Forhøjet blodtryk, årsager

Michael Hecht Olsen

speciallæge

Fakta

  • I de allerfleste tilfælde kan man ikke finde en årsag til det forhøjede blodtryk. Arv og livsstil spiller en rolle
  • I få tilfælde kan det høje blodtryk skyldes andre sygdomme, f.eks. nyresygdom, forsnævret nyrepulsåre eller sjældne svulster i binyrerne

Hvad er forhøjet blodtryk?

Forhøjet blodtryk kaldes også hypertension. Hypertension betyder, at trykket i kroppens pulsårer er højere end det, der bliver defineret som normalt.

Forhøjet blodtryk belaster hjerte og kredsløb. Dette øger blandt andet risikoen for, at man får apopleksi (blodprop i hjertet eller hjerneblødning) og hjerteinfarkt (blodprop i hjertet).

Blodtrykket bliver angivet med to tal adskilt af en skråstreg:

  • Det første tal er trykket i pulsårerne (arterierne), når hjertet trækker sig sammen - det systoliske blodtryk
  • Det sidste tal er trykket i pulsårerne mellem hjerteslagene - det diastoliske blodtryk

Et blodtryk på 150/90 betyder altså, at blodtrykket for hvert pulsslag svinger mellem 150 og 90. Blodtrykket angiver man i en måleenhed, der kaldes millimeter kviksølv (mmHg), fordi blodtrykket tidligere blev målt med et kviksølvapparat. I dag bruges oftere elektroniske apparater til at måle blodtrykket.

Blodtrykket er forhøjet, når det:

  • Hos lægen måles til 140/90 eller derover ved flere målinger
  • Derhjemme måles til 135/85 eller derover ved flere målinger
  • Ved de sværeste tilfælde kan blodtrykket f.eks. være 220/120

Forhøjet blodtryk giver typisk ingen symptomer. Ved meget høje blodtryk, noget som er sjældent, kan man blive svimmel og få hovedpine.

Hvad er årsagerne til forhøjet blodtryk?

Forhøjet blodtryk, hvor man ikke kender årsagen

Forhøjet blodtryk kan have mange forskellige årsager. Hos de allerfleste (over 95 %) er det dog ikke muligt at finde den nøjagtige grund til det høje blodtryk. Dette kalder man essentiel hypertension. Det er et gammelt udtryk, der egentlig betyder "nødvendig blodtryksforhøjelse". Dengang troede man, at det forhøjede blodtryk var nødvendigt for patienten, men i dag ved vi, at det er skadeligt.

Det er sandsynligt, at arv og genetiske forhold spiller en væsentlig rolle hos mange af dem, det har forhøjet blodtryk, uden at man dog kan påvise en egentlig årsag. Udover de arvelige forhold er der flere ting, der øger risikoen for at få højt blodtryk:

  • Overvægt
  • Diabetes
  • For lidt fysisk aktivitet
  • Højt indtag af salt
  • Højt indtag af alkohol
  • Høj alder

Forhøjet blodtryk på grund af anden sygdom

I sjældne tilfælde finder lægen en anden sygdom, der er årsag til det forhøjede blodtryk. Dette kalder man sekundær hypertension. Sekundær hypertension er meget mere sjælden end primær hypertension. Kun få procent af alle med forhøjet blodtryk har sekundær hypertension.

Især sygdomme i nyrerne og forsnævring på pulsåren til den ene eller begge nyrer kan give forhøjet blodtryk. Sjældne svulster i binyrerne kan også give forhøjet blodtryk.

En del medicin kan give forhøjet blodtryk, f.eks. p-piller, NSAID og kortikosteroider. Hos børn kan forsnævring på hovedpulsåren (aorta) give forhøjet blodtryk.

Nogle personer kan få forhøjet blodtryk, hvis de spiser lakrids hver dag.

Det er ofte unge mennesker, der får sekundær hypertension, og det forhøjede blodtryk kommer hurtigt. Ældre mennesker kan også få sekundær hypertension. Nogle gange kan årsagen til det høje blodtryk fjernes, f.eks. ved at udvide en forsnævring på en pulsåre til nyren, eller ved at fjerne en svulst i en binyre.

Skal man undersøges for årsagen til sit forhøjede blodtryk?

Hvis du har fået påvist et forhøjet blodtryk, vil din læge undersøge dit blod og urin for at se, om der er tegn på sygdom i dine nyrer. Lægen undersøger for, om mængden af kreatinin i dit blod er for høj, og om der er protein i din urin. Sygdom i nyrerne kan være årsag til forhøjet blodtryk. Hvis dit blodtryk bliver ved med at være forhøjet over længere tid, og årsagen til det er ukendt, kan det dog også påvirke dine nyrers funktion.

Du vil oftest kun blive henvist til andre undersøgelser på et sygehus, hvis: 

  • Hvis dit blodtryk forbliver forhøjet trods medicinsk behandling
  • Hvis du er ung, og blodtrykket er højt
  • Hvis det forhøjede blodtryk kommer i anfald, hvor du også har hovedpine og hjertebanken

På sygehuset vil du blive undersøgt for mere sjældne årsager til et forhøjet blodtryk. Undersøgelserne vil typisk blive lavet på en hjerte- eller nyreafdeling, hvor de har særlig ekspertise i forhøjet blodtryk. 

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Michael Hecht Olsen

Ph.d., DM.Sci., professor, Medicinsk Afdeling 1, Holbæk Hospital

Bo Christensen

professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen