Hvad er thyroiditis?
Thyreoiditis er en inflammationstilstand i skjoldbruskkirtlen. Årsagerne til inflammationen (vævsreaktionen) kan være mange:
Autoimmun reaktion som udvikler sig over lang tid, hvor kroppens eget immunsystem nedbryder cellerne i skjoldbruskkirtlen (Hashimotos sygdom)
Autoimmunt respons der udvikler sig i månederne efter en fødsel
Infektioner, oftest forårsaget af virus, men i meget sjældne tilfælde kan bakterier også være årsagen
Visse typer medicin kan udløse thyreoiditis
Kan ses efter strålebehandling eller fysisk skade
Hvad er symptomerne på thyroiditis?
Symptomerne kan variere alt efter, hvad der er årsagen til thyreoiditis. Nogle kan få hævelse og ømhed på halsen. Enkelte kan blive syge med feber og påvirket almen tilstand. Langt de fleste har dog få gener.
Stofskiftet bliver påvirket hos de fleste, men det er forbigående hos de fleste.
Hos nogle giver tilstanden forhøjede værdier af stofskiftehormonerne T4 (thyroxin) og T3 (tri-jod thyronine) tidligt i forløbet. Dette kan vise sig ved at man:
Taber sig
Har indre uro
Ryster på hænderne
Har tendens til at svede
Føler sig rastløs
Har hurtig puls
Senere kan tilstanden præges af for lave mængder stofskiftehormon. Det kan føre til:
Hos andre er der ikke noget typisk mønster med højt stofskifte først og lavt stofskifte senere.
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Ømhed og hævelse på halsen svarende til skjoldbruskkirtlen, oftest sammen med feber.
Symptomer på højt stofskifte: man taber sig, har indre uro, rysten på hænderne, sveder let, er rastløs og har hurtig puls.
Eller symptomer på lavt stofskifte: Træthed, uregelmæssig menstruation, kuldskærhed, hæshed, træg mave, smerter i led og eventuelt vægtøgning.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen stiller diagnosen på baggrund af symptomerne og resultater af blodprøver
Af og til er skjoldbruskkirtlen øm, når lægen trykker på den
C-reaktivt protein (blodprøve) vil ofte være forhøjet ved en bestemt form for thyreoiditis (subakut thyreoiditis). Stofskiftehormonet T4 kan være forhøjet, for lavt eller normalt. Der kan hos mange påvises antistoffer mod skjoldbruskkirtlen i blodprøven
Hvorfor får man thyreoiditis?
Det kan udvikles uden, at man kan beskrive hvorfor.
Er thyreoiditis arveligt?
Der er en arvelig komponent. Risikoen for at få thyreoiditis er lidt større, såfremt det tidligere er set i familien.
Hvordan behandler man sygdommen?
Behandlingen afhænger af, hvilke fund lægen har gjort og hvilke symptomer, du har.
Hvis der er lave værdier af T4 i blodprøven, og det medfører symptomer hos dig, vil du få tilskud af T4 som tablet
Generes du meget af rysten på hænderne, indre uro og hurtig puls, kan du få medicin, som dæmper dette ubehag
Hvis man har udtalte symptomer, kan man supplere behandlingen med binyrebarkhormon
Hvis man får forbigående ondt eller ubehag i skjoldbruskkirtlen, kan man tage et mildt smertestillende håndkøbspræparat
Hvad kan jeg selv gøre?
Der er ikke noget, du selv kan gøre ud over at søge læge, såfremt du har symptomer.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre thyreoiditis?
Den hyppigste årsag til thyreoiditis er en autoimmun reaktion. Det vil sige, at kroppens eget immunsystem påvirker cellerne i skjoldbruskkirtlen.
Du kan ikke gøre noget selv for at undgå at få thyreoiditis, uanset årsagen hertil. Du kan heller ikke gøre noget, der forværrer tilstanden.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Du skal søge læge, hvis du har nogen af ovennævnte symptomer.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Prognosen er god. Alt efter hvilken form for thyreoiditis du har, vil din læge kunne sige, hvordan forløbet vil blive.
Mange af tilfældene af thyreoiditis går over af sig selv. Andre igen giver varigt nedsat stofskifte som kræver, at man skal behandles hele livet med thyroxin-tabletter. I mange tilfælde går der ca. 1 år, før man kan afgøre, om tilstanden går i ro af sig selv.
Er thyreoiditis farlig?
Nej.
Hvor hyppig er thyroiditis?
Kvinder er mere udsat for at få thyreoiditis end mænd.
Hvad er glandula thyroidea?
Glandula thyroidea kaldes på dansk for skjoldbruskkirtlen. Den er placeret nedadtil fortil på halsen.
Skjoldbruskkirtlen producerer to forskellige hormoner, thyroxin (T4) og tri-jod thyronine (T3). Disse hormoner regulerer kroppens stofskifte. Mange af kroppens organer er afhængige af disse hormoner for at kunne udvikle sig og fungere normalt.
Læs mere om skjoldbruskkirtlen.
Vil du vide mere?