Corpus vitreum blødning

Toke Bek

speciallæge

Resumé

Diagnose

  • Patienten henvender sig med pludselig synsnedsættelse på det ene øje
  • Diagnosen stilles ved inspektion af corpus vitreum i spaltelampe
  • Ved tætte blødninger, hvor nethinden ikke kan ses, skal der foretages ultralyd for at udelukke bagved liggende nethindeløsning

Behandling

  • Primært afventes spontan opklaring i ca. 1 måned
  • Ved manglende spontan opklaring foretages operativ fjernelse af blødningen (vitrektomi)

Henvisning

  • Ved pludseligt indsættende synsnedsættelse

Diagnose

Diagnostiske kriterier

  • En sygehistorie, der giver mistanke om blødning i corpus vitreum 
  • Diagnosen bekræftes ved oftalmologisk undersøgelse med observation af blod i corpus vitreum, evt. suppleret med ultralyd

Sygehistorie

  • Ofte er det primære symptom sløret syn
  • Almindeligvis er tilstanden ikke forbundet med smerter

Kliniske fund

  • Rød refleks
    • Der ses svag eller helt ophævet rød refleks
  • Nethinden
    • Indblikket til nethinden afhænger af blødningens omfang

Supplerende undersøgelser i almen praksis

  • Ingen

Andre undersøgelser hos specialist eller undersøgelse på sygehus

  • Ultralyd
    • For evt. at påvise nethindeløsning
  • CT eller MR?
    • Evt. for at udelukke perforation, intraokulært fremmedlegeme, afrevet n. opticus, eller intraokulær tumor

Differentialdiagnoser

Behandling

Behandlingsmål

  • Eliminere den tilgrundliggende årsag til blødningen så hurtigt som muligt
  • Evt. iværksætte tiltag for at begrænse komplikationer til blødningen

Generelt om behandlingen

  • Mindre blødninger resorberes af sig selv i løbet af få uger, mens større blødninger skal fjernes operativt
  • Når blødningen er resorberet, undersøges øjet og ved retinale karnydannelser behandles med laser og/eller intravitreal VEGF-hæmmer 
  • Ved meget tæt blødning, som ikke er resorberet inden for få måneder, er kirurgisk udtømning af blødningen, vitrektomi, indiceret
  • Vitrektomi foretages oftest ambulant

Håndtering i almen praksis

  • Ved pludseligt indsættende synsnedsættelse henvises til øjenlæge. Såfremt der findes blødning i corpus vitreum henviser øjenlægen til videre opfølgning og eventuel behandling på øjenafdeling

Råd til patienten

  • Holde sig fra voldsomme anstrengelser indtil blødningsårsagen er klarlagt

Medicinsk behandling

  • Evt. behandling af tilgrundliggende sygdom. Intravitreal behandling med VEGF-hæmmer kan komme på tale ved vasoproliferativ tilstand, der er årsag til blødningen 

Kirurgi

  • Fotokoagulation med laser ved vasoproliferativ tilstand eller ved retinal rift

Vitrektomi

  • Kan være indiceret for at fjerne træk på nethinden, som har været årsag til dannelsen af en retinal rift
  • Den uklare corpus vitreum suges ud og erstattes med fysiologisk saltvand
  • Vitrektomi er ikke indiceret før efter 1-2 måneder, hvis behandlingen af den tilgrundliggende årsag kan vente, fordi corpus vitreum i mange tilfælde kan klare op spontant uden kirurgi

Forebyggende behandling

  • Optimal behandling af evt. diabetes eller andre tilgrundliggende sygdomme

Henvisning

  • Henvis akut til øjenlæge eller øjenafdeling

Opfølgning

  • Ved vasoproliferative tilstande kan blødninger i corpus vitreum recidivere. Det er derfor vigtigt, at patienten er informeret om at henvende sig, hvis der kommer nye symptomer

Sygdomsforløb, komplikationer og prognose

Sygdomsforløb

  • Der kan være forvarsler i form af uklarheder i synsfeltet, men ellers debuterer tilstanden akut
  • Spontan opklaring foregår over uger til måneder

Komplikationer

  • Komplikationerne til corpus vitreum blødning er hemosiderosis bulbi med fotoreceptor toksicitet, glaukom, samt traktionsbetinget nethindeløsning

Prognose

  • Afhænger af den bagvedliggende ætiologi 

Baggrundsoplysninger

Definition

  • Corpus vitreum blødning er blødning i øjets glaslegeme
  • Tilstanden kan skyldes en rift i nethinden eller en spontan blødning fra et nydannet blodkar
  • Blødning i corpus vitreum kan variere i omfang fra en beskeden subklinisk tilstand til en større blødning med udtalte kliniske manifestationer
  • Graden af synspåvirkning afhænger af blødningens lokalisation og tæthed

Forekomst

  • Prævalensen af corpus vitreum blødning kendes ikke i detaljer, men er sjælden i den almene befolkning
  • Proliferativ retinopati den hyppigste årsag til corpus vitreum blødning

Corpus vitreums anatomi og fysiologi

Anatomi

  • Corpus vitreum er omgivet af i hyaloidmembranen, som bagtil ligger op af nethinden, og fortil af corpus ciliare, zonulatrådene og bagerste linsekapsel

Fysiologi

  • Hos voksne er corpus vitreums volumen ca. 4 ml, og udgør derved ca. 80 % af øjeæblet
  • Corpus vitreum består af ca. 99 % vand, og den resterende 1 % er for det meste collagen og hyaluronsyre. Disse komponenter sørger for corpus vitreums gelatinøse, men gennemsigtige struktur
  • Corpus vitreum er avaskulært

Ætiologi og patogenese

  • En hyppig årsag er blødninger fra karnydannelser ved proliferativ diabetisk retinopati
  • Rifter i den sensoriske nethinde kan også være årsag til corpus vitreum blødning
  • Andre årsager er veneokklusioner med retinal karnydannelse, traumer og spontane rifter
  • I sjældne tilfælde kan gennembrud af  subarachnoidalblødning via opticusskederne eller gennemvoksede choroidale blodkar ved exsudativ aldersrelateret makuladegeneration være ledsaget af blødning i corpus vitreum

Patofysiologi

  • Følgende patologiske mekanismer kan være skyld i en blødning: Sygdomme i nethinden, traumer og/eller blødning fra en anden intraokulær kilde
  • Blødninger, som er lokaliseret i rummet mellem corpus vitreum og nethinden vil ofte undergå fibrøs organisering
  • Mindre blødninger i corpus vitreum vil opløses spontant

Disponerende faktorer

  • Retinale vasoproliferative tilstande
  • Traumer
  • Subarachnoidalblødninger
  • Retinale rifter

    ICPC-2

    ICD-10

    Patientinformation

    Link patientinformation

      Link til vejledninger

      Kilder

      Supplerende læsning

       

      Fagmedarbejdere

      Toke Bek

      prof., overlæge, dr. med, Øjenafdelingen, Aarhus Universitetshospital

      Erling Peter Larsen

      speciallæge i almen medicin, Silkeborg

      Har du en kommentar til artiklen?

      Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

      Indhold leveret af

      Lægehåndbogen

      Lægehåndbogen

      Kristianiagade 12

      2100 København Ø

      DisclaimerLægehåndbogen