Somatisering er et klinisk begreb for kropslige symptomer og helbredsbekymring, hvor symptomerne ikke fuldt ud kan forklares ved påviselig somatisk sygdom, eller hvor symptomernes intensitet, varighed eller funktionspåvirkning ikke står i rimeligt forhold til de objektive fund
Begrebet overlapper med funktionelle symptomer, funktionelle lidelser, helbredsangst og vedvarende fysiske symptomer, men er ikke identisk med alle disse tilstande
Funktionelle lidelser er en nutidig betegnelse for tilstande med vedvarende fysiske symptomer, hvor samspillet mellem krop, nervesystem, psykologiske faktorer og sociale forhold har betydning for symptomer, funktionsniveau og sygdomsforløb
Tilstanden skal ikke forstås som “indbildt sygdom”. Symptomerne er reelle og kan være forbundet med betydelig lidelse og funktionsnedsættelse
Helbredsangst betegner primært frygt for alvorlig sygdom, mens funktionelle symptomer/funktionelle lidelser primært betegner belastende kropslige symptomer og funktionspåvirkning
Somatisering findes i alle grader fra forbigående og milde symptomer til langvarige og svært funktionsnedsættende tilstande
Kropslige symptomer uden entydig somatisk forklaring er meget hyppige i almen praksis og forekommer både hos raske, hos patienter med somatisk sygdom og hos patienter med psykiske lidelser
Kun en mindre del udvikler langvarige og svært funktionsnedsættende funktionelle lidelser
Funktionelle lidelser er hyppige i befolkningen, men prævalensangivelser varierer betydeligt afhængigt af definition, population og metode
Funktionelle symptomer ses hyppigere ved belastning, kronisk sygdom, angst, depression, PTSD, traumer, social belastning og hos patienter med tidligere langvarige eller komplekse udredningsforløb
Hos flygtninge og andre traumatiserede grupper kan kropslige symptomer være tæt forbundet med PTSD, depression, belastning og tidligere traumer
Hos børn og unge kan funktionelle symptomer vise sig som fx smerter, træthed, svimmelhed, mavegener eller neurologisk-lignende symptomer og bør vurderes i sammenhæng med familie, skole, søvn, aktivitet, fravær og trivsel
Afklar om der er tegn på somatisk sygdom, som kræver udredning eller behandling
Afklar om symptomerne kan være bivirkninger, abstinenser, rusmiddelrelaterede eller led i anden kendt sygdom
Vurder samtidig psykiske lidelser, især angst, depression, PTSD, belastningsreaktion, helbredsangst og rusmiddelproblemer
Vurder funktionsniveau, symptomernes varighed, patientens sygdomsforståelse, belastningsfaktorer og tidligere udredningsforløb
Undgå både underudredning og gentagen udredning uden klar klinisk indikation
Tidlig, tydelig og anerkendende forklaring kan mindske risiko for kronificering, unødige undersøgelser og tab af funktion
Patienterne søger læge for at få afklaret et somatisk symptom eller en bekymring om somatisk sygdom, som de er bange for at have
Patienter med denne type problemer udgør en betydelig andel af klientellet i almen praksis og hos en række praktiserende speciallæger
Patienterne søger ofte hjælp og udredning flere gange, da den beroligelse som et negativt resultat giver dem, kun er kortvarig
Somatisk sygdom må ikke overses
Mange somatiske sygdomme kan give både kropslige og psykiske symptomer
Funktionelle symptomer og somatisk sygdom kan forekomme samtidig
Nye symptomer, ændret symptomkarakter, objektive fund, vægttab, feber, natlige symptomer, neurologiske udfald, anæmi, blod i afføring/urin eller andre alarmsymptomer skal vurderes efter almindelige kliniske principper
Det er vigtigt at undgå for tidlig lukning af diagnostikken, men også at undgå gentagne undersøgelser uden ny klinisk begrundelse
Sjældne sygdomme bør overvejes ved atypisk forløb, objektive fund eller manglende sammenhæng mellem tidligere vurdering og aktuelt sygdomsbillede
Organisk sygdom skal selvsagt udelukkes på en adækvat måde (sådan som symptomet ville blive udredt hos alle andre patienter)
Der skal undersøges for primær psykiatrisk lidelse
De mest aktuelle er depression, angstlidelse, skizofreni og paranoide lidelser - i denne rækkefølge
Spørg om relevante symptomer i forhold til mulige somatiske differentialdiagnoser
Spørg om tidligere sygdomme og resultater af undersøgelser
Indhent epikriser evt.
Er sygehistorien påfaldende?
Er sygehistorien præget af samme eller meget skiftende klager?
