Måling af homocystein er primært relevant ved mistanke om medfødt homocysteinuri
Ved afklaring af B-12 mangel er methylmalonat mere specifik1
Homocystein betragtes ikke længere som risikofaktor for hjerte- og karsygdom. Er formentlig associeret med småkarssygdom i hjernen2,3,4
Definition
Koncentrationen af homocystein i plasma, målt i mikromol per liter (µmol/L)
Homocysteinuri: arvelige sygdomme i homocystein metabolismen med svært forhøjet homocystein i blodet, øget forekomst af tromboemboliske sygdomme og cognitive symptomer. Skyldes mangel eller defekter på specifikke enzymer
Synonymer
Hcy; Total homocystein; tHcy; P-Homocystein
Indikationer
Mistanke om hyperhomocysteinuri, herunder undersøgelse af familiemedlemmer til patienter med sygdommen samt ved udredning for trombofili
Det anbefales ikke på nuværende tidspunkt at undersøge homocystein i udredning for demens eller for risiko for småkarssygdom
Fortolkninger
Om homocystein som risikofaktor for hjertekarsygdom2,5
Forhøjet homocystein i blodet er associeret med øget forekomst hjerte- og karsygdom, men behandling og nedsættelse af niveauet nedsætter ikke risikoen for hjerte-karsygdom
Dette er vist i interventionsstudier med især folinsyre og vitamin B12, som hos de fleste mennesker kan sænke homocystein betydeligt. Resultaterne af disse studier har, samlet set, været negative. Det vil sige, at der ikke har kunnet ses nogen reduktion i risikoen for hjerte- og karsygdom ved at sænke P-Homocystein, og i øvrigt heller ikke i risikoen for cancer eller død ved lettere til moderat P-Homocystein forhøjelser6
Studier peger dog på, at sænkning af homocystein med vitamin B12 kan forebygge småkarssygdom i hjernen (apopleksi) i særlige undergrupper herunder:
voksne yngre end 69 år
ikke i folat-tilskud
forhøjet homocystein eller kolesterol
ikke behandlet med acetylsalicylsyre eller lipidsænkende drugs 7,8,9
Patienter med homocysteinuri har øget risiko for blodpropper i arterier og vener, men ved behandling nedsættes denne risiko
Svært forhøjede værdier (> 100 µmol/L)
Ses ved homocystinuri, dvs. homozygoti for mutation i genet for enzymet cystationin beta-syntase (CBS) eller enzymer involveret i remethylering, eksempelvis methylentetrahydrofolat reduktase (MTHFR)
Vitamin B12 afhængige defekter
Moderat forhøjede værdier (40-100 µmol/L)
Ses ved vitamin B12 mangel og/eller folatmangel i længerevarende forløb med udvikling af megaloblastær anæmi, herunder malabsorptions sygdomme og perniciøs anæmi
MTHFR polymorfismer i kombination med folatmangel
Nedsat glomerulær filtrationshastighed (GFR) og især manifest nyreinsufficiens medfører let til moderat forhøjede værdier
Sygdomme med øget celleomsætning medfører ofte forhøjede værdier, fx cancer (især leukæmier), psoriasis og inflammatoriske tarmsygdomme
Let forhøjede værdier (15 - 40 µmol/L)
Lettere
Hypothyreose er associeret med let til moderat forhøjede værdier
Behandling med methotrexat, antiepileptika, metformin, teofyllin, L-dopa, og ciclosporin
Variationer i P-Homocystein kan være et resultat af en lang række almindelige forhold og faktorer
Genetisk variation, og hér især en almindelig polymorfi i genet for MTHFR
Køn og alder: Mænd har højere værdier end kvinder, og homocystein stiger med alderen
Kropsvægt: Overvægtige har højere værdier
Muskelmasse: Muskuløse personer har (lidt) højere værdier
Levevaner, tilskud og medicin
Øger:
Rygning
Højt kaffeforbrug
Højt alkoholforbrug
Nedsætter:
Fysisk aktivitet (sport)
Kost med mange grøntsager og megen frugt
Vitaminpiller med B-vitaminer
P-piller og østrogen
Biokemisk baggrund
Homocystein er en svolvholdig aminosyre (2-amino-4-sulfanylbutansyre; se formlen hér) som dannes fra methionin
Methionin er en essentiel aminosyre, dvs. en aminosyre vi ikke selv kan producere, men skal have tilført i proteiner med kosten
Konverteringen af methionin til homocystein, og tilbagedannelsen af homocystein til methionin, indgår i en vigtig cyklus med metylering af proteiner, lipider, kulhydrater, DNA etc.
