Lentigo solaris/pigmentpletter

Eva Susanna Tracz

Speciallæge i hud og kønssygdomme

Fakta

  • Lentigo solaris betyder "solplet" og er en brunlig hudforandring, der skyldes soludsættelse

  • De kaldes også "leverpletter", selvom de ikke skyldes leversygdom

  • Pletterne opstår som regel i ansigtet og på håndryggene

  • De ses især hos personer, der har været udsat for meget sol, og hos solariebrugere

  • Du kan undgå nye pletter ved at beskytte dig mod solstråler med tøj og bruge solcreme med høj faktor

  • Kontakt din læge, hvis farven på pletterne bliver uregelmæssig eller de vokser 

Lentigo solaris er en type pigmentforandringer i huden, der skyldes sol og lysudsættelse. Tilstanden betegnes også som pigmentpletter, visdomspletter, alderdomspletter eller "leverpletter". Det er dog en godartet tilstand, som ikke skyldes leversygdom. Hudforandringerne forekommer overalt i verden - dog hyppigere hos patienter med en hudfarve, der ikke er helt lys eller helt mørk. Man kan sige, at pigmentpletterne er kæmpe fregner, og forskellen er, at fregner blegner om vinteren, mens lentigo solaris er uforandrede hen over året og kommer med alderen. Hyppigheden af lentigo solaris stiger med alderen. Den øgede pigmentering kan variere fra lys til mørkebrun, men den enkelte pigmentplet er ret ensartet i farven. 

lowform43

lentigo solaris_leverpletter

Håndrygge med lentigo solaris

Foto af leverplet på kind

Kind med ensartet brun lentigo solaris under øjet, men også en del mindre pigmentpletter og fregner på kinden. Foto venligst udlånt af DermNet

Foto af lentigo solaris på kind

Kind med et par lentigo solaris. Foto venligst udlånt af DermNet


Hvad er symptomerne på lentigo solaris?

Pigmentforandringen forekommer hyppigst i ansigtet og på håndryggene som små velafgrænsede lysebrune til mørkebrune pletter på huden. De er næsten helt ensartede i farven og kan ikke mærkes på huden. De ligner faktisk kæmpe fregner.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Hvis farven er uregelmæssig, hvis afgrænsningen er uregelmæssig, eller hvis pletten har flere farver, skal du lade lægen se på den. Der kan nemlig opstå celleforandringer i disse forandringer, og ofte bliver forandringen mere uregelmæssig og grålig at se på i sådanne tilfælde.

Enhver pigmentforandring i huden, der markant ændrer farve, som vokser, eller som bliver knudret eller bliver til sår, bør vurderes af en læge.

Hvordan stilles diagnosen?

  • Diagnosen stilles på baggrund af de typiske flade, ensfarvede brune og velafgrænsede farveforandringer i huden på soludsatte områder

  • Pigmentpletter er ovale eller let kantede i formen

  • Pletterne opstår på soludsatte områder som ansigt, isse og håndrygge, men kan også komme på skuldre, ryg og skinneben

  • Farven kan variere fra person til person og bliver ofte mere intens brun med alderen

  • Pletterne kan udvikles gradvist eller opstå over kort tid

  • Solar lentigo er mere almindeligt hos solariebrugere og personer, der arbejder udendørs

Hvorfor får du lentigo solaris?

Årsagen er stærk og/eller langvarig udsættelse for sol eller anden type ultraviolet stråling fx fra solarier. Det ultraviolette sollys påvirker pigmentcellerne i huden, således at der pletvis produceres mere farvestof, melanin, i huden. Det er den samme soludsættelse, der giver fregner og modermærker.

Selv om betegnelsen "leverpletter" bruges populært, har tilstanden intet med leversygdom at gøre. Derfor kalder vi dem her pigmentpletter. De begynder typisk at opstå ved 40-årsalderen.

Smitter lentigo solaris?

Nej, det er en fredelig ophobning af pigment i huden

Er lentigo solaris arvelige?

Hos nogle mennesker er der en arvelig tilbøjelighed til at danne mange pigmentpletter, ofte allerede i en ung alder. Generelt får man ikke pigmentpletter, hvis man er helt bleg i huden eller meget mørk i huden. Mængden af pigmentpletter afhænger også af, hvor god man har været til at beskytte sig mod solens stråler.

Hvordan behandles lentigo solaris?

  • Behandling er ikke nødvendig, men ønskes undertiden af kosmetiske grunde

  • Al behandling af solar lentigo kan risikere at medføre farveforskel i huden, der kan blive efterladt enten mørkere eller lysere end før behandlingen. Ligesom der er en risiko for, at man får ar efter nogle af behandlingerne

  • Elementerne kan behandles med: let frysning med flydende kvælstof (kryokirurgi), laser, kemisk peeling eller blegecremer

  • Solbeskyttelse med hat, tøj og solcreme med høj solfaktor forebygger udvikling af flere pigmentpletter, men fører desværre ikke til tilbagegang af allerede opståede pletter

Hvad kan jeg selv gøre, herunder evt. praktiske hverdagsråd?

Solbeskyttelse er forebyggende, både med hat og tøj, ved at undgå soludsættelse midt på dagen og ved brug af solcreme, se sol-og-solbeskyttelse. Hvis du er mørk i huden, kan det være en god idé at købe solcreme, der også indeholder beskyttelse mod synligt lys, evt. blot ved, at cremen er brunligt farvet/"tinted".

Hvordan undgår jeg at få eller forværre lentigo solaris?

Lentigo solaris kan forebygges ved at anvende solbeskyttelse, dækkende tøj, undgå solariebrug og undgå overdreven udsættelse for sol. Anvendelse af solcreme med høj faktor er også en vigtig forebyggelse af pigmentpletter og hudkræft.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Enhver pigmentplet, der markant ændrer farve, som vokser, bliver knudret eller bliver til sår, bør vurderes af en læge.

Hvordan udvikler lentigo solaris sig?

Lentigo solaris er ikke en sygdom, men et tegn på soludsættelse. De udvikler sig ofte langsomt over år, men i nogle tilfælde ses vækst i løbet af kort tid. Det er en godartet tilstand, men ved påfaldende farveændringer bør man kontakte sin læge. Ofte ser man såkaldte visdomsvorter (seborroiske keratoser) udvikle sig fra pigmentpletter, der starter som flade lysebrune pletter, men bliver mere fortykkede og vorteagtige over tid.

Er lentigo solaris farlige?

Nej, men de kan ligne modermærkekræft, og ved tvivlstilfælde, er det meget vigtigt at udelukke dette eller anden hudkræft. Se malignt melanom

Hvor hyppig er lentigo solaris?

Pigmentforandringerne er hyppigst blandt personer med hudfarver mellem lys og mørk hud, som har været meget i solen. Antallet af personer med pigmentpletter stiger med alderen.

De findes hos over 90% af personer med lys hudtype over 60 år og hos 20% under 35 år. Hyppigheden er størst hos personer, der dyrker sol, solariebrugere og hos udendørs arbejdere.

Kan jeg få lentigo solaris mere end én gang?

Ja, det er faktisk sjældent kun at have én enkelt leverplet, især hvis du er oppe i årene.

Ofte opstår seborroiske keratoser/visdomsvorter i pigmentpletter, som her, hvor begge forandringer ses samtidigt i et øjenbryn. Foto venligst udlånt af DermNet

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Eva Susanna Tracz

Speciallæge i hud og kønssygdomme, Hudlægecenter Nord, Aalborg. Klinisk lærer, Aalborg universitet

Erling Peter Larsen

Speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen