Inkontinens hos mænd

Michael Borre

Speciallæge

Resumé

Diagnose

  • Urininkontinens er ufrivillig urinlækage og bliver hyppigere med stigende alder

  • De vigtigste former er stressurininkontinens, urgency-urininkontinens og blandingsinkontinens

  • Stressurininkontinens hos mænd ses især efter kirurgisk behandling af prostata, særligt radikal prostatektomi

  • Urgency-urininkontinens/overaktiv blære (OAB) kan forekomme alene eller sammen med andre nedre urinvejssymptomer (LUTS)

  • Kronisk urinretention kan medføre overløbsinkontinens

  • Basisudredningen omfatter anamnese, klinisk undersøgelse, urinundersøgelse og efter behov væske-/vandladningsskema, symptomscore samt bestemmelse af residualurin

Behandling

  • Behandlingen afhænger af inkontinenstype og tilgrundliggende årsag

  • Konservativ behandling omfatter information, relevante livsstilsændringer, blæretræning og bækkenbundstræning

  • Urgency-urininkontinens kan ved utilstrækkelig effekt af konservativ behandling behandles farmakologisk

  • Ved vedvarende generende stressurininkontinens efter prostatakirurgi kan kirurgisk behandling være indiceret

Henvisning

  • Henvisning til urolog overvejes ved kompliceret eller uafklaret inkontinens, betydende residualurin/retention, hæmaturi, recidiverende urinvejsinfektioner, neurologiske fund, mistanke om anden sygdom i urinvejene samt ved vedvarende generende inkontinens efter prostatakirurgi

Diagnose

Diagnostiske kriterier

  • Stressurininkontinens

    • Ufrivillig urinlækage ved fysisk aktivitet eller øget intraabdominalt tryk, f.eks. hoste, nys eller løft

    • Hos mænd ses tilstanden især efter kirurgisk behandling af prostata og hyppigst efter radikal prostatektomi

  • Urgency-urininkontinens

    • Ufrivillig urinlækage i forbindelse med eller umiddelbart efter pludselig stærk vandladningstrang (urgency)

    • Kan være led i overaktiv blære (OAB), som er karakteriseret ved urgency, sædvanligvis ledsaget af øget vandladningsfrekvens og nykturi, med eller uden urgency-urininkontinens

    • Kan forekomme sammen med infravesikal obstruktion/BPH, men også uden obstruktion

  • Blandingsinkontinens

    • Kombination af stress- og urgency-urininkontinens

  • Overløbsinkontinens

    • Urinlækage i forbindelse med kronisk urinretention og overfyldt blære

    • Kan skyldes infravesikal obstruktion eller nedsat detrusorkontraktilitet

  • Funktionel inkontinens

    • Urinlækage, hvor forhold uden for de nedre urinveje, f.eks. nedsat mobilitet eller kognitiv funktion, medvirker til, at patienten ikke når toilettet

    • Neurologisk sygdom kan medføre forskellige former for neurogen nedre urinvejsdysfunktion og inkontinens

Sygehistorie

  • Formålet er at klassificere inkontinensen, vurdere sværhedsgraden og identificere medvirkende eller alvorlig bagvedliggende sygdom
    Spørg til:

    • debut, varighed, hyppighed og mængde af urinlækage

    • situationer, hvor lækagen forekommer

    • urgency, vandladningshyppighed og nykturi

    • svag stråle, tømningsbesvær og følelse af inkomplet blæretømning

    • dysuri, hæmaturi og urinvejsinfektioner

    • tidligere prostata-, urethra- eller anden bækkenkirurgi

    • tidligere strålebehandling

    • neurologisk sygdom

    • obstipation

    • væskeindtag, herunder kaffe og alkohol

    • medicin, især diuretika

    • mobilitet og vurder kognitiv funktion

    • brug af inkontinenshjælpemidler

    • påvirkning af dagligdag og livskvalitet

  • Ved inkontinens efter prostatakirurgi bør tidspunktet for operationen, udviklingen i kontinens og lækagens sværhedsgrad afklares

Klinisk undersøgelse

Undersøgelsen tilpasses sygehistorien og kan omfatte:

