Psoriasisgigt er en ledsygdom, der ofte rammer et eller flere led på fingre eller tæer
10 til 30 % af personer med psoriasis udvikler denne type gigt
Gigten begynder ofte mellem 30- og 40-årsalderen
Der er normal god effekt af almindelige gigtmidler, men i en del tilfælde behandles med særlige biologiske lægemidler
Sygdommen er kronisk, men sværhedsgraden varierer
Hvad er psoriasisgigt?
Psoriasisgigt er en særlig form for gigt, som ses hos personer med hudsygdommen psoriasis.
Gigt er en tilstand med betændelse (inflammation) inde i leddet, det kaldes også artrit. Ved psoriasisgigt kan der i alvorlige tilfælde forekomme ødelæggelse af leddet.
Psoriasisgigt kommer oftest snigende med hævelse, ømhed og nedsat bevægelighed i de led som er angrebet.
Psoriasisgigt i storetå.
De fleste, som får psoriasisgigt (ca. 70 %), har allerede hudsygdommen. I 15-20 % af tilfældene kommer hudsygdommen efter ledbetændelsen. Hos resten opstår hudsygdommen og ledsygdommen samtidigt.
Blandt de, som får hudsygdommen først, opstår psoriasisgigt som regel ca. 10 år efter de første tegn på psoriasis, men der kan gå op til 20 år. Personer med mild eller ingen hudsygdom kan have betydelig ledsygdom.
De fleste med psoriasisgigt er moderat plaget, men blandt dem med store gener kan sygdommen medføre et betydeligt tab i livskvalitet pga. smerter og ødelagte led. Det er derfor vigtigt at behandle denne type gigt hurtigt.
Hvad er symptomerne på psoriasisgigt?
Hævede ømme yderled på fingre og tær, men der kan også opstå smerter i ryg og lænd eller smerter i leddene i arme og ben.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Hvis du har psoriasis, og du pludseligt får hævede og smertefulde led, eller dine led ændrer sig, fx ved at du får ømme pølsefingre, bør du søge læge. Betændelser i en hel finger eller tå (daktylit) ses ofte (op til hos 30 %).
Foto ovenfor viser en tå med daktylit, der kan være et vigtigt tegn på psoriasisgigt.
Hvordan stilles diagnosen?
Psoriasisgigt udvikler sig oftest over længere tid med ledsmerter, hævelse, ømhed og indskrænkning af bevægelse i de angrebne led. Desuden kan der opstå smerter ved senetilhæftninger og ledbånd, og personen føler stivhed og svaghed.
Tilstanden er som regel skævt fordelt (asymmetrisk) mellem de to kropshalvdele - i modsætning til kronisk leddegigt - og derudover er de yderste finger- og tåled ofte angrebet.
De fleste med psoriasisgigt har kun milde gener, mens andre kan have store gener. Ca. 20 % får nedsat bevægelighed af led. Omfang og intensitet af ledbetændelsen behøver ikke at stå i forhold til omfanget af hudsygdommen.
Andre fund, som ses ved psoriasisgigt, er negleforandringer, betændelsessygdom i øjnene, mundslimhinder, urinrørskatar og hælsmerter (betændelse i en senetilhæftning).
Der findes ingen specifik diagnostisk test for psoriasisgigt. Lægen ser ved undersøgelsen efter de typiske mønstre af ledforandringer, som psoriasisgigten giver. Det er vigtigt for lægen at vide, om du har eller har haft forandringer i huden, som kan være psoriasis, eller om du har tilfælde med enten psoriasis og/eller psoriasisgigt i familien.
Typisk for gigt ved psoriasis er, at prøver, som findes positive hos personer med leddegigt, er normale. CRP og hæmoglobin ("blodprocenten") kan give oplysninger om, hvor aktiv sygdommen er.
Røntgen- og ultralydsbilleder af de angrebne led kan vise typiske fund, men forandringerne kan også være uspecifikke.
Hvorfor får du psoriasisgigt?
Ligesom ved psoriasis i huden ses en overaktivitet af nogle af kroppens signalstoffer. Kroppens eget immunforsvar medvirker derfor til, at der dannes en betændelsestilstand inde i leddet. Sygdommen skyldes både arvelige (genetiske), miljømæssige og immunologiske faktorer.
Tilstanden kan forløbe på forskellige måder. Omtrent 70 % af personer med psoriasisgigt har gigt i de ydre led på hænder og fødder (såkaldt perifere led), mens ca. 30 % har problemer fra ryg- og bækkenled.
Er psoriasisgigt arveligt?
Ja, halvdelen af patienter med psoriasis har familie med psoriasis, selve gigten er ikke så arvelig som hudsygdommen.
Hvilken behandling er der?
Den medicinske behandling kan være effektiv på både hud- og ledsymptomer. Derfor er det vigtigt at opdage de personer, som har psoriasisgigt, således at de får bedst mulig behandling. Målet med behandlingen er at lindre smerter og ubehag, dæmpe betændelserne og forhindre ledskader, som kan nedsætte funktionen af kroppen.
Mange har nytte af at rejse til varmere himmelstrøg i løbet af året, både for at bedre hudsygdommen og ledgenerne. Klimabehandling kan dog ikke forhindre udvikling af blivende ledforandringer.
Smertestillende medicin er ofte nødvendig. Medicin af typen NSAID er effektivt på smerterne, men bør ikke bruges som fast behandling eller i længere tid, pga. bivirkninger. Derfor foretrækkes paracetamol som smertestillende, hvis der er behov for fast smertebehandling.
Methotrexat og såkaldt biologisk behandling kan blive nødvendigt for dem, som har meget aktiv sygdom.
Anden nyttig behandling kan være fysioterapi og ergoterapi. Undtagelsesvis er der behov for kirurgi.
Hvad kan jeg selv gøre?
Det er vigtigt at leve så normalt som muligt med sund livsstil, det vil sige sund, alsidig kost og meget fysisk aktivitet.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre psoriasisgigt?
Der er i dag så effektive behandlinger, at du ikke bør få forværringer i din sygdom. Men selve gigtsygdommen kan ikke forebygges.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis du har psoriasisgigt, men alligevel får stærke pludselige ledsmerter er det vigtigt at søge læge. Hvis dine fingre og tæer ændrer form og er smertefulde.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Psoriasisgigt er en langvarig sygdom.
Sværhedsgraden kan variere over tid. Men i de fleste tilfælde er psoriasisgigt en mild sygdom, som ikke medfører store ændringer i arbejde eller socialt liv. Aggressiv ledsygdom med kroniske gener og ødelæggelse af led forekommer og kan medføre nedsat livskvalitet og funktion.
Er psoriasisgigt farligt?
Nej, men den kan medføre fysisk handicap i fingre og tæer
Hvor hyppig er psoriasisgigt?
Psoriasisgigt kommer lige ofte hos kvinder og mænd. Omkring 2-3 % af befolkningen har psoriasis, og mellem 10 op til 30 % af disse får psoriasisgigt.
Sygdommen begynder oftest mellem 30- til 40-årsalderen.