Som det ses af diagrammet nedenfor, er metabolismen af homocystein også tæt sammenkoblet med omsætningen af folat, og er afhængig af B-vitaminer og mange enzymer
Homocysteins metabolisme
(Klik på diagrammet for at se det i stort format. Diagram udarbejdet af fagredaktør og speciallæge i klinisk biokemi og dr.med., Ulrik Gerdes)
Homocysteins metabolisme er kompleks, men hér er nogle nøgleinformationer til brug i klinisk praksis
Der findes nogle sjældne, dysfunktionelle mutationer i genet for enzymet cystathionin beta-syntetase (CBS), som medfører meget forhøjet homocystein og udskillelse af store mængder homocystein i urinen (homocysteinuri)
Der findes flere almindelige genomiske varianter af enzymet metylen-tetrahydrofolat reduktase (MTHFR), som er associerede med forskelle i P-Homocystein, men den kliniske betydning er meget beskeden10
Omkring 10 % af den danske befolkning er fx homocygote for c.677 C>T varianten og har i gennemsnit et 25 % højere niveau af P-Homocystein end andre
Vitamin B12-mangel øger P-Homocystein, fordi enzymet methionin syntetase (MS) er hæmmet uden vitaminet
Folatmangel øger P-Homocystein, fordi omdannelsen til methionin via MS bliver hæmmet, hvis omsætningen af folat er nedsat, dvs. når den lilla cyklus i figuren ovenfor kører for langsomt
Mangel på vitamin B2 (riboflavin) og/eller vitamin B6 (pyridoxin, pyridoxamin og pyridoxal) øger P-Homocystein, fordi CBS og andre enzymer er hæmmede uden disse
Prøvetagning
Patientforberedelse
Som regel ingen
Patienten bør dog undgå at spise proteinholdige måltider dagen før prøvetagningen, da det øger P-Homocystein
Veneblodprøve i et rør med EDTA
Prøven skal centrifugeres og plasma afpipetteres indenfor 30-60 minutter, da homocystein ellers lækker fra erytrocytterne og giver højere plasmakoncentrationer
Plasma er holdbart 1-2 døgn ved stuetemperatur og 1-2 uger ved 4oC
Referenceintervaller og grænseværdier
Der kan findes betydelige forskelle i referenceintervallerne fra laboratorium til laboratorium, herunder også i afgrænsninger af køns- og aldersspecifikke intervaller
Det skyldes især forskelle i de anvendte referencepopulationer, men kan også skyldes forskelle i de anvendte målemetoder11
De øvre grænser ligger ofte ret lavt i forhold til fordelingerne i en almindelig befolkning, dvs. at man finder mange "forhøjede værdier", hvis analysen anvendes på vide indikationer
Grænseværdierne er pragmatisk definerede kategorier12
Lyngbye J, Kjær A, Ladefoged SA, Nissen PH. Lyngbyes laboratoriemedicin. 2. udg. København. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S. 2010.
Ganguly P and Alam SF.. Role of homocysteinein the development of cardiovascular disease. Nutr J. 2015; 14.; 1-10.
Vis kilde
Lühmann et al. Wie ist der derzeitige Stellenwert der Homozysteinbestimmung im Blut als Risikofaktor für die koronare Herzkrankheit (KHK)? GMS Health Technology Assessment 2007, Vol. 3, ISSN 1861-8863.
Spence JD. Homocysteine lowering for stroke prevention: Unravelling the complexity of the evidence. Int J Stroke. 2016; 11.; 744-7.
Vis kilde
Gerrard A, Dawson C. Homocystinuria diagnosis and management: it is not all classical. J Clin Pathol. 2022..
Vis kilde
Clarke R, Halsey J, Bennett D, Lewington S. Homocysteine and vascular disease: review of published results of the homocysteine-lowering trials. J Inherit Metab Dis. 2011; 34.; 83-91.
Vis kilde
McCaddon A, Miller JW. Homocysteine-a retrospective and prospective appraisal. Front Nutr. 2023; 10.; 1179807.
Vis kilde
Larsson SC, Traylor M, Markus HS. Homocysteine and small vessel stroke: A mendelian randomization analysis. Ann Neurol. 2019; 85.; 495-501.
Vis kilde
Cajavilca CE, Gadhia RR, Román GC. MTHFR; Gene Mutations Correlate with White Matter Disease Burden and Predict Cerebrovascular Disease and Dementia. Brain Sci. 2019; 9.; 211.
Vis kilde
Wald DS, Morris JK, Wald NJ. Reconciling the evidence on serum homocysteine and ischaemic heart disease: a meta-analysis. PLoS One. 2011; 6.; e16473.
Vis kilde
Aparicio-Ugarriza R, Palacios G, Alder M, González-Gross M.. A review of the cut-off points for the diagnosis of vitamin B12 deficiency in the general population. Clin Chem Lab Med. 2015; 53.; 1149-59.
Vis kilde
Bolander-Gouaille C. Focus on homocysteine. Paris. Springer-Verlag France. 2000.
Fagmedarbejdere
Nete Hornung
Cheflæge, Klinisk biokemisk afdeling, Hospitalsenheden Vest
Jette Kolding Kristensen
praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet
Har du en kommentar til artiklen?
Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.