Du kan selv gøre meget for at mindske hverdagsproblemerne med psoriasis
Det er vigtigt, at du smører huden med fed creme 1-2 x dagligt
Det er vigtigt at bevare hudens barrierefunktion, derfor bør du undgå lange varme bade, da det tørrer huden ud
Sol og bad i saltvand har ofte en god virkning på mange hudsygdomme - herunder også psoriasis
Men husk, at solen også skader huden med øget risiko for hudkræft ved solbadning, især hvis du har lys hud
På grund af en øget risiko for hjerte- og karsygdom er motion og sund kost vigtigt
Fugtbevarende behandling og hudpleje
Foto af patient med psoriasis symmetrisk fordelt på bagsiden af kroppen og på albuerne.
Foto af patient med psoriasis på knæ.
For personer med psoriasis er det vigtigt at pleje huden med en fed creme
Du bør undgå, at huden tørrer ud og smøre den ind med fugtighedscreme dagligt
Undgå at bløde huden op, specielt i forbindelse med opvask
Ved bruse- og karbad bør du begrænse sæbebrugen, eftersom sæbe tørrer huden ud, men det er stadig vigtigt at anvende sæbe for at fjerne døde hudceller, bakterier og cremerester
Brug evt. sæber med en pH-værdi lavere end 5,5
Nogle personer med psoriasis kan få forværring af hudsygdommen ved skader eller efter gnidning på huden (Köbner fænomenet)
Det er derfor vigtigt, at du ikke skrubber dine skæl af, fx med en hamphandske, hvis du er en af de personer med psoriasis, hvor hudsygdommen forværres ved at gnubbe mod huden
Fx kan du efter en operation få psoriasis i operationsarret
Det er også vigtigt, at du beskytter dine negle, for at begrænse neglepsoriasis. Du bør klippe neglene regelmæssigt, så de ikke bliver for lange
Det er vigtigt, at du lader neglebåndene være i fred ved manicure
Sol og bad
Naturlig sol, saltvands- og havbad har en god virkning for de fleste med psoriasis, mens koldt, tørt vejr forværrer sygdommen
Det er imidlertid vigtigt at undgå solforbrænding, da det kan gøre det værre (Köbner fænomenet)
Derudover er der en øget risiko for hudkræft ved soludsættelse hos personer med lys hud
Nogle få med psoriasis (5 %) får opblussen af huden ved solbadning
Mestring af stress
De fleste med psoriasis oplever, at tilstanden bliver værre ved stress og psykiske påvirkninger
Ingen kan undgå stress fuldstændig. Mange oplever dog, at det kan være gunstigt at lære metoder til at mestre stress og forsøge at slappe mere af
Kost og livsstil
Vigtigst er at undgå overvægt og at spise en sund og varieret kost
Det er rapporteret, at nogle forbedrer tilstanden ved brug af omega-3-fedtsyretilskud
Patienter med psoriasis har øget risiko for hjerte-kar-sygdom
Livsstil med masser af motion og sund kost er derfor meget vigtigt
Man har også vist, at vægttab hos overvægtige personer med psoriasis bedrer huden
Rygning forværrer psoriasis
Medicin
Enkelte typer medicin kan udløse eller gøre psoriasis værre. Dette gælder blandt andet betablokkere
Det gælder også litium, som blandt andet bruges til at behandle manio-depressive lidelser, og klorokin, som bruges mod lupus og malaria
Når du skal begynde med en ny medicin, bør du altid fortælle din læge, at du har psoriasis, så lægen kan overveje, om gavn af medicinen er vigtigere end risikoen for at forværre hudsygdommen