Graviditetsuge 2 - den gravide

Sarah Atim Okon Willie

Jordemoder

M02

Æg- og sædcellen forenes, og graviditeten er grundlagt.

 

Det befrugtede æg deler sig nu på sin rejse gennem æggelederen og ned til livmoderhulen, hvor det fæstner sig i slimhinden 3 til 5 dage senere. 

Transporten af ægget sker ved, at fimrehår (cilier), som beklæder indersiden af æggelederen, vifter ægget i retning mod livmoderen (uterus).

Desuden udskilles et sekret fra overfladen af æggelederen, som løber i samme retning, og æggelederen laver små sammentrækninger, som letter transporten.

På vejen mod livmoderen deler ægget sig flere gange. Først deler ægget sig og bliver til 2 celler, derefter deler cellerne sig på samme måde. Alle cellerne i vores krop stammer med andre ord fra den ene befrugtede ægcelle, stamcellen.

Den første deling sker efter 24 timer, mens de efterfølgende celledelinger sker med 10-12 timers mellemrum. Celleansamlingen bliver ikke større end det oprindelige æg, fordi det fortsat er omgivet af den beskyttende skal (zona pellucida).

Hormonændringer

For at den såkaldte implantation skal kunne finde sted, skal livmoderslimhinden påvirkes af kønshormonet progesteron.

Folliklen som omgav ægcellen i æggestokken, omdannes til et hormonproducerende område, som kaldes corpus luteum.

I corpus luteum produceres store mængder progesteron gennem en periode på cirka 14 dage.

Hormonet stimulerer slimhinden i livmoderen til at danne et næringsrigt sekret, så ægget kan ernære sig.

Et andet kønshormon, østrogen, udskilles sammen med progesteron. Østrogen øger blodcirkulationen i livmodervæggen, så den er bedre forberedt til at modtage ægget.

Hvis ægget befrugtes, fortsætter corpus luteum med at producere progesteron de næste 12 uger, men gradvist overtager moderkagen (placenta) denne funktion. Menstruationen vil herefter udeblive.

Implantation i livmoderen

Når det befrugtede æg når til livmoderhulen, er det blevet til en celleklump på cirka 100 celler, som kaldes en blastocyst.

Blastocysten opholder sig i livmoderhulen i 1 til 3 dage, før den fæstner sig til livmoderslimhinden - endometriet. Således sker implantationen normalt 5 til 7 dage efter ægløsningen.

Før implantationen modtager blastocysten næring fra slimet, som produceres af livmoderens slimhinde.

Implantationen sker ved, at celler på overfladen af blastocystens zona pellucida, kaldet trofoblastceller, udskiller enzymer, som nedbryder overfladen, hvorefter blastocysten indlejrer sig i slimhinden. Straks efter at implantationen er gennemført, vil trofoblastceller og celler fra livmoderen formere sig hurtigt og danne moderkagen (placenta) og fosterhinderne.

hCG

Samtidig med at blastocysten indlejrer sig, starter produktionen af et nyt hormon, som hedder hCG (humant choriongonadotropin).

Graviditetshormonet hCG stimulerer corpus luteum til, at fortsætte sin produktion af østrogen og progesteron indtil moderkagen er dannet og kan tage over.

hCG er det hormon, som måles, når man tager en graviditetstest.

Læs mere om råd og vejledninger til dig som er gravid her 

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Sarah Atim Okon Willie

Jordemoder, Hvidovre Hospital, Fødeområdet

Anne Søndergaard

speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen