Fagmedarbejdere
Øjendrypning
Basisoplysninger
- Øjets optiske system er avaskulært, og dermed svært tilgængeligt for medikamentel terapi via blodbanen
- Øjets overfladiske beliggenhed giver imidlertid mulighed for at opnå en terapeutisk effekt ved diffusion af lægemidler appliceret direkte på øjets overflade
- Øjendrypning kan foretages med diagnostiske og terapeutiske formål
- Øjendråber er konserveret, så en dråbeflaske kan holde sig anbrudt i køleskab i 1 måned. Konserveringsmidlet bevirker, at øjendråber kun kan anvendes til udvortes brug
- Der gælder samme principper ved anvendelse af øjensalve, som har den fordel at have en længere virkning end øjendråber, men at kunne smitte af på tøjet og omgivelserne
Normale fund
- En øjendråbe har et volumen på ca. 50 µl, men da tårevæskens volumen kun er på ca. 10 µl, vil størsteparten af øjendråben med det aktive lægemiddel blive drænet bort gennem de fraførende tåreveje til næsesvælget
Aktuelle indikationer
- Ved relevant indikation for øjendrypning med et diagnostisk eller terapeutisk formål
Kontraindikationer
- Allergi over for øjendråber
- Oftest skyldes reaktionen en overfølsomhed for konserveringsmidlet, men der kan også være overfølsomhed over for indholdsstoffer. Reaktionen er allergisk konjunktivitis
- Uønsket lokal bivirkning
- Akut glaukom behandles med pupilkontraherende øjendråber og iridocyklitis med pupiludvidende øjendråber. Den modsatte behandling er imidlertid kontraindiceret, da dette kan forværre de nævnte tilstande
- Iridocyklitis behandles med øjendråber indeholdende steroid, som imidlertid hos omkring 10 % af befolkningen kan udløse en intraokulær trykstigning. Disse patienter skal derfor have kontrolleret øjentrykket efter drypning med steroidholdige øjendråber
- Systemisk absorption
- Ved reduktion af øjentrykket med betablokkere kan systemisk absorption medføre kardiovaskulære bivirkninger. Ved astma bronkiale eller anden kardiopulmonal sygdom skal man derfor overveje kardioselektive betablokkere
Patientforberedelse
- Patienten informeres om at lægge hovedet tilbage, og at øjendråben lægges i slimhinden efter, at nedre øjenlåg er trukket let ud
- Der informeres om, at øjendråben kan give kortvarig svie. Der informeres endvidere om, hvor længe øjendråben forventes at virke, samt hvornår dråben evt. skal gentages
Undersøgelsen
Procedure
- Patienten anmodes om at lægge hovedet tilbage, hvorefter man trækker nedre øjenlåg ned med en finger. Øjendråben lægges derefter i den slimhindebegrænsede hulning, som dannes mellem øjenlågets bagside og øjets overflade. Man lader patienten blinke et øjeblik, og tørrer herefter overskydende væske væk fra huden
Forholdsregler
- Man skal sikre sig, at indikationen er korrekt, og at patienten ikke har nogen kendt allergi eller intolerance over for indholdsstoffet
Fejlkilder
- Ved utilstrækkelig virkning skal man sikre sig, at dråben er kommet ind i øjet
- Det kan imidlertid være nødvendigt at dryppe flere gange
- Virkningen er generelt dårligere i brune øjne, da melaninpigmentet absorberer og binder det aktive lægemiddel, men man kan også her få en effekt ved at dryppe flere gange
Vurderinger ved unormale fund
- Er den tilsigtede effekt opnået?
- Udvikles der allergisk konjunktivitis?
Opfølgning ved unormale fund
- Bør altid vurderes af en øjenlæge
Patientinformation
- Ingen
Kilder
Har du en kommentar til artiklen?
Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.Indhold leveret af