehandling

  • mistanke om neurologisk betinget dysfunktion eller anden alvorlig sygdom i urinvejene

Patientinformation

Hvad du bør informere patienten om?

  • Urininkontinens er almindeligt og forekommer hos kvinder i alle aldre

  • Tilstanden er oftest benign, men visse ledsagesymptomer kræver yderligere udredning

  • Behandling kan hos mange reducere symptomerne betydeligt og i nogle tilfælde medføre kontinens

  • Behandlingen afhænger af typen og graden af inkontinens samt patientens ønsker

  • Konservativ behandling kræver ofte en aktiv indsats over længere tid

  • Der findes relevante inkontinenshjælpemidler

Link til vejledninger

Hvad findes af skriftlig patientinformation

Kilder

Fagmedarbejdere

Michael Borre

Overlæge, professor dr.med., ph.d., Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital

Hans Christian Kjeldsen

Ph.d., praktiserende læge, Grenå

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

Disclaimer: Lægehåndbogen