Allergi er ofte en arvelig betinget sygdom, såsom astma, høfeber og børneeksem. Derfor har du større risiko for at udvikle allergi end andre, hvis dine forældre eller søskende har eller har haft allergi eller allergiske sygdomme. Nogle mennesker udvikler allergi, selvom ingen andre i familien har det.
Allergi er en overreaktion af kroppens immunforsvar over for helt almindelige stoffer, der egentligt er ufarlige for kroppen, og som derfor burde tåles.
Allergiske reaktioner opstår som følge af en fejltolkning fra kroppens eget immunsystem.
Normalt er immunsystemet indrettet til at producere antistoffer, som skal beskytte kroppen mod mikroorganismer, fx bakterier, virus eller parasitter.
Ved allergiudvikling danner kroppen antistoffer mod stoffer i omgivelserne, som normalt ikke er skadelige. Disse normalt uskadelige stoffer kaldes allergener.
Der er størst risiko for at udvikle allergi over for de allergifremkaldende stoffer, som man dagligt er i kontakt med. De mest almindelige er kæledyr med pels (fx hund, kat, hest, kanin), husstøvmider, pollen og fødevarer. Allergi kan også fremkaldes af det, du arbejder med.
Se animation om allergier
Allergisymptomerne viser sig typisk kort tid efter, at man er blevet udsat for det, man reagerer overfor.
Det handler oftest om minutter, dog kan reaktionen også komme efter nogle få timer. Symptomerne kan strække sig fra lettere gener til alvorlig og i sjældne tilfælde livstruende reaktioner, også kaldet anafylaktisk shock.
Det er individuelt, hvor meget allergenpåvirkning der skal til, før du får allergisymptomer. Nogle mennesker med allergi, fx over for kat, kan reagere, hvis sidemanden i bussen har katteallergener på sit tøj. Andre vil ikke få symptomer af så lille en mængde allergen.
Allergireaktionen udløses af såkaldte IgE-antistoffer, særlige allergi-antistoffer som er specifikke for de enkelte allergifremkaldende ting, dvs. allergener. Man taler her om ’straks-allergi’.
Allergisymptomer kan vise sig som høfeber, astma, mavegener, nældefeber eller eksem.
Luftvejsallergi | Gentagende nysen, tilstoppet næse, kløe i næse og øjne, løbende næse og øjne, hovedpine, træthed, dårlig søvn, hoste astma |
Fødevareallergi | Forværring af eksem, udslæt (nældefeber), hævelser, kløe i mund og hals, mavesmerter, diarré, opkast, forstoppelse, vejtrækningsbesvær |
Kontaktallergi | Kløe på huden, eksem, blærer, sår. Tyk og tør hud, der skaller |
Mange kender til pollenallergi med tæthed i næsen, næsekløe, rindende næse og nyseture samt røde og kløende øjne, der løber i vand.
Dette er en allergiform, som skyldes pollen (oftest birk og græs) og symptomerne vil typisk opstå i løbet af pollensæson, dvs. forår til sommer. Pollenstøvet er et allergen, som fører til, at man får en allergisk immunreaktion lokalt i øjne og næse - eller længere nede i luftvejene, hvor symptomerne vil vise sig som astma.
Andre kan være allergiske over for enkelte fødevarer. Disse personer vil få symptomer både fra fordøjelses-systemet og samtidigt også fra andre organer, fx hud og luftvejene. Det skyldes, at allergenet optages i blodet og giver udslag flere steder. Eksempler på sådanne symptomer kan være udslæt som nældefeber på huden.
Kontaktallergi i huden er en anden form for overfølsomhed, hvor hudkontakt med ting som metaller (fx nikkel), kemiske forbindelser, kosmetika og div. proteinstoffer fra fødevarer eller planter kan give anledning til allergiske cellereaktioner, der først udvikles et par døgn efter udsættelsen.
Der er ikke allergi-antistoffer indblandet i de overfølsomhedsreaktioner, der viser sig ved eksem. Man taler i denne sammenhæng om 'forsinket' allergi.
Når man har allergi, er det vigtigt at undgå at blive udsat for de ting, man ikke kan tåle. Nogle ting vil det være praktisk umuligt at undgå, fx allergener som pollen. Hvis du får allergisymptomer, kan de normalt behandles med medicin.
Det har især været generationerne født efter 1960, der har været ramt af en kraftig stigning i forekomsten af allergi, ikke kun i Danmark, men i hele den vestlige, industrialiserede verden. Det gælder både 'straks-' og 'forsinket' allergi. Der findes forskellige teorier om, hvorfor der ses en stigning i antallet af allergikere. Der er utvivlsomt flere årsager samt et komplekst samspil af både genetiske, kostmæssige og miljømæssige faktorer, som fx overvægt, rygning, mere forarbejdet kost, øget pollenpåvirkning, ældre førstegangsfødende samt at mennesker tilbringer mere tid indendørs.