  • abdominal undersøgelse med opmærksomhed på palpabel blære

  • inspektion af genitalia

  • rektaleksploration med vurdering af prostata, når dette er relevant

  • fokuseret neurologisk undersøgelse ved mistanke om neurologisk årsag

  • hostestresstest ved mistanke om stressurininkontinens

Supplerende undersøgelser i almen praksis

Urinundersøgelse

  • Urinundersøgelse indgår i den primære vurdering. Ved mistanke om urinvejsinfektion foretages relevant diagnostik og behandling. Hæmaturi udredes efter gældende retningslinjer

Væske-/vandladningsskema og symptomscore

  • Væske-/vandladningsskema er særligt nyttigt ved urgency, urgency-urininkontinens, pollakisuri og nykturi

  • Et valideret symptomskema, f.eks. DAN-PSS, kan anvendes ved samtidige LUTS

Residualurin

  • Residualurin bør bestemmes ved tømningssymptomer eller mistanke om urinretention og overvejes ved bl.a. recidiverende urinvejsinfektion, neurologisk sygdom og før visse behandlinger for OAB

  • Residualurin bestemmes fortrinsvis non-invasivt ved ultralyd/blærescanning

Blodprøver og PSA

  • Rutinemæssige blodprøver er ikke nødvendige alene på grund af urininkontinens

  • Kreatinin/eGFR, glukose/HbA1c og øvrige blodprøver foretages efter klinisk indikation

  • PSA måles efter gældende anbefalinger og efter information og stillingtagen til konsekvensen af et eventuelt forhøjet resultat

Undersøgelser hos specialist

Uroflowmetri

  • Uroflowmetri kan være relevant ved samtidige tømningssymptomer og udføres ofte som led i den urologiske udredning

  • Uroflowmetri kan stå alene eller være en del af en urodynamisk undersøgelse

Urodynamisk undersøgelse

  • Urodynamik er ikke rutinemæssigt nødvendig ved ukompliceret urininkontinens

  • Undersøgelsen kan overvejes:

    • ved diagnostisk usikkerhed eller kompliceret inkontinens

    • ved samtidige betydende tømningssymptomer

    • ved mistanke om neurogen dysfunktion

    • ved vedvarende eller nyopståede LUTS efter kirurgi

    • før invasiv behandling, hvis resultatet forventes at ændre behandlingsvalget

Cystoskopi og billeddiagnostik

  • Indgår ikke rutinemæssigt i udredningen af ukompliceret urininkontinens

  • Cystoskopi kan være indiceret ved f.eks. hæmaturi, mistanke om urethrastriktur eller blærehalsstenose samt anden mistanke om patologi i de nedre urinveje

Blevejningstest

  • Kan anvendes til objektiv kvantificering af urinlækagen, især ved vurdering af stressurininkontinens efter prostatakirurgi

Behandling

  • Behandlingen afhænger af inkontinenstype, tilgrundliggende årsag, sværhedsgrad, komorbiditet og patientens præferencer

Konservativ behandling

Kan omfatte:

  • information og rådgivning

  • hensigtsmæssigt og individuelt tilpasset væskeindtag

  • reduktion af stort koffein- og alkoholindtag, hvis dette forværrer symptomerne

  • behandling af obstipation

  • vægttab ved overvægt

  • rygestop, især ved kronisk hoste

  • blæretræning ved urgency/OAB

  • bækkenbundstræning

  • relevante inkontinenshjælpemidler

Ved efterdryp kan patienten instrueres i urethral malkning ved at presse/stryge fremad over perineum efter vandladning.

Urgency-urininkontinens/overaktiv blære

  • Initial behandling omfatter information, relevante livsstilsændringer, blæretræning og eventuelt bækkenbundstræning

  • Ved utilstrækkelig effekt kan behandling med antimuskarint lægemiddel eller beta-3-adrenoceptoragonist overvejes

  • Hos mænd med samtidige tømningssymptomer eller mistanke om infravesikal obstruktion bør blæretømningen vurderes, og behandlingen tilpasses den samlede LUTS-problematik

  • Ved behandlingsrefraktære symptomer kan specialistbehandling, herunder botulinumtoksin-injektion i detrusor eller anden specialiseret behandling, være relevant

Inkontinens ved infravesikal obstruktion

  • Infravesikal obstruktion/BPH kan være ledsaget af urgency, urgency-urininkontinens og ved svær kronisk retention overløbsinkontinens

  • Behandlingen rettes mod den tilgrundliggende LUTS/BPH-problematik og kan være konservativ, farmakologisk eller kirurgisk afhængigt af symptomer, objektive fund og komplikationer

Stressurininkontinens efter prostatakirurgi

Urininkontinens er almindelig umiddelbart efter radikal prostatektomi og bedres hos de fleste betydeligt i månederne efter operationen

  • Bækkenbundstræning kan fremskynde generhvervelsen af kontinens og bør tilbydes mænd med inkontinens efter radikal prostatektomi

  • Inkontinenshjælpemidler kan anvendes i rehabiliteringsperioden

  • Ved vedvarende betydende stressurininkontinens trods relevant konservativ behandling henvises til urologisk vurdering

Kirurgiske behandlingsmuligheder omfatter især:

  • male sling, primært ved let til moderat stressurininkontinens

  • artificiel urinvejssphincter (AUS), især ved moderat til svær stressurininkontinens

Tidligere strålebehandling, inkontinensens sværhedsgrad, urethrale forhold, manuel funktion og patientens præferencer indgår i valg af behandling.

Hjælpemidler

Afhængigt af inkontinenstype og sværhedsgrad kan anvendes:

  • absorberende hjælpemidler

  • uridom

  • i særlige situationer penisklemme

  • intermitterende eller permanent kateter ved samtidig betydende tømningsdysfunktion, når dette er indiceret

Valget bør individualiseres ud fra effekt, komfort, hudforhold, funktionsevne og patientens ønsker

Henvisning

Henvisning til urolog overvejes ved:

  • vedvarende generende inkontinens trods relevant konservativ behandling

  • stressurininkontinens efter prostatakirurgi, hvor kirurgisk behandling kan være relevant

  • diagnostisk usikkerhed eller kompliceret inkontinens

  • betydende tømningsproblemer eller forhøjet residualurin/urinretention

  • hæmaturi

  • recidiverende urinvejsinfektioner i relevant klinisk sammenhæng

  • vedvarende smerter

  • mistanke om urethrastriktur, fistel eller anden strukturel sygdom

  • neurologiske symptomer eller mistanke om neurogen dysfunktion

  • mistanke om malign sygdom i urinvejene

Opfølgning

  • Opfølgningen afhænger af årsag og behandling

  • Effekt, bivirkninger, vandladningssymptomer og inkontinensens betydning for patienten vurderes efter iværksat behandling. Ved manglende effekt revurderes diagnose og behandlingsstrategi

Sygdomsforløb og prognose

  • Prognosen afhænger af årsagen

  • Urgency-urininkontinens og OAB kan ofte reduceres betydeligt ved konservativ og eventuelt farmakologisk behandling

  • Efter radikal prostatektomi forbedres kontinensen hos de fleste over tid. Ved persisterende betydende stressurininkontinens findes effektive kirurgiske behandlingsmuligheder

ICPC-2

ICD-10/SKS-koder

Patientinformation

Patienten bør informeres om:

  • at urininkontinens er almindeligt og ofte kan behandles eller reduceres betydeligt

  • at behandlingen afhænger af typen og årsagen til inkontinensen

  • at bækkenbunds- og blæretræning kræver en aktiv indsats over tid

  • at der findes forskellige hjælpemidler under udredning og behandling eller ved vedvarende inkontinens

Hvad findes af skriftlig patientinformation

Animation

Socialmedicin

  • Bleer og andre hjælpemidler kan ved kronisk tilstand ansøges udleveret fra kommunens hjælpemiddelcentral

Patientorganisationer

  • Kontinensforeningen, Vester Farimagsgade 6, 1. sal - kontor 1029 1606 København V Tlf. 33 32 52 74, mail: info@kontinens.dk

Link til vejledninger

Illustrationer

Plancher eller tegninger

Kilder

Fagmedarbejdere

Michael Borre

Overlæge, professor dr.med., ph.d., Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital

Hans Christian Kjeldsen

Ph.d., praktiserende læge, Grenå

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

Disclaimer: Lægehåndbogen