Mener patienten selv at have mere bekymring for helbredet end andre?
Er der klare psykosociale belastninger knyttet til symptomerne/bekymringen?
Undersøg for tidligere psykiatriske lidelser og spørg om andre symptomer på sådan lidelse for at klarlægge mulig somatisering
Ved en somatiseringslidelse er det vanskeligt at foretage en balanceret udredning
Gør man for lidt, kan patienten føle sig mistænkeliggjort eller ikke taget alvorligt, og man risikerer samtidig at overse alvorlig sygdom
Foretager man stadig nye undersøgelser, kan både lægen og patienten blive frustrerede over de gentagne normale fund. Undersøgelserne kan desuden være ubehagelige, dyre eller indebære en risiko for patienten. Man øger også risikoen for tilfældige fund uden patologisk betydning, som kan skabe øget uro hos patienten
Stop undersøgelserne, dér hvor du ellers ville have stoppet dem
Vær, som ellers, åben for at revurdere situationen, hvis der kommer nye momenter. Husk, at patienter med helbredsangst eller somatiseringslidelse også kan få somatisk sygdom. Undersøgelser over tid viser, at læger kan tage fejl
Undersøgelser ud over det, der er nødvendigt for at afklare patientens tilstand på en rimelig måde, bør undgås, da de kan bidrage til øget angst og tvivl hos patienten
Nye symptomer skal vurderes, men skal ikke nødvendigvis føre til ny udredning
Faste kontrolrutiner kan hindre tilfældige akuttider og brug af lægevagt
De færreste patienter med somatiseringslidelse er interesserede i psykiatrisk kontakt, men ved vedvarende eller tilbagevendende gener kan det foreslås som støtte til at håndtere symptomerne
Undgå at være bastant i formidlingen af diagnosen. Nogle patienter kan have svært ved at genkende eller acceptere forklaringen, og en konfronterende tilgang er sjældent hensigtsmæssig
I flere byer findes der liaisonenheder, der interesserer sig for disse patienter og tilbyder dem behandling
Man bør hjælpe patienten med at mestre og lindre symptomerne frem for hele tiden at lede efter nye årsager
Lad patienten tale ud om sine bekymringer, og inddrag samtidig patienten i lægens vurderinger
En god og kontinuerlig behandling kan mindske behovet for gentagne konsultationer og yderligere kontakt med sundhedsvæsenet
Behandlingen afhænger af symptomernes sværhedsgrad, funktionspåvirkning, komorbiditet og patientens egen forståelse og mål
Centrale elementer er en fast behandlerrelation, anerkendende kommunikation, en fælles forklaringsmodel, planlagt opfølgning, reduktion af unødvendig udredning og fokus på funktion
Det er vigtigt at diagnosticere og forklare tilstanden tidligt for at mindske risiko for kronificering, iatrogene skader, unødige indgreb og tab af funktion
Behandlingen bør ikke præsenteres som “psykisk” i modsætning til “fysisk”, men som en samlet behandling af kropslige symptomer, funktion og belastning
TERM-modellen kan anvendes som konsultationsmodel i almen praksis. De centrale elementer er:
Forståelse af symptomer, sygdomsforståelse, bekymringer og belastninger
Lægens vurdering og afgrænsning af relevant udredning
Forhandling af fælles forklaringsmodel
Plan for opfølgning, egenhåndtering og eventuel henvisning
Håndtering af langvarige forløb med få behandlere, tydelige aftaler, funktionelle mål og inddragelse af pårørende ved behov
Psykologisk behandling, fx kognitiv adfærdsterapi eller anden symptomhåndterende behandling, kan være relevant ved vedvarende symptomer, helbredsangst, depression, PTSD eller betydeligt funktionstab
Fysisk aktivitet, gradvis genoptræning, søvnregulering, smertehåndtering og rehabiliterende indsatser kan være relevante afhængigt af symptomprofil
Farmakologisk behandling er ikke en generel behandling af somatisering eller funktionelle lidelser, men kan være relevant ved komorbid depression, angst, søvnproblemer eller udvalgte smerteproblematikker
Ved kroniske smerter bør medicinsk behandling først overvejes efter smertemekanistisk og biopsykosocial vurdering og med tydelige behandlingsmål, monitorering og seponeringsplan
Antidepressiva i lav dosis eller antiepileptika bør ikke beskrives som generel behandling af somatisering, men kun som mulig behandling ved specifikke smertetilstande efter vanlig klinisk vurdering
Giv patienten information om, at du ikke finder tegn til somatisk sygdom, og at du regner med, at symptomerne vil fortage sig efter en tid (det plejer de)
Referencer
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