Det er ikke kortlagt helt i detaljen, hvor mange danskere, der har problemer med allergi. Men tallet ligger på omkring 20-25 % af befolkningen. Alene pollenallergi anslås at ramme 8-900.000 danskere.
Allergier er som regel mest udtalte i børne- og ungdomsårene. I voksenalderen bliver symptomerne gerne mindre plagsomme.
Som allerede nævnt, er der en arvelig, familiær tendens til at blive allergiker. Der er større risiko for af udvikle allergi, hvis andre i familien, fx forældrene eller søskende, også lider af sygdommen.
For et forældrepar, hvor den ene har allergi, er der 20-30 % risiko for, at et kommende barn også vil få allergi. Er begge forældrene allergikere, stiger risikoen for barnet til 40-50 % - nogle gange endda endnu højere.
Ingen allergi hos forældrene | Allergi hos den ene forælder | Begge forældre har allergi (forskellige) | Begge forældre har samme allergi |
5-10 % risiko for at barnet udvikler allergi | 20-30 % risiko for at barnet udvikler allergi | 40-50 % risiko for at barnet udvikler allergi | 70 % risiko for at barnet udvikler allergi |
For at kunne træffe de rette forholdsregler, samt at sætte en målrettet behandling i værk i forhold til allergi, er det væsentligt at få stillet en diagnose. Alt hvad der klør, hæver og bliver rødt, er ikke nødvendigvis et signal om allergi.
Hvis du har en mistanke om, at du er allergisk, skal du kontakte din læge. Der findes flere måder at blive testet for allergi på. Nogle undersøgelser kan foretages af den praktiserende læge, mens andre udføres af en speciallæge i allergi, børnesygdomme, hudsygdomme, lungesygdomme eller hos en øre næse hals-læge.
Det skal ud fra sygehistorien vurderes, om symptomerne kan være betinget af allergi, og om der er en overbevisende relation mellem udsættelse for et muligt allergen, og de symptomer, patienten oplever.
En allergitest (enten blodprøve eller såkaldt priktest) skal desuden vise, at patienten har allergiske (IgE-)antistoffer netop over for det eller de mistænkte allergener, som sygehistorien peger på.
Blodprøven bliver undersøgt i laboratorium, hvor der måles antistoffer.
En priktest tages enten i stedet for eller som supplement til blodprøven. En priktest foregår ved, at du får sat et stykke tape med en række tal på underarmen. Ud for hvert tal sættes en dråbe med udtræk af forskellige allergifremkaldende stoffer. Af og til bruger man også friske madvarer til undersøgelsen. Når alle dråberne er sat, prikkes med en lille nål, kaldet lancet, gennem hver enkelt dråbe i huden, så stofferne kommer i kontakt med underliggende hud. Efter ca. 15 minutter aflæser man reaktionen. Hvis du reagerer, kommer der en lille hævelse, som klør.
Resultatet af en priktest er hverken bedre eller mere rigtigt, end det blodprøven viser.
Ved den 'forsinkede' hudallergi bruges de såkaldte lappe-test (epicutantest), som aflæses efter 2 døgn. Sygehistorien er i begge tilfælde mindst lige så vigtig som selve allergitesten.
Priktest |
Blodprøver |
Lappe-test (epicutantest) |
En allergidiagnose kræver, at der er overensstemmelse mellem de oplevede symptomer og resultatet af allergitesten. Hvis det ikke er tilfældet, er der ikke tale om allergi.
Allergitest – både blodprøver og priktest – kan falde positivt ud, uden at patienten har symptomer svarende til testresultatet. Så taler man om ’sensibilisering’, hvor der ikke optræder symptomer svarende til allergi, men hvor der kan være risiko for udvikling af allergi på et senere tidspunkt.
Alt afhængig af symptomerne er der flere muligheder for forebyggelse og behandling. Den vigtigste forebyggelse vil altid være at undgå at møde eller indtage det, der udløser den allergiske reaktion. Men det kan selvfølgelig også være nødvendigt at behandle symptomerne med medicin. Der findes medicin, der hjælper nu og her, det kaldes ofte akutmedicin. Og der findes medicin, som virker forebyggende.
Tal med din læge om, hvilken medicin du kan bruge.
Læs mere om behandling af høfeber, astma og eksem under de enkelte sygdomsafsnit. Det kan også være, at lægen vurderer, at vaccination mod allergien vil være det bedste behandlingstilbud.
For mere udførlig omtale henvises til de enkelte allergiske lidelser under afsnittet om allergi.